Frederikshavn - ukendt sidespor
Du kan nu se, hvor stationsarealet og havnebanen lå. Du kan også skifte mellem kort af forskellig alder og se hvordan der så ud før og nu.
Jeg prøvede for sjovs skyld at følge min egen brugsanvisning for at se, om jeg havde fået skrevet den rigtig ned. Og det havde jeg åbenbart.Så prøvede jeg at "skrolle nordpå" og til min overraskelse dukker der et sidespor frem, som grener fra Kvissel-Frederikshavn strækningen, passerer Skagensbanens spor i en vinkel på nærved 90 grader, drejer skarpt mod nord og stopper lige pludselig "in the middle of nowhere" i nærheden af Villersbæk.
Mit spørgsmål er: Hvad pokker er det for et sidespor? Det ligner ikke et traditionelt grusgravspor?
Jeg har DJK's bog om Skagensbanen og kunne naturligvis bare slå op i den. Men den befinder sig i skrivende stund en times kørsel borte.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Tænk, det sidespor havde jeg på det nærmeste glemt. Men det forekommer mig, at der på Fælleden i nordbyen (omkring det nuværende Sindallund) lå en temmelig ildelugtende industri, som jeg ikke lige kan huske navnet på lige nu, og at de havde muligvis sporforbindelse til hovedbanen via dette krumme sidespor (?).
Sidesporet fører lige forbi de bunkersanlæg, som ligger mellem Sindallund og den nuværende Palmestrand, men sporet var muligvis allerede anlagt længe inden Besættelsen.
Længere nordpå var der også en smalsporet mergelbane (i Ellingområdet et sted), vistnok med sidespor til Skagensbanen, men denne bane har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om, hverken i litteraturen eller online. Men det er jo også en "helt anden historie"...