Billund-Vejle ctr. Struer-København (Trafikpolitik)
Jeg skal da lige love for, at DF får hug for Billundbanen, der angiveligt skulle være skyld i, at alle fra strækningen Thisted-Struer-Holstebro-Herning nu skal til at skifte tog i Vejle, når de skal til København.
Som jeg husker det fra VVM-redegørelsen (eller andet sted), er der mellem Jelling og Vejle plads til både Billundbanetogene (2 i timen i hver retning) og Herning-togene (1 i timen i her retning). Skift i Vejle er vel mere begrundet i, at hvis Vejle-Struer ikke bliver elektrificeret, skal man køre diesel under el-ledninger Vejle-København? En problematik der vel går igen fra strækningerne Frederikshavn-Aalborg og Struer-Langå? Vi glemmer her helt Herning-Silkeborg-Skanderborg, som åbenbart allerede er glemt af alt og alle.
Jeg har set et andet argument for skift i Vejle: Noget med at uregelmæssig drift på hovedstrækningen København-Aarhus vil kunne smitte af på Vejle-Herning-Struer (og omvendt) og derfor må man hellere indlægge skift i Vejle. Det er vel ikke et argument i traditionel jernbanemæssig forstand. Problematikken er jo lige så gammel som jernbanen selv og en køreplan tilrettelægges vel stadig med ikke-forsinket drift som forudsætning.
Afslutningsvist er det lidt (men også kun lidt) synd for DF og regeringen, at de får skyld for, at Billundbanen afstedkommer skift i Vejle for Thisted-Struer-Holstebro-Herning-borgerne. Billundbanen er jo rød bloks opfindelse SAMMEN med DF. Men dengang talte man ikke om skift i Vejle, fordi Vejle-Struer jo forudsættes elektrificeret.
Hvordan var det nu lige det var: Hvis Struer-Vejle blev elektrificeret, skulle el-togene så fortsætte alene til København eller skulle de i Vejle driftkobles med andre togsystemer med deraf følgende risiko for at forsinkelser kunne smitte mellem de to strækninger?
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen