Hvilken TAGFARVE havde de første vinrøde litra BN i 71? (Generelt)
Godaften Holger!
Tak fordi du har udlagt et billede af en vinrød litra BN fotograferet af Jan Waldemar. Hils og si´ tak!
Ja, det er jo så endnu et eksempel på, at tagfarven med stor sandsynlighed kun kan være DSB nr. 16. stålgrå. Det er ihvert tilfælde den farve alle de viste billeder af tagene har, mere eller mindre udsat for vejrliget.
Så, ja, det hjælper med at bestemme den korrekte tagfarve. Jo flere informationer, jo større sandsynlighed for en endelig efterretning (bekræftet information).
Som Svend så rigtigt skriver tidligere vedr. modeljernbane farveangivelserne er de vejledende. Men et rigtigt godt redskab. Man skal jo blot huske på, at DSB 1929 farverne blev fremstillet specielt til DSB – og blev benævnt ”Japanemaljer”. Mener det var Sadolin (ellers kommer UTJ jo nok med en korrektion så vi kan få det på plads ). De godkendte farver blev derefter opført på en farvevifte som alle malere i princippet havde og rettede sig efter. Og året 1929 var jo noget før Tyskland indførte RAL systemet og det blev internationalt anvendt. Heri var også de senere så kendte RLM farver, indledningsvis til brug for det tyske luftvåben. Men også hærens jernbaneenheder anvendte farverne på deres jernbanemateriel og selvfølgelig industrien (de senere DSB traktorer nr. 1 – 3.). Men det er jo en anden historie.
Da DSB 1929 farverne jo er specielt fremstillede, kan de fleste ej heller sættes i RAL systemet. Det vil sige, at man kan komme i nærheden af disse i RAL systemet, men ikke helt ramme. Det blev dog nemmere senere, da DSB begyndte at anvende RAL farver efter den anden verdenskrig. Så efter krigen var der altså både 1929 farverne samt ”nyere” farver i RAL systemet. Vore dages DSB anvender nu et helt andet farvesystem, der er beskrevet i en anden tidligere tråd her på Forum.
Jamen, farverne findes jo i PANTONE systemet! Næsten korrekt, da dette system har væsentligt flere nuancer at gøre godt med. Men PANTONE er til brug for trykning, altså i blad- og bogindustrien.
Ønsker alle en forhåbentlig fortsat god aften.
--
Steffen Dresler