Det er jo forholdsvist enkelt. Man får hvad man beder om. Evalueringskravene i udbuddet og de kommercielle betingelser skal afvejes og risikobehandles, så man ved, hvad man får, og hvad man risikerer at få. Det er flere gange i andre udbud/kontrakter gennem årene kommet frem, at man fra den statslige købers side, har været for "optimistisk"

Udbuddet på MVJ blev afgjort ud fra eet parameter: Pris. På samme tid havde (har) DB sat Arriva til salg, og i tilgift overførte man en stribe knap så gode DSB Desiro tog til vinderen.

Der var en hel del mennesker, der så en risiko for, at man ville ende hvor man er nu allerede dengang.

Inden man ændrede parameteret til pris alene, var der et større arbejde med at lave udbuddet mere "åbent" - flere initiativer med eksempelvis 25-30 nye Lint54 i stedet for de 20 Desiro blev undersøgt. Målet var at tilbyde 30 min drift "Jorden Rundt" fra Aarhus til Aarhus via Viborg - Struer - Herning samt de nye Lint54 på Svendborgbanen for at tilbyde gratis cykelmedtagning og lignende. Der blev sågar også snakket om den famøse "overliggende stamme" i Svendborg.

På et tidspunkt blev det så besluttet, at det skulle være prisen alene, der afgjorde udbuddet, og fred være med det. Man fik nogle meget meget skarpe tilbud - men de var alle konditionsdygtige.

Så det er ikke så meget et "hvad sagde vi", men mere et "man ligger som man har redt", vi er ude i. Der er ingen der gør det dårligt med vilje, men man gør det, man kan og må indenfor kontrakten, og ellers er der bod til at regulere dette.

At det så ikke nødvendigvis løser passagerernes og køberens forventninger er rigtig ærgerligt, men man har haft muligheden for at håndtere det i udbudsmaterialet, men formentlig også i denne sag været "for optimistisk".

Det mest ærgerlige er nok, at der ikke synes at komme en læringsproces ud af sådanne tilfælde - istedet bliver det til en opslidende og følelsesladet diskussion om "udbud eller ej" "DSB vs Arriva" og lignende.

/Lasse