Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

DF 130 i Fåborg i 1952 med tog 151 (Generelt)

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 27/7 2011, 21:17 (4871 dage siden)
redigeret af Claus E. Hansen, 27/7 2011, 21:36

Har fundet et historisk billede mere frem fra gemmerne, og det er lidt interessant eftersom lokomotivet eksisterer den dag i dag.

Vi er i Fåborg i 1952, DF 130 holder klar til afgang med tog 151. Første vogn ligner en DO. Fotografen var Svend Jørgensen, der som bekendt var gammel Fåborgdreng.

Maskinen blev bygget hos Henschel i 1917 som SFB 33 (Bay). Det med ejerskabet tog SFJ ikke så tungt, så maskinen kørte bl.a. en del på Svendborgbanen hvor der var lange seje stigninger og store tog. I 1949 blev den litreret DSB DF 130 og kom til TKVJ i 1960 (TKVJ DF 130). Så DSB fik glæde af den i nogen år. DF´erne blev bl.a. sat til at køre godstog på Assensbanen, så undgik man nemlig at omløbe. Ved TKVJ´s nedlæggelse i 1968 kom den til OHJ og kom her til at hedde OHJ 38. Med denne litrering har jeg tidl. bragt et par fotos, jeg tog af maskinen med veterantog på Svendborgbanen i 1985. Her havde DJK haft den i 4 år, da den blev købt af OHJ i 1981. Nu er den ved at blive restaureret hos Vestsjællands Veterantog (VSVT). Der findes en fin hjemmeside hvor man kan gå ind og kigge nærmere på projektet;

http://www.ohj38.dk/

Et smukt lokomotiv, og godt der blev bevaret en af dem for eftertiden.

Mvh
Claus

[image]

--
[image]

DF 130 i Fåborg i 1952 med tog 151

af re20000, 27/7 2011, 22:57 (4871 dage siden) @ Claus E. Hansen

Og så er det jo ligefrem afbildet i sit rette element, snevejr. For det var da det, der deltog i vinterkrigen på HTJ i -78 ikke?

Nold

DF 130 i Fåborg i 1952 med tog 151

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 27/7 2011, 23:50 (4871 dage siden) @ re20000

Det gjorde den nemlig. Og det ville ikke undre mig spor om nogen havde et foto eller to liggende fra OHJ i den strenge vinter 1978-79? :-)

Mvh
Claus

--
[image]

DF 130 i Fåborg i 1952 med tog 151

af Georg Schmidt, 28/7 2011, 22:07 (4870 dage siden) @ Claus E. Hansen

Det er blot en tanke, men grunden til at Sv Jørgensen måske har taget billedet kunne være, at det faktisk var lidt usædvanligt med en DF'er for det tog, normalt skulle det være en AF'er.

Ser man på kørselsfordelingen af 1951-52 (jeg går ud fra billedet er taget i starten af 1952) var DF'erne hjemmehørende i Odense syd med 3 DF i tur og kørte gods mellem Ods og Svendborg samt godstoget til Assens mandag-lørdag og om søndagen et persontog til Assens. Under roekampagnen kunne DF'eren tage en tur til Tommerup med vogne inden hjemkørslen til Odense om søndagen hele to ture til Tommerup. Odense syd havde også en enkelt AF til en tur til Svendborg lørdag og søndag.

Nyborg havde 3 AF i tur der mest kørte på Hesselagerbanen men også havde en enkelt tur til Fåborg med togene 162-151. AF-maskinen holdt kold om søndagen i Fåborg. Odense syd har givetvis været blandet ind i leveringen af DF'eren. Fåborgfolkene havde en tur på 13 lokomotivførere og de kørte udelukkende motor (MF-MP-MBF-MDF)på nær denne ene damptur til Nyborg. Der kom mange damploko til Fåborg (G og A), men de blev mest kørt af personale fra Odense syd, Svendborg eller Nyborg.

Vedlagt et billede af nr 38 i Nykøbing Sjælland kort efter at være kommet til OHJ.
[image]
Mvh
Georg

DF 130 i Fåborg i 1952 med tog 151 (nyt foto)

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 28/7 2011, 23:02 (4870 dage siden) @ Georg Schmidt

Tak for de supplerende oplysninger :-) Har desværre ikke de gamle togplaner, men det lyder helt sikkert sandsynligt at Svend Jørgensen har taget billedet af tog 151, fordi der var en DF´er foran. De var jo særdeles gode til snevejr og fygning.

Selv om det er lidt for tidligt på året, så kommer lige et foto mere af Svend Jørgensen med DF 130. Her ses den i Fåborg i 1953, efter en hård tur på Nørre Broby-banen. Og det fornemmer man tydeligt, når man ser maskinen. Bygningen i baggrunden er motorvognsremisen, selve hovedremisen ligger til højre herfor. Maskinen er på vej over Østerbrogade-overkørslen.

Mvh
Claus

[image]

--
[image]

Svenska-lok
Valby Gasværk
Valby Gasværk

Valby Gasværk åbnede i 1907 og fik fra starten leveret kul fra gashavnen i Københavns havn via en 5 km lang jernbane ejet af gasværket. Her er historien om Valby Gasværks jernbane, lokomotiverne og vognene.

Læs mere
DSB MY1102

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak