Hvis man læser et kort med byernes placering, så gætter jeg på Tylstrup som Togstop. Godt nok den mindste by, men også længst væk fra Aalborg, og dermed den største tidsgevinst med toget.
Men tankevækkende at der overhovedet overvejes togstop her. Dengang man etablerede Nærbanen fra Aalborg og sydpå, genåbnede man togstop i byerne Svenstrup (7500 indbyggere) og Støvring (ca. 8500 indbyggere) Nu er det måske Tylstrup (1300 indbyggere) altså en noget mindre by. Sulsted er lidt større og Vestbjerg størst af de to andre nævnte byer. Men disse er dårligt beliggende i forhold til jernbanen.
FE Elkjær
Jeg tror, jeg måske har skrevet det før:
Man ofrede millioner af kroner ved at lave "dobbeltspor" i nordenden af Lindholm station for at skabe luft i køreplanen til at togene mellem Lindholm og Brønderslev kunne krydse hinanden på passende vis i Brønderslev. (Tilsvarende vil man om kort tid lave dobbeltspor i sydenden af Hjørring station for at skabe tilsvarende bedre forhold Hjørring-Brønderslev).
De forlængede krydsningsspor øger køretidsreserven. Det var i forvejen muligt at køre Lindholm-Brønderslev og Brønderslev-Hjørring på hver et kvarter. Hvis den nye station kun betjenes en gang i timen, så kan man nøjes med 14 minutter i den ene retning og 16 minutter i den anden mellem Lindholm og Brønderslev.
Vi skal også huske at de to forlængede krydsningsspor faktisk ikke direkte var tiltænkt NJ's tog. Det var for at gøre det muligt at køre fjerntog og godstog imellem NJ's tog. Her fra Banedanmarks beskrivelse af projektet:
"Kapacitetsudvidelsen er nødvendig for at opnå tilstrækkelig robusthed og punktlighed i trafikafviklingen, herunder af landsdelstrafikken og godstrafikken."
At landsdelstrafikken og godstrafikken så ikke længere eksistere mellem Lindholm og Hjørring er en anden sag.
Som udgangspunkt vil det derfor være mindre heldigt (andre vil mene "hul i hovedet") at lade stabiliteten æde op af en standsning mellem Lindholm og Brønderslev. Havde Region Nordjylland i øvrigt ikke tidligere lovet sig selv ikke at foreslå nye standsningssteder, der er til glæde for få (nye) og til ulempe for mange (eksisterende) kunder?
Ja, ja, jeg er opmærksom på, at det er Aalborg Kommune, der nu er "på banen" (undskyld) og ikke Region Nordjylland.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Region Nordjylland fik udført en analyse af potentielle nye standsningssteder mellem Skørping og Frederikshavn for et par år siden. Her var det kun Hjørring Øst der egentlig blev anbefalet og den er åbnet i vinters.
Noget helt andet er at kapaciteten i togene ikke rigtig er til flere standsninger mellem Brønderslev og Aalborg. Især i morgenmyldretiden køres der med langt over 100% belægning på de to sydgående morgentog der passer med mødetiderne på de store uddannelsesinsitutioner i Aalborg med ankomst 7:27 og 7:57. Disse køres med 2 togsæt.
Det er et generelt problem at en Lint 41 / Desiro er lige i underkanten på en del afgange mellem Hjørring og Aalborg, samt en enkelte afgange morgen og eftermiddag mellem Aalborg og Skørping. Især også fordi man hos NT og Region Nordjylland også gerne vil have store flexarealer til gratis cykelmedtagning. Dog er der i Lint klapsæder, mens der i Desiro kun er ståpladser istedet for de 4x4-mands siddegrupper man har fjernet.