Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Transportminister Benny Engelbrecht trækker sig (Generelt)

af Niels Bak, 4/2 2022, 23:16 (1021 dage siden) @ andersj

Afløseren bliver Trine Bramsen, der bliver ligestillings- og transportminister. Et... spændende valg.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/trine-bramsen-bliver-ny-transportminister


Et strategisk valg. Den eneste vinder i denne sag er regeringen der har fået afværget flere storme under opsejling.

  • Engelbrecht bliver et offerlam, men infrastrukturaftalen består.
  • Bødskov bliver strategisk evakueret fra en lignende sag
  • Bramsen bliver sat ind som straf overfor Enhedslisten på bl.a. ligestillingsområdet som er en af Enhedslistens kernesager.

Politik er et spil og selvom Enhedslisten vandt første sæt så var det regeringen der vandt kampen.

Måske på den korte bane, men på den lange viser det i så fald, at socialdemokraterne ikke rigtig har forstået eller har vilje til løse det problem, som partiet har med de yngre vælgere i de store byer. Her er det ikke Dansk Folkeparti de skal dække flanken af over for men Enhedslisten, og regeringen blotter den her på to af de områder, som mange i de vælgergrupper prioriterer. Klima er for mange af dem blevet et af de allervigtigste parametre - partier, der dumper her, er simpelt hen udelukket fra deres stemmer - og blandt andet me too-bølgen har også bragt ligestilling meget længere frem i bevidstheden hos især en del yngre kvinder.

Læg oven i, at Enhedslisten som fløjparti faktisk ikke lever af at få noget gennemført. De tiltrækker især vælgere ved at pege fingre af de andre og være rene i troen - noget som DF kan skrive under på ellers er svært, når man samtidig er støtteparti og politikbærende. Men her serverer socialdemokraterne dem to af deres kerneområder, hvor de nu har god ammunition til at føre "se, socialdemokraterne mener det slet ikke i virkeligheden, når de forsøger at se grønne/ligestillingsvenlige ud"-kampagne. Og to sager der lugter af fiflen med fakta for at undgå konsekvente tiltag for at leve op til egen grøn retorik, samt en ignorering af sin egen begrundelse for at lægge Ligestillingsministeriet sammen med Beskæftigelsesministeriet ved regeringens tiltrædelse føder altså lige ind i den fortælling.

Men analysen i S er nok, at man har råd til at tabe vælgere til venstre fordi Enhedslistens mandater alligevel nok vil gøre Mette til statsminister igen, men man har ikke råd til at tabe til højre, så det er de mere traditionelle socialdemokratiske vælgere i provinsen, som man i de senere år har haft held til at vinde tilbage, som man entydigt satser på.

For trafikpolitikken har det den konsekvens, at der bliver en rimelig prioritering af jernbanen, men tilsat godt med Limfjordsforbindelser og Hærvejsmotorveje, og på ingen måde noget som ligner et paradigmeskift. Præcis som vi har set det under Engelbrech - og kommer til at se det under Bramsen.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak