Hvori består forskellen i immunisering af sikringsanlæg for hhv elvarme og elektrificering? Jeg er godt klar over forskelle i spænding mv, men ikke i hvori immuniseringen er forskellig.

Det er godt nok noget af et spørgsmål. Svaret er at påvirkningerne er forskellige. Følgende er en kortfattet forklaring, som forhåbentlig kan hjælpe til forståelsen - men det er langtfra den fulde sandhed.

Ved el-varme kommer påvirkningerne fra en "begrænset" strømkreds forsynet fra lokomotivet. Gennem Zugsammelschiene (rimeligt dansk begreb savnes?) sendes energien til vognene, hvorfra den gennem skinner og hjul vender tilbage til generatoren/transformeren i lokomotivet.
I 1970'erne blev der gennemført målinger med indlejet tysk materiel, der dokumenterede at disse påvirkninger var store nok til at påvirke sporisolationerne (bl.a. 50 Hz og lange dc sporisolationer).
Det betød blandt andet at lange dc sporisolationer måtte deles i flere af højst tre km længde og 50 Hz sporisolationerne måtte ændres til 77 Hz eller dc (dc kan ikke anvendes i nærheden af S-banen). Desuden etableredes elektriske filtre i forbindelse med sporisolationerne (er placeret i skabe, hytter eller relærum).

Ved eltraktion (på fjernbanen) kommer påvirkningen fra en strømkreds fra fordelingsstationen bestående af køreledningen ud til de kørende tog og retur genenm dels spor og returledere, men desværre også gennem jorden, fordi afstandene er så store.
At have returstrømmen løbende i jorden er ikke heldigt, for det påvirker mange andre ledninger (kloak, vand, gas, tele osv.). Derfor prøver man med f.eks. sugetransformere at hive returstrømmen op i returledningen, men trods disse anstrengelser må man beskytte udsatte ledninger langs banen.
Også den relativ store strømsløjfe bestående af køreledning og spor/returledning betyder at der induceres spændinger i ledninger nær banen. Af den grund måtte banehegnet deles op med mellemrum for ikke at blive farligt at berøre.
Også strømløb til sporskifter og signaler mv. må beskyttes mod påvirkningerne fra kørestrømmen. DSB indførte i slutningen af 1980'erne som første baneforvaltning Fail Safe Transmission på lyslederkabler til sikkerhedsmeldinger på linjeblok.
Sporisolationerne måtte gøres kortere (maks. 2 km) og forsynes med større filtre (i hytter og skabe).

Jens H B