Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Billeder fra Frederikshavn Gl. Station (billeder 1 af 2)

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 8/4 2011, 07:30 (4978 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen
redigeret af Carsten B. Thomsen, 8/4 2011, 07:44

Hej Thomas

Tusind tak for de mange dejlige billeder fra dengang Frederikshavn Gl. Station "stadig var i live".
Den ordentlighed, som der var dengang, fremgår tydeligt af dine billeder:
- Skagensbanen kunne have slutlygter stående udenfor signalhytten på Perron 1 uden at de blev stjålet eller smadret
- Hjælpevogn 104 og de to sneplove kunne stå udendørs hele året rundt, uden at blive svinet til med "dumhed på dåse" (også kaldet graffiti)
- Det samme gælder de mange blanke mure, dvs. bagsiden af husene, som vender ryggen til havnesporet
- Gasflasker til gaskaminerne i ledvogterskurene kunne også stå udendørs uden at blive stjålet (ellers havde de vel stået i et aflåst gasskab)
- Etc.
Jeg hjemsøges normalt ikke af nostalgi og at "alting var bedre i gamle dage", men ordentligheden og pynteligheden, som åbenbart var mere fremme dengang, kunne vi godt bruge noget mere af idag.

Jeg er imponeret over sporanlægget på Havnestationen.
Jeg husker kun svagt Havnestationen, men kan til gengæld bedre huske selve stationen, så dine billeder af Havnestationen er et kærkomment "gensyn".
Jeg skal da vist også have tegnet Havnestationen/færgeterminalen på et tidspunkt, så den også kan bygges som model.

[image]

Hytte syd for stationsbygningen, set fra vest. 11.10.1978.

Også kaldet hus for vognopsynet. Den er da lidt nuttet, er den ikke ? :-)
Kan du huske hvordan indgangsdøren så ud ?
Hvis døren var ligeså original som vinduerne, så kunne det meget vel være en fyldningsdør á la dem, der var i toiletbygningen (?).
Jeg mangler netop oplysninger om døren, for at kunne lave tegningen af dette hus for vognopsynet færdig.

[image]

Overkørsel 185/Vestergade set fra vest. 11.10.1978.

Dette nydelige ledvogterskur på Vestergade blev målt op og tegnet af Preben Beck, Frederikshavn, dengang det blev pillet ned/adskilt - så vidt jeg husker af Limfjordsbanen (?), som vist godt kunne bruge det til noget, enten på remiseområdet i Aalborg eller på strækningen, der fører ud til Grønlandshavnen.
Er der nogen der ved, om dette nogensinde blev til noget ?
(Jeg fik en kopi af Preben's tegning dengang i 1997, af Preben selv, og den blev fluks omsat til en tegning i 1:87 til udstillingen).

[image]

Ved overkørslen i sydenden af stationen. 11.10.1978.

Ups - bad luck - hesteskoen over døren på ledvogterhytