At ryge eller ikke at ryge..... (Generelt)
Oprindeligt var det min idé at afbillede nedenstående som en form for eksempel på primært kildemateriale, når vi taler om overgangen fra MS-lyntog til MA-lyntog tilbage i 1963 og frem. MS-lyntogene blevet jo ikke udskiftet med MA-lyntogene "overnight" men løb "parallelt" startende med "Limfjorden" og "Nordjyden".
Det er følgende sætning på side 176, der i denne sammenhæng er interessant:
"- i de nye lyntog "Limfjorden" og "Nordjyden" skelnes på 2. klasse ikke mellem "rygere" og "ikke-rygere", idet storrumsvognenes klimaanlæg skulle overflødiggøre dette"
Den var ikke gået i dag!
Er der nogen, der ved, hvornår man gik over til en "almindelig" opdeling af rygere og ikke-rygere i MA-lyntogene på 2. klasse? Forholdet er ikke omtalt i hverken "Lyntog" fra 1985 eller "Fra Lyntog til InterCity" fra 2010, omend førstnævnte kort nævner "På 1. kl. var der i modsætning til resten af toget foretaget en opdeling i ryger/ikke-ryger".
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Meddelelser fra Generaldirektoratet, M 129, 20. marts 1963. Billeder i højere opløsning kan ses her (side 175) og her (side 176). Arkiv: Danmarks Jernbanemuseum/Thomas Boberg Nielsen.