Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Ukendt industridamp - stadig en gåde

af Niels Munch, 26/8 2010, 07:39 (5207 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 26/8 2010, 08:27

Til den samlede forum-ekspertise!

For snart 4 år siden bragtes dette billede:

[image]
Birger Wilcke, © Ludger Kenning

..... i Drehscheibe-Online (DSO) af jernbaneforfatter og -forlægger Ludger Kenning, med hvem jeg har kontakt. Han erhvervede i sin tid "den udenlandske del" af afdøde Birger Wilcke's omfattende billedsamling. De udenlandske billeder er kendetegnet ved stort set at savne registratur og noter.

Wilcke fotograferede i farver allerede i midthalvtredserne, og ovenstående foto er angiveligt optaget inden 1960. Ludger selv har en teori om Skandinavien eller evt. DK. Der er givet tale om robuste industrilok - lidt ramponerede, uden synligt togbremsesystem, uden ejendomsmærker og med kraftigt kobletøj.

Se den uforløste diskussion her: http://www.drehscheibe-foren.de/foren/read.php?17,3111915,3111915#msg-3111915 .

Wilcke kom allerede tidligt langt omkring - også i Østeuropa, og indtil nu har jeg forgæves været i dialog med mange kolleger i ind- og udland, som måtte have kendskab til Wilcke's "gøren og laden" hhv. til industribaner m.v. her og der.

Stadig uden at være kommet en løsning nærmere. Hvad mener I?

Bedste hilsener & god fornøjelse
Niels

P.S.: Ludger har i DSO præsenteret mange fine Wilcke-optagelser. De findes bedst ved i "Historisches Forum's" søgefunktion at efterspørge "Wilcke" (man skal være "anmeldt").

Ukendt industridamp - stadig en gåde

af UTJ, 26/8 2010, 07:54 (5207 dage siden) @ Niels Munch

For mig virker det som om vi skal til Belgien eller Frankrig. Men det er kun en mavefornemmelse. Det er bestemt ikke i Skandinavien. Der ville nok været malet nogle sjuskede bogstaver på lokomotiverne, hvis det var i Østeuropa.

Ukendt industridamp - stadig en gåde

af Steff, 26/8 2010, 08:31 (5207 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels!

Jeg har prøvet at forstørre billedet så godt det var lade sig gørligt. Den "nederste" lanterne er for mig at se ikke en lanterne, men muligvis en turbogenerator?, hvilket jo også passer lidt med den øverste lanteres udformning. Det ser ligeledes ud som om, at lokomotivet har indvendige rammer, hvis man ser på bageste kobbehjul. Hvis ikke billedet er spejlvendt har det højrestyring, hvilket jo i princippet skulle udelukke et svensk.
Nu er jeg ABSOLUT IKKE hverken kender eller specialist på udenlandske eller for den sags skyld danske industribanelokomotiver, men rammerne - hvis min antagelse er rigtig, kunne være af tjekkisk oprindelse, altså Østeuropa. På den tyske hjemmeside kan man jo heller ikke lige se, om det skulle være af tysk oprindelse.
Har du negativerne? Hvis ja, kunne man måske se rækkefølgen af optagelserne og derved måske få en ide om hvor det skulle være optaget.
Ellers kan jeg forstå, at "Banebøger" i sin tid fik hr. politimesterens negativer, hvorfor det måske skulle være en mulighed at undersøge derigennem?

Mvh

Steff

--
Steffen Dresler

Ukendt industridamp - stadig en gåde

af Steff, 29/8 2010, 13:43 (5204 dage siden) @ Steff

Mener selvfølgelig UDVENDIGE rammer når man ser på bageste driv- kobbelhjul og ikke som skrevet, indvendige.

--
Steffen Dresler

Ukendt industridamp - stadig en gåde

af Poul Erik Bjerre, 30/8 2010, 14:31 (5203 dage siden) @ Steff

Det ser ud som om der øverst i buerne i remiseportene sidder nogle våbenskjolde el. lign. Er det muligt, at man ved at forstørre billedet evt. kunne se disse tydeligere, og på den måde få et ide om, hvor i verden billederne hører hjemme?

