Østbanen - driftsøkonomi (Generelt)
Efter at have gennemgået driftsøkonomien i rapporten lidt nærmere, slår det mig at 24,1 mio. kr. ud af de 67,1 mio. kr. er "Andel af faste omkostninger. Opgjort efter en fordelingsmodel for alle lokalbaner"
Spørgsmålet er jo så hvad dette relativt store beløb dækker over, udover administrationen og trafikstyring i Lokaltog? Det er næppe omkostninger der helt forsvinder ved at nedlægge togbetjeningen, men skal så istedet fordeles på de øvrige baner hos Lokaltog.
De 5,5 mio. kr. til drift af værkstedet i Hårlev vil i høj grad blot blive flyttet over på et nyt og større værksted i Holbæk inkl. den øgede tomkørsel Roskilde-Holbæk. Der er generelt overhovedet ikke taget højde for driftsøkonomien for Roskilde-Køge. Både de synergieffekter der kommer ved samkørslen, men også den fordyrelse det bliver hvis togene fremover blot skal køre Roskilde-Køge.
Der er heller ikke lavet en beregning af driftsomkostningerne med batteritog.
Der er vel også store usikkerheder omkring økonomien i sikringen af de enkeltsporede strækninger, som vil være ny og uprøvet teknologi der skal godkendes af Trafikstyrelsen.
Der er heller ikke afsat driftomkostninger i BRT-løsningen til trafikstyring, som man jo må formode bliver nødvendig i et eller andet omfang på en enkeltsporet strækning, for eksempel ved forlægning af krydsninger ved uregelmæssigheder.
--
Mvh Anders