Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Sporvejen i Lund (Generelt)

af Ottoemil, 29/6 2021, 20:48 (1243 dage siden)
redigeret af Ottoemil, 29/6 2021, 21:00

God aften i forummet
I går var det rigtig godt sommervejr, og jeg benyttede lejligheden til en tur til Lund, hvor den lokale sporvej blev indviet d. 12. december 2020.
Sporvejen er normalsporet og 5,5 km lang. Den går fra Lund Centralstation til ESS. Der er 9 stoppesteder incl. endestationerne.
Vognmateriellet består af 7 vogne af type URBOS 100, bygget af CAF i Spanien.
Der køres for tiden efter en plan med 15-minuttersdrift hele dagen, alle ugens dage.
Odense Letbane åbner så vidt jeg kan forstå engang sidst i år, og byggeriet af Hovedstadens Letbane er godt i gang, så jeg synes, det kunne være interessant at se, hvordan Lund har løst forskellige ting.
Sporvejen er dobbeltsporet (bortset fra forbindelsessporet fra ESS til remisen) og sporet ligger i eget areal, de allerfleste steder i græs (som så noget afsvedet ud). Endestationerne har 2 spor, hvoraf tilsyneladende kun det ene benyttes i normal drift. Umiddelbart før endestationernes perroner er placeret en ’diamant-krydsning’. Ved stoppestedet Ideontorget findes en transversal.


[image]
Vogn 2 med navnet Åsa-Hanna forlader endestation ved Lund C, krydser over til højre spor og kører mod ESS. Bemærk, at stoppestedet er udstyret med et rigtigt analogt ur, og at infotavlen til højre skriver, at der er 0 minutter til afgang – og at næste sporvogn afgår kl. 1531.


[image]
Stoppestedet Universitetssjukhuset med vogn 2, på Vej til Lund C. Bemærk igen ur og infotavle. Alle ’mellem-stoppestederne’ har perronerne liggende lige overfor hinanden, og der er overdækning i hele vognens længde, og, som det ses, adskillige bænke. Den gavmilde overdækning er selvfølgelig god i regnvejr, men jeg nød også at kunne opholde mig i skyggen på denne ret varme dag.


[image]
Stoppestedet LTH med vogn 2 på vej mod ESS. På dette og de øvrige stoppesteder mod ESS har man endnu ikke fået sat ure op, men standeren ses i forgrunden. Bemærk, at venteskurene har græs på taget.

[image]
Vogn 4 lige før stoppestedet Ideontorget, på vej mod Universitetssjukhuset og Lund C.


[image]
Vogn 1 ved stoppestedet Telefonplan, på vej mod Lund C.


[image]
Vogn 3, Blåtand, på vej til Lund C, ved stoppestedet Solbjer i den nye bydel Brunshög.


[image]
Vogn 4, Brandklipparen, ved stoppestedet Brunshögstorget, på vej mod Lund C. I sammenligning med Hovedstadens Letbanes ’prototypestoppested’ Glostrup Ejby, hvor der (såvidt jeg kan bedømme) er et overdækket areal på mindre end 2 kvm, og 2 siddepladser i fri luft, virker stoppestederne i Lund meget indbydende.

[image]
Vogn 4 har lige forladt stoppesteder MAX IV og kører mod endestationen ESS. Yderst til højre ses remisen.


[image]
Endestationen ESS. Vogn 2 holder klar til afgang. Sporet, som vognen holder på, fortsætter til remisen, som ses i baggrunden ved den nederste højre møllevinge.


[image]
Vogn 3 ved Brunshögstorget


[image]
Interiør. Vognene har klimaanlæg, og selv i går, hvor det var meget varmt udenfor, var der behageligt i sporvognene.

v.h.
Ottoemil


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

ContecRail
Hornbækbanen 1906 - 1916 - 1966
Hornbækbanen 1906 - 1916 - 1966

Dette hæfte på 66 sider om Hornbækbanen blev i 1966 udgivet af Jernbanehistorisk Selskab som en hyldest til banens 50 hhv. 60 års jubilæum. Det er skrevet af Arne Gregersen i samarbejde med Holtrup og EVP. Hæftet er konverteret til pdf-format.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak