Som jeg husker det betød det, at når Lkf. fik udkørsel, blev "blinkeren sat til" for at advisere Tgf., at nu have toget fået udkørsel og at han skulle afslutte arbejdet og lukke dørene, derefter brumme "klar og færdig" til Lkf. Herefter kunne Lkf. begynde udkørsel

Kære Steff

Det er også sådan, jeg husker det, selv om det er 35 år siden, jeg har deltaget i en togafgang som togfører.

Færdigmeldingsblinket var et kæmpe fremskridt for lokomotivførerens arbejdsmiljø. Tidligere havde han (det var mest "han" dengang) skullet hænge ud af lokomotivvinduet i al slags vejr med sin grønne lygte (i mørke) eller en udstrakt arm (i dagslys). Nu kunne han blive siddende i førersædet, tænde for færdigmeldingsblinket og afvente, at togføreren brummede afgang.

For togføreren var det indirekte også en højnelse af arbejdsmiljøet: Nogle gange skete det, at togføreren af den ene eller anden grund ikke kunne give afgang, fordi arbejdet ved toget (sådan kaldte man det) ikke var færdigt. Togføreren vidste selvfølgelig, hvorfor arbejdet ikke var færdigt, og han havde normalt også en idé om, hvornår arbejdet ville være færdigt. Men det vidste lokomotivføreren ikke, og det var derfor et yderligere stress-element at have en lokomotivfører hængende ud af vinduet. Var man som togfører tæt på lokomotivet, var det velset, at man gik hen til lokomotivføreren og underrettede ham om, hvornår han kunne forvente at få afgang.

For 35 år siden var det i øvrigt også en uskreven regel, at man ved dårligt vejr (regn, slud og hård kulde), sørgede for, at toget altid var ca. ½ minut efter køreplanen. På den måde undgik man, at lokomotivføreren skulle hænge ud af vinduet i længere tid end højst nødvendigt, og på tilsvarende måde kunne togføreren hurtigt komme ind i toget, hvis han stod på en perron uden overdækning.

Bedste hilsner

Thomas