DSB litra AL og BL (4 fotos)
Kære alle,
Med interesse har jeg fulgt de indlæg i forum, der har handlet om anvendelsen hos DSB af AL- og BL-vognene.
Nogen ørn til DSB-personvogne har jeg aldrig været, så jeg vil straks henvise til "vores" database f.s.v.a. vognenes levnedsløb. Desuden er de passende omtalt i Jens Bruun-Petersens populære "Personvognsmateriellets Historie" fra bane bøger 1986, og hvoraf en ny udgave skulle være på vej.
Så mit bidrag her skal alene være de billeder, jeg trods alt fik i kassen af disse vogne, "som ville have pyntet så fint på en privatbane":
Bfg 346 på København H, 15.12.1984 (nm).
Den var, som sine 9 søskende, bygget som 1. kl. storrumsvogn litra AL (fra 1970 Afh), men blev 1973 "nedklasset" til Bfh. I 1983 forbarmede man sig og ombyggede dem til Bfg:
Bfg 346 - gavlparti (Kh 15.12.1984, nm).
Det ses, at gavlen er forsynet med en fiks frembygning, hvori slutlygtehuset er integreret, og hvorpå gummivulsten er monteret. Anderledes elegant end de "skilderhuse", SJ klaskede på gavlene af deres ældre stålvogne ..... Men man har bibeholdt de hængslede, manuelt betjente døre.
Man skulle dog atter forbarme sig, thi i 1985 blev 7 af dem ombygget til Af:
Af 344 ved Svanemøllen, 06.07.1985 (nm).
De blev altså "opklasset" samt forsynet med dreje-foldedøre, egnet til automatisk dørlukning, og i øvrigt frisket op til brug i bådtogene. De kørte dog stadig på deres 3-meter stålboggier.
Ingen af dem kom til en privatbane; men 1991 solgtes de til NSB, der satte 6 i drift som litra B6, læs også her: http://www.jernbane.net/forum/forums/thread-view.asp?tid=16273&DisplayType=nested&a... Billedlink: http://www.christianbruun.dk/Norge/S%204593.jpg .
Bf 329 ved Svanemøllen, 06.07.1985 (nm).
BL/Bf 329 var, som sine 19 søskende, bygget som 2. kl. storrumsvogn; men i modsætning til deres "finere fætre" var de født med store dørblade, gummivulstovergange samt 2,5 m Minden-Deutz boggier, alt efter tysk mønster. Ved en ombygning i 70'erne fik de indbygget dreje-foldedøre, egnet til automatisk dørlukning.
Den viste vogn er fra "bådtogs-stadiet".
4 vogne (+ den viste 329 som reservedele) solgtes til OHJ samt 3 til HFHJ, og de fik derved et (kort) privatbaneliv.
Kunne man evt. håbe på flere fotos fra vognenes forskellige stadier?
Bedste hilsener
Niels