Den smukke bygning, som ligger der endnu, er ganske rigtigt en af de sidste rester af Aalborg første station
Jeg har kigget lidt i bogen "Jernbanen i Aalborg gennem 125 år", bane bøger, 1994, ISBN 87 88632 50-4. Bygningen var oprindeligt jernbanepostkontor. Den er ikke lige så gammel som Aalborgs første station (1869). Ifølge bogen opførtes "nogle år senere et jernbanepostkontor (der nu [1994] er døgnbørnehaven Nattergalen)". Der er intet specifikt årstal angivet og der er ingen kildehenvisning til oplysningen.
Af bogen fremgår af en sporplan fra 1869, og som er i arkiv hos Danmarks Jernbanemuseum, at bygningen ikke eksisterede i 1869 og af et bykort fra 1875, at bygningen ikke eksisterede i 1875. Endelig fremgår det af en sporplan fra 1897, at bygningen eksisterede i 1897. På sidstnævnte illustration er bygningen angivet som "Posthus". Det fremgår ikke af bogen, hvor de to sidstnævnte illustrationer er i arkiv.
Så umiddelbart må konkluderes, at bygningen er opført på et tidspunkt mellem 1875 og 1897. Det fremgår endvidere af bogen, at jernbaneposthuset blev for lille og at et nyt jernbaneposthus opførtes etapevis lige nord for den nye jernbanestation "i starten af dette århundrede". Der er ingen kildehenvisninger til oplysningerne. Men det kunne tyde på, at det første jernbanepostkontor er bygget tættere på 1875 end på 1897.
Det fremgår ikke af bogen, om det er tilfældigt, at der ét sted i bogen anvendes ordet jernbanepostkontor og andre steder jernbaneposthus, idet der strengt taget (vistnok) er tale om to vidt forskellige ting.
Og undtagelsesvist et lille reklameindslag: Skulle nogen været interesseret i ovennævnte bog, har jeg et pænt eksemplar til salg for 100,- kr. Send mig eventuelt en mail, hvis du er interesseret. Så "belaster" vi ikke Forum.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen