Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Godsvogne litra HA - fra det gamle arkiv

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 10/4 2011, 06:59 (4975 dage siden)

Publikationen "Meddelelser fra Generaldirektoratet" er noget af en blandet landhandel. Eller som Ove Nygaard i en mail uden for Forum beskrev det: "Datidens intranet".

De fleste meddelelser er "uinteressante", idet de blot informerer om, at der er udsendt rettelsesblade til den og den ordreserie m.v.

Men en gang i mellem dukker der en meddelelse op, der kun omhandler en enkelt station eller et enkelt litra rullende materiel eller en enkelt privatbane.

Sådanne meddelelser "tager jeg med" - også selv om det måske er et emne, som ikke er min "spidskompetance" eller mit interesseområde. Jeg er så naiv at tro, at andre måske kan have interesse i "det fundne emne".

Så det er på den baggrund, at jeg uploader nedenstående.

Men jeg kunne faktisk godt tænke mig lidt respons fra den del af Forums deltagere, der har godsvogne som interesseområde: Kan den uploadede oplysning "overhovedet bruges til noget"? Eller er der bare tale om kendt stof, som ikke bidrager med noget nyt?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]

Meddelelser fra Generaldirektoratet, M. 177. 01.06.1946. Arkiv: Danmarks Jernbanemuseum/Thomas Boberg Nielsen

Godsvogne litra HA - 1 foto

af Niels Munch, 10/4 2011, 08:35 (4975 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen
redigeret af Niels Munch, 10/4 2011, 08:56

Interessant, Thomas!

Litra HA opfatter jeg som et "skraldespandslitra", der blev tildelt stykgodsvogne, der i deres tidligere liv havde været "noget andet".

Tommy's Litra HA-oversigt illustrerer det på fortrinlig vis:

http://www.jernbanen.dk/dsb_gvognlitra.php?Aar=1941&litra=HA .

Det var især godsvognsmangelen under krigen, der afstedkom, at mange kupévogne omdannedes til HA-vogne, som f.eks. denne:

[image]
DSB Ha 36964 i Hjulby, 07.08.1960 (foto: PTh, arkiv: nm).

Så din meddelelse M. 177. 01.06.1946, Thomas, har adresse til disse "krigsvogne".

I 1949 blev en række tidligere SFJ-vogne/vogntyper også samlet under dette litra (men da var vist de fleste af kupévognene udrangeret eller omdannet til specialvogne).

Men, JB-P ved meget mere om dette emne, så mit indlæg kan gerne ses som forsøg på at "lokke ham ud af busken" ;-).

Bedste hilsener
Niels


P.S.: Jens, har du fået ny mail-adresse?

Godsvogne litra HA - 1 foto

af UTJ, 10/4 2011, 12:35 (4975 dage siden) @ Niels Munch

Men, JB-P ved meget mere om dette emne, så mit indlæg kan gerne ses som forsøg på at "lokke ham ud af busken" ;-).

Jens er vel i fuld vigør, men lur mig om ikke vi skal være mere specifikke for at få ham ud af busken. Lidt skriv har vi fået ham til at kommentere: om DL 5505/DB 1448

Godsvogne litra HA - 1 foto

af Jens Bruun-Petersen, 10/4 2011, 15:31 (4975 dage siden) @ UTJ

Det er ganske rigtigt: Denne kapitel om HA-vogne begynder i 1940, hvor der i tillæg H-I (fra juli 1940) til driftsmaterielfortegnelsen af 1933 står: "Samtlige 2-akslede Kupévogne med Undtagelse af Vognene litra CT udgaar efterhaanden, idet det til hvert Formaal nødvendige Antal bliver Specialvogne som Ambulancepersonvogne, Kedelvogne og Batterivogne, medens de fleste omdannes til Godsvogne litra HA". Der blev flyttet nogle dør- og vindieselementer, så der blev en dobbelt fløjdør omkring midten af vognen, de fleste vinduer (med enkelte undtagelser) blev erstattet med brædder, det indre ryddet, og vognene kunne derefter anvendes til stykgodstransporter. Derved frigjorde de godsvogne med større lasteevne til andre transporter.

HA-vognene blev løbende omdannet til værkstedsvogne af forskellig art, så der til sidst kun var den viste HA 36984 tilbage. Den så jeg i 1959 i Nyborg, og Peer Thomassen fotograferede den i Hjulby i 1960.

I mellemtiden havde DSB overtaget de sydfynske baner i 1949, og godsvogne derfra blev litreret som Q- og P-vogne, når de ellers lignede DSB's egne vogne. Men Sydfynskes bænkevogne og en del andre lukkede godsvogne, der heller ikke lignede DSB's typer, blev benævnt HA. Under det litra blev der således samlet en ualmindelig broget og fantastisk vognsamling!

Tilbage til det med lasteevnen for de oprindelige HA-vogne af kupévognstype: Vognene havde deres oprindelige lange og bløde personvognsfjedre. De kunne åbenbart ikke holde til en last på 6 t, og så blev lasteevnen reduceret til 4 t. Der ligger måske noget andet bag: Jeg husker, at en læsset stykgodsvogn altid blev beregnet med last 4 t ved optælling af et togs vægt. Men det forekommer mig, at der under krigen vistnok blev regnet med, at en last stykgods var 6 t (vistnok en bemærkning i instruktionsfilmen om trykluftbremsen, optaget i ca. 1941). Er der nogen, der har styr på dette?

Om kupévogne iøvrigt: De ovennævnte CT hed fra 1941 CZ og var oprindelig person- og kedelvogne litra CJ, der fra 1939 blev bygget om til togførervogne til brug i godstog. De kunne også medtage rejsende. De sidste CZ blev udrangeret omkring 1955.

Helt slap man ikke af med de personførende kupévogne i 1940: Et mindre antal blev benævnt "bremsevogne", hvilket mest synes at være et skalkeskjul for at bruge dem til persontransport i godstog. Foto af godstog fra omkring 1940 viser undertiden en CT/CZ-vogn samt endnu en kupévogn. Bremsevognene udgik dog ret hurtigt igen og blev ophugget eller ombygget til noget andet.

Bedste hilsener
Jens Bruun-Petersen

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak