Kan man mon forvente at dette forum i fremtiden bliver udviddet med en oversigt over rangerheste - det er vel også en form for trækkraft

Go´formiddag til alle!

I banernes helt unge dage, skete rangering med enten håndkraft eller med heste. Enkeltvogne kunne ”pinch´es” igang. Det vil sige, at man ved hjælp af en ”pinchstang” (lang metal bræk/løfte stang) under et hjul, kunne ”løfte/skubbe” vognen fri af det døde punkt og så trække/skubbe vognen af sted. Flere vogne kunne det dog knibe med og her måtte man så anvende en kombination af at penze og heste. På grund af anvendelsen af heste, var det derfor almindeligt, at større stationer havde stalde med hestehold. Ligesom med vogne og lokomotiver, udgav statsbanerne ganske nøje bestemmelser for anvendelse af heste og selvfølgelig specielt herfor om vartning, foder, vand og dyrlægeforhold. En rangerhest kunne trække fire fuldt belæssede vogne i skridtgang. Alene på Københavns gods- og personbanegård, var der i 1870´erne og frem til begyndelsen af 1890´erne dagligt anvendelse for op til 10 heste med tilhørende kuske (stationskarle). Men ude på landet var det enten togmaskinen eller en hest, der rangerede vognstammen på plads eller ned- eller opformerede vognstammerne.
I lang tid kunne banerne klare sig med håndkraft, heste og togmaskiner. Sidstnævnte årsag var, at med de få tog der kørte, skulle der enten ikke rangeres, men kun løbes om eller drejes ved ankomststationen, hvorfor der var rigelig med tid til rangering med togmaskiner. Efterhånden steg antallet af både de personførende- og ikke personførende tog (godstog blev oprindeligt benævnt ”varetog”) Yderligere blev togene større og dermed også togvægten, hvorfor både håndkraft og heste var utilstrækkelige. Og for ikke at få sat den gennemsnitlige køretid yderligere ned for person-, blandet- og godstogenes vedkommende, blev det derfor nødvendigt, at anskaffe lokomotiver udelukkende for rangering på stationerne.
Herefter foregik rangering på større stationer med en eller flere fast tildelte rangermaskiner samt et antal ranger hestespand. På større stationer, uden det store behov for en den store rangering, kunne der være stationeret en mindre rangermaskine, eller der kunne tillyses (ekstraordinær anvendelse af lokomotiv/rangertraktor udenfor normal lokomotivbenyttelsesplan) for en rangermaskine, togmaskinen kunne rangere eller der blev anvendt rangerheste eller en kombination deraf. På mindre stationer foregik rangeringen normalt med enten en tillyst mindre rangermaskine ved større rangeringsarbejder, togmaskinen rangerede eller der anvendtes rangerheste. På de helt små stationer var der normalt ikke hverken en tillyst rangermaskine eller rangerhest. Hvordan der så eventuelt skulle rangeres, blev derfor afgjort fra gang til gang, normalt med togmaskinen eller en dertil lejet rangerhest. I yderste tilfælde kunne håndrangering anvendes, hvis det drejede sig om en enkelt vogn eller to.
Efter den første verdenskrig så det ud som om, at rangermotorer kunne erstatte rangerhestene helt på visse stationer samt måske også mindre rangermaskiner ved specielle arbejdsopgaver. Og de sparede penge kunne så anvendes andre steder i driften.
Men selvom rangering med heste var billigere, bandt de faktisk også en del økonomiske midler for banerne. Foruden selve hesten, skulle der være en stald, foder, vand, halm og ikke mindst en kusk. Yderligere skulle der være dyrlægetilsyn og det hele kostede jo penge.
Selvfølgelig kunne en rangermotor ikke erstatte et rangerlokomotiv, men ved visse opgaver kunne rangermotoren have en fordel også i forhold for anvendelsen af hestespand. F. eks. kunne mange havnebaners spor visse steder være med små sporradier og det kunne knibe for et almindeligt rangerlokomotiv at komme frem. Yderligere var kajarealerne normalt belagt med brosten, hvorfor rangerheste i vinterperioden eller i fedtet føre, kunne have problemer med at stå fast ved rangering. På andre stationer fandtes der ofte mindre sidespor i forbindelse med private fabrikker, kvægfolde, læsseramper eller stikspor ved varehusramper og hvor en rangermaskine ville være for dyr i anvendelse.
Den sidste ”tjenstgørende” rangerhest forsvandt faktisk først i 1959 i Holbæk.

Ovennævnte tekst er uddrag af tekster fra allerede udgivne artikler/publikationer og ønsker man mere indgående viden om anvendelsen af DSB rangertrækkraft, kan det derfor anbefales at læse:
• ”Klædeskabe”, ”Komfurer” og ”Kommoder”, De første forsøg med rangermotorer og rangertraktorer ved DSB 1924 – 1940, Tog i Tiden 2009, Årsskrift for Danmarks jernbanemuseum.
• Damprangerlokomotiverne hos DSB 1892 – 1970, Tog på Tryk (Lokomotivet) 2009.

Sluttelig kunne det da her på siden være ønskelig med flere informationer om udelukkende rangerhestes anvendelse ved banerne, f.eks. cirkulære, bestemmelser mv. Dette KUNNE så eventuelt danne grundlag for en artikel om emnet, da udelukkende rangerhestenes historie ikke er nøjere beskrevet.