M.v.h. Poul Erik Bjerre

Ukendt industridamp - stadig en gåde

af Niels Munch, 31/8 2010, 14:56 (5202 dage siden) @ Steff

Hej Steff & Poul Erik,

Turbodynamo og udvendige rammer er korrekt. Efter det foreliggende er billedet et monteret diapositiv, d.v.s. det er klippet ud af "sin sammenhæng", der følgelig ikke kan eftervises. Umiddelbart har jeg det ikke i højere opløsning.

Diverse tænkelige (med mit hoved, förstås) kilder er efterprøvet, såvel i ind- som udland, men hidtil uden det eftertragtede resultat!

Selv får jeg associationer til Winterthur-lokomotiver; men måske man netop skal koncentrere sig om remisebygningen, der tilsyneladende har hvælvet tag?

Bedste hilsener
Niels

Ukendt industridamp - løst: Finland 600 mm (3 fotos)

af Niels Munch, 3/2 2016, 12:33 (3220 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 3/2 2016, 13:10

Det var netop det hvælvede remisetag, der afslørede denne gåde:

[image]Antagelig et Birger Wilcke-foto, ca. 1960, arkiv Ludger Kenning.

Det drejer sig om en 600 mm jernbane, Kuusankosken–Voikan Rautatie, KVR, der fra 1922 betjente et papirindustri-kompleks med både person- (indstillet 1954) og godstrafik (indstillet 1960), se https://fi.wikipedia.org/wiki/Kuusankosken%E2%80%93Voikan_rautatie (på finsk).

Banens remise er denne:

[image]

Lokomotiverne er KVR nr. 10" og nr. 11, som kom til Finland efter krigen som erstatning for mistede lokomotiver.
De er begge bygget af Les Ateliers Metallurgiques S.A., Nivelles, Ateliers de Tubize, Belgien, som f.nr. 2366/1947 og 2389/1948 og som 0C0T med rammevandkasse samt udvendige rammer, gangtøj og kontravægte. Begge lok blev ophugget efter trafikkens ophør, men eksakte årstal kendes ikke.

Kilde: http://www.kolumbus.fi/teemuvirtanen/artikkel.htm .

Fra et finsk forum, der citerer samtidens aviser og tidsskrifter om papirindustrien og KVR, er lånt dette billede:

[image]KVR lok nr. 10" eller 11.

..... der vel er en "rygende pistol".

Papirindustrien havde også et Pedershaab-lok (381/1943, 0B0dm), som skulle findes på Jokioisten Museumsjernbane.

I Finland har der i alt været 5 (fem) Tubize-lokomotiver, alle tilkommmet efter 2.VK, men kun disse 2 var 0C0T.

Og således blev denne gåde - efter knap 10 år og en omvej via Nordvestfynske Jernbane og vort svenske naboforum - endelig løst.


Bedste hilsener
Niels

Ukendt industridamp, løst - epilog (+ 1 foto)

af Niels Munch, 11/4 2016, 11:56 (3152 dage siden) @ Niels Munch

Tillad, at jeg lige runder denne historie af:

Den tyske forlægger Ludger Kenning, hos hvem Birger Wilckes "tyske billedsamling" beror, har som kvittering for, at vi på jernbanen.dk løste denne 10 år gamle gåde, sendt følgende foto:

[image]Dampakkumulatorlok "No. 7". Foto: Birger Wilcke (< 1960).

Også dette billede er uden nogen form for noteringer; men da det optræder i sammenhæng med "gåde-billedet", er det nærliggende at antage, at det også stammer fra Wilckes Finlandstur samt den offentlige industribane Kuusankosken–Voikan rautatie, KVR.

KVR lokomotiv nr. 7 var netop et - for 600 mm sporvidde - ret kraftigt, trekoblet dampakkumulatorlokomotiv med indvendige cylindre og Joy-styring, bygget af Hohenzollern i 1927 (f.nr. 4575). Efter driftens indstilling blev lokomotivet hensat i remisen med det buede tag, og blev som det sidste af KVRs damplokomotiver ophugget i 1966.

KVR 7 anvendtes på papirindustriens spornet, men også lejlighedsvis på KVRs strækningsspor, hvor det kunne klare en tur på én "optankning".

Hohenzollern producerede en del "Dampfspeicherloks" (ca. 500, stort set alle med indvendige cylindre), f.eks. de 4 normalsporede, der kørte ved Rjukan i Norge.


Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak