Det er ganske simpelt: at have overskydende fleksibilitet gør det muligt at indhente forsinkelser og have mere stabil drift i tilfælde af at sammenbrud, sporarbejde eller bare almindelige store forsinkelser skulle forekomme. Samtidig giver krydsende togveje en større risiko for at forsinkelser spreder sig, og giver større risiko for at de opstår til at begynde med.
Altså: overskudsfleksibilitet som ikke bliver benyttet i den daglige drift kan gøre det nemmere at holde togdriften kørende i tilfælde af problemer. Men i det øjeblik du begynder at benytte denne fleksibilitet, især i tilfælde af krydsende togveje, så fører det til større risiko for at forsinkelser opstår og spredes.
Det vil sige at ideelt set, så burde man have et system hvor der er minimalt eller ingen krydsende togveje, og hvor togene er driftssepareret, og hvor der er god fleksibilitet til at ændre på løbene - men hvor denne fleksibilitet ikke rent faktisk benyttes med mindre der er store forsinkelser/sporarbejde/sammenbrud.
Det er et ganske velunderbygget faktum at driftsseparation gavner rettidigheden. Lad os tage Tokyo som eksempel - Japan er jo kendt for sin høje rettidighed. Tokyo Station har to spor til Yamanote-linjen (en ringbane). Tog på denne linje betjener KUN ringbanen og deler ikke på noget tidspunkt spor med andre linjer. Så er der to spor til Keihin-Tohoku linjen - denne forstadsbane er også et lukket økosystem. Så er der fire spor til Tohoku-hovedlinjen og Tokaido-hovedlinjen (Tokyo udgør skillepunktet mellem disse, så det er reelt set bare én lang linje) - disse har et par forgreninger, men betjenes ellers stort set udelukkende af deres egne tog. Kun ude på de yderste grene hvor frekvensen er lavere (og systemet er minder sårbart) bliver der blandet tog ind fra andre linjer. Der er to spor til Chuo-linjen, som også fungerer som et lukke system. Og så er der seks perronspor til Tokaido Shinkansen og fire til Tohoku Shinkansen. Den første er et helt lukket system (kun med fortsættende tog til San'yo Shinkansen) mens Tohoku Shinkansen har et par forgreninger. Derudover er der fire perroner til Yokosuka/Sobu Rapid linjen, som også er stort set separeret, og to perroner til Keiyo-linjen, som igen er separeret.
På Tokyo station er der ikke et eneste sporskifte der forbinder de forskellige systemer. De er separeret både fysisk og operationelt. Tilsvarende ser man på Shinjuku, Shibuya, Ikebukuro og Ueno stationer - driftsseparation. Altid driftsseparation.
Dertil kommer privatejede stationer såsom Hankyu's Umeda-banegård i Osaka. Den er også fuldkomment driftssepareret. Der er ganske vist sporskifter mellem de forskellige dele, men de benyttes ikke i almindelig drift.
Jo flere tog du har, som kører på kryds og tværs af forskellige linjer, desto flere muligheder er der for at forsinkelser kan dannes og spredes. Desuden vil den påtænkte ombygning af Hovedbanen ikke have en større negativ indflydelse på muligheden for at køre tog under totalspærringer eller sammenbrud - det vil stadig være muligt at køre tog fra Kystbanen ud mod Ny Bane, eller fra Roskilde via Ny Ellebjerg til København H, og uden større besvær end der er nu. Man vil bare undlade at gøre det i den almindelige drift.