Signalføring – i al almindelighed før 1975.

Afstedkommet af spørgsmål til de specielle tyske slutlanterner på det røde MS/MB lyntogsmateriel, der kørte kilometerudligningsløbet NEPTUN vil jeg gerne – så godt som jeg nu kan – kort forklare principperne. Og da det drejer sig om principperne, kan flere ældre læsere eventuelt supplere eller rette.
Før de store ændringer sig signalreglementet i og med rettelserne i 1975 og 1978 og hermed en bortgang fra Signalreglement af 1944 (SIR 1944) var reglerne i princippet ganske enkle.

Et tog eller et lokomotiv/motorvogn/motorvognssæt viste fremad – og af og til bagud - et såkaldt ”Kendingssignal”, der viste andet togpersonale, kørende som på stationer, i signalposter, banekolonner mv., hvilken type tog man havde for sig eller når det var passeret, hvad der eventuelt kunne ventes af særtog.
Groft sagt var tog delt op i enten tog opført i den normale Tjenestekøreplan (TK) eller andre tog, der blev tillyst, f.eks. arbejds- og særtog.

Tog optaget i TK.

Fremad.
Om dagen vistes ikke noget lys overhovedet. I usigtbart vejr eller om natten et hvidt fast lys fremad. På lokomotiver var det den nederste (på pufferplanken) lanterne der var tændt og på motorkøretøjer den nederste faste lanterne. Det skal her bemærkes, at frem til SIR 44, var et damplokomotivs nederste lanterne placeret i centerlinjen på pufferplanken. Men da den derved ofte kom i vejen, når der skulle renses/tømmes røgkammer, blev det bestemt, at den skulle flyttes ud til højre side i kørselsretningen.
Efter 1971 et hvidt lys hele døgnet, fra 1975 tre-lys front med tændt lys hele døgnet.

Bagud
Om dagen slutsignal skiver, om natten slutsignallygter med rødt lys bagud. Begge placeret på vognsiden på bageste vogn/motorvogn. Fra 1951 blinkende rødt lys bagud. Krav bortfaldet i 1975, hvorefter der fra 1978 skulle vises 2 fast røde lys i vognenden. Det vil sige at de indbyggede slutlanterner på vognen blev anvendt. Slutskiver/lanterne havde to formål, dels at vise lokomotivføreren, at toget ikke var sprængt (stadig hængte på krogen under kørsel) samt for alle andre, at det var bageste vogn i toget.

Da S-tog blev indført i 1934 og året efter lyntogene, kunne man se det fornuftige i ikke at anvende det normale med slutlanterner på vogngavlene. Derfor besluttedes det at anvende et specielt slutsignal for S- og lyntog, placeret på taggavlen således: et fast rødt lys i hver side samt en knaldgylt i midten.
Dette slutsignal bortfaldt i 1973 og man anvendte herefter de indbyggede røde på MA lyntogene samt de ændrede på S-togene. Og da MS/MB blev udrangeret samtidig hermed, var det ikke aktuelt for det gamle røde lyntogsmateriel.

Ad NEPTUN.
Det tyske signalreglement (både DB og DR) foreskrev en tre-lys front fremad med hvidt fast lys samt to fast røde fast bagud. Da dette ikke kunne honoreres af MS/MB lyntogene, blev der påsat en fordelingsledningsboks under den store lanterne og lanternerne placeret i de modificerede kendingssignalholdere.

Den store lanterne på MB lyntogenes front øverst var tiltænkt således, at lyntoget kunne føre kendingssignal om natten. Jeg er ikke klar over om dette er blevet afbenyttet.

Vender tilbage med kendinssignalerne senere.