Godsvogne litra HA - 1 foto
Det er ganske rigtigt: Denne kapitel om HA-vogne begynder i 1940, hvor der i tillæg H-I (fra juli 1940) til driftsmaterielfortegnelsen af 1933 står: "Samtlige 2-akslede Kupévogne med Undtagelse af Vognene litra CT udgaar efterhaanden, idet det til hvert Formaal nødvendige Antal bliver Specialvogne som Ambulancepersonvogne, Kedelvogne og Batterivogne, medens de fleste omdannes til Godsvogne litra HA". Der blev flyttet nogle dør- og vindieselementer, så der blev en dobbelt fløjdør omkring midten af vognen, de fleste vinduer (med enkelte undtagelser) blev erstattet med brædder, det indre ryddet, og vognene kunne derefter anvendes til stykgodstransporter. Derved frigjorde de godsvogne med større lasteevne til andre transporter.
HA-vognene blev løbende omdannet til værkstedsvogne af forskellig art, så der til sidst kun var den viste HA 36984 tilbage. Den så jeg i 1959 i Nyborg, og Peer Thomassen fotograferede den i Hjulby i 1960.
I mellemtiden havde DSB overtaget de sydfynske baner i 1949, og godsvogne derfra blev litreret som Q- og P-vogne, når de ellers lignede DSB's egne vogne. Men Sydfynskes bænkevogne og en del andre lukkede godsvogne, der heller ikke lignede DSB's typer, blev benævnt HA. Under det litra blev der således samlet en ualmindelig broget og fantastisk vognsamling!
Tilbage til det med lasteevnen for de oprindelige HA-vogne af kupévognstype: Vognene havde deres oprindelige lange og bløde personvognsfjedre. De kunne åbenbart ikke holde til en last på 6 t, og så blev lasteevnen reduceret til 4 t. Der ligger måske noget andet bag: Jeg husker, at en læsset stykgodsvogn altid blev beregnet med last 4 t ved optælling af et togs vægt. Men det forekommer mig, at der under krigen vistnok blev regnet med, at en last stykgods var 6 t (vistnok en bemærkning i instruktionsfilmen om trykluftbremsen, optaget i ca. 1941). Er der nogen, der har styr på dette?
Om kupévogne iøvrigt: De ovennævnte CT hed fra 1941 CZ og var oprindelig person- og kedelvogne litra CJ, der fra 1939 blev bygget om til togførervogne til brug i godstog. De kunne også medtage rejsende. De sidste CZ blev udrangeret omkring 1955.
Helt slap man ikke af med de personførende kupévogne i 1940: Et mindre antal blev benævnt "bremsevogne", hvilket mest synes at være et skalkeskjul for at bruge dem til persontransport i godstog. Foto af godstog fra omkring 1940 viser undertiden en CT/CZ-vogn samt endnu en kupévogn. Bremsevognene udgik dog ret hurtigt igen og blev ophugget eller ombygget til noget andet.
Bedste hilsener
Jens Bruun-Petersen