Rostock und Umgebung-II (dieselbaner, 13 ill.) (Jernbanen i dag)
Efter at have "taget hul" på jernbanerne i Rostock og omegn kan vi kigge lidt på passagertrafikken med udgangspunkt i dette kort:
(Kilde: https://de.wikipedia.org/wiki/S-Bahn_Rostock - CC BY-SA 2.5).
..... og konstatere, at Warnemünde, Rostock og Güstrow er forbundet med S-Bahn linierne S1, S2 og S3, der siden 2014 udelukkende betjenes med Bombardier's Talent-2.
"Tilbage" er således de ikke-elektrificerede Regionalbahn linier, som er emner for dette indlæg, nemlig:
RB11 Wismar - Bad Doberan - Rostock - Sanitz - Tessin
RB12 Bad Doberan - Rostock - Rövershagen - Graal-Müritz
Smalsporbanen Bad Doberan - Ostseebad Kühlungsborn West ("Der Molli") hedder formelt RB31, men er genstand for andre indlæg.
Da vi havde kantonnement i Bad Doberan, var RB11 det naturlige valg for et Rostock-besøg:
RB11 fra Wismar mod Tessin, Desiro Classic DB 642 184 (Siemens 2002), Bad Doberan 30.06.2021 (nm).
På Rostock Hbf kunne - blandt meget andet - observeres:
RB12 mod Graal-Müritz, Desiro Classic DB 642 078 (Siemens 2000), Rostock Hbf 30.06.2021 (nm).
..... og tilbagerejsen kunne foretages med en RB12:
RB12 - Desiro Classic DB 642 551 (Siemens 2000) vender i blindsporet på Bf Bad Doberan, 30.06.2021 (nm).
Der var således ikke langt til at konstatere, at Desiro Classic er enerådende på dieselbanerne. Desuden var RB11-strækningen Rostock - Tessin i perioden 23.06. - 04.07.2021 betjent af SEV (Schienenersatzverkehr, togbus) p.g.a. sporarbejde mellem Dalwitzhof og Sanitz.
Alligevel valgte vi at besøge Sanitz:
Bf Sanitz på RB11, 01.07.2021 (nm).
..... der i sin fordums storhedstid havde været forgreningsstation, idet en strækning til Tribsees udgik herfra (indtil 1945, hvor den blev pillet op, bortført til USSR som "Reparation" og aldrig retableret).
På trods af den manglende togdrift gik turen videre til RB11's endepunkt Tessin:
Den velholdte stationsbygning i Tessin (blikretning Sanitz), her er indrettet pension og restaurant "Lok", 01.07.2021 (nm).
Stationen er reduceret til "Haltestelle" med kun ét spor, og al sikringsteknik er fjernet. Et stykke bag sporstopperen henligger - uden sporforbindelse - et sporareal, hvor græsset slås pænt:
Tessin, det gamle sporareal, blikretning Sanitz, 01.07.2021 (nm).
Den gamle remise i Tessin i stationens anden ende, 01.07.2021 (nm).
Hvad hensigten er med disse spor, hvor intet rullende materiel findes, vides ikke p.t. Der har i øvrigt været sidespor til den lokale sukkerfabrik, i tilknytning til hvilken der fandtes et 750 mm roebanenet på godt 40 km (trafik nedlagt efter roekampagnen 1963).
Tribsees, der ligger øst for Sanitz (uden for ovenstående kort) var i sin storhedstid en endnu større station for disse strækninger:
Tribsees - Sanitz (optaget 1945)
Tribsees - Velgast (nedlagt 18.07.1996)
Tribsees - Stralsund (optaget 1945)
Tribsees - Greifswald (optaget 1945)
I dag henligger stationsbygningen i Tribsees uden spor og efterlader - trods status som bevaringsværdig - et trist indtryk:
Stationen i Tribsees, perronside hhv. gadeside, 01.07.2021 (nm).
Herfra fortsatte vi over Velgast til sidebanen til Barth, der som Tribsees ligger uden for kortet (og Rostockområdet), og som Bf Tessin er reduceret til "Haltestelle". Denne bane betjenes af en pendlende LINT-27 fra Alstom-LHB:
Bf Barth med DB Regio LINT-27 nr. 640 018 (Alstom-LHB 2000), 01.07.2021 (nm).
Nærmere om denne bane i særskilte indlæg. Efter en køretur rundt ad halvø-systemet Zingst-Darß-Fischland havnede vi ved endepunktet Graal-Müritz for Rostocks RB12:
Graal-Müritz med RB12 til Bad Doberan, Desiro Classic DB 642 578 (Siemens 2000), 01.07.2021 (nm).
Også denne endestation, der ligger ca. 400 m fra den gamle stationsbygning (nu restaurant), er reduceret til "Haltestelle". Til publikum er opstillet et DB "Pluspunkt" med læmulighed og billetautomat:
DB "Pluspunkt" (model: DB).
..... som vel nærmest kan sammenlignes med "Moment" hos Movia/Lokaltog.
Bedste hilsener
Niels