Tak for den detaljerede genenmgang. Må jeg stille et par spørgsmål i den anledning?

Fremad.
Om dagen vistes ikke noget lys overhovedet. I usigtbart vejr eller om natten et hvidt fast lys fremad. På lokomotiver var det den nederste (på pufferplanken) lanterne der var tændt og på motorkøretøjer den nederste faste lanterne. Det skal her bemærkes, at frem til SIR 44, var et damplokomotivs nederste lanterne placeret i centerlinjen på pufferplanken. Men da den derved ofte kom i vejen, når der skulle renses/tømmes røgkammer, blev det bestemt, at den skulle flyttes ud til højre side i kørselsretningen.
Efter 1971 et hvidt lys hele døgnet, fra 1975 tre-lys front med tændt lys hele døgnet.

SIR 44 rettelsesblad 450 fra 15/11 1971 viser signal nr. 63, "amindeligt kendingssignal", som tændt øverste lanterne (på retoucheret foto af MZ 1401).
Kan det deraf sluttes at det i 1971 ændredes fra hidtil at have været nederste (højre) lanterne til at være øverste lanterne, der skulle være tændt i "almindeligt kendingssignal"?

Da S-tog blev indført i 1934 og året efter lyntogene, kunne man se det fornuftige i ikke at anvende det normale med slutlanterner på vogngavlene. Derfor besluttedes det at anvende et specielt slutsignal for S- og lyntog, placeret på taggavlen således: et fast rødt lys i hver side samt en knaldgylt i midten.
Dette slutsignal bortfaldt i 1973 og man anvendte herefter de indbyggede røde på MA lyntogene samt de ændrede på S-togene. Og da MS/MB blev udrangeret samtidig hermed, var det ikke aktuelt for det gamle røde lyntogsmateriel.

På både MA-lyntog og S-tog afbrød man i første omgang blot den brandgule slutsignallanterne (formentlig udtoges blot glødelampen). Selve lanternen fjernedes først langt senere.

Vender tilbage med kendinssignalerne senere.

Det glæder jeg mig til