Et sidste kik i ventesalen (Generelt)
Aarhus Bymuseum lukker om kort tid. -Museet skal på kommunal befaling fusioneres med "Den Gamle By", og flyttes til lokaler dér.
Endnu en kort tid residerer bymuseet i den gamle Hammelbanegård i Carl Blochs Gade, og een af de udstillinger, som vises til sidste dag, er en mini-udgave af den meget flotte udstilling om AHTJ, som i sin tid fulgte Asger Christiansens fremragende bog om Hammelbanen frem til udgivelsen. -I mine øjne den bedste danske jernbanebog nogensinde ! Udstillingen denne gang markerer, at bogen netop er genudsendt i nyt oplag.
Den aktuelle version af udstillingen er så lille, at den kan rummes i hammelbanegårdens ventesal. Nu skal bygningen sælges til andet formål, så jeg gætter på, det var mit sidste besøg dér.
Tilbage er håbet om, at den imponerende samling hammelbane-arkivalier, Lars Andersen samlede i sit daværende hjem på den nedlagte Ormslev station, med tiden må komme til ære og værdighed på Jernbanemuseet i Odense. Som mange sikkert ved, havde Lars og hans kone ladet Ormslev station genopstå i fineste stil med (næsten) alt fra dengang, nr 5 stadig holdt og snøftede udenfor døren: -Ventesal, stationskontor med billetsalg (med billetskabet fyldt med de ægte billetter !!). Jeg er de to ildsjæle meget taknemmelig for at have fået lov at se deres private museum, mens det endnu stod, og håber meget, det må blive genrejst på Fyn.
Her det sidste kik ind i ventesalen i Aarhus, som desværre ikke lever op til hvad der var i Ormslev. Jeg håber samtidig, de gæve museumsfolk fra Bymuseet må komme godt gennem deres forestående omplantning. Også de er ildsjæle, som fortjener god opbakning, nu de havner som en bid i en større sammenhæng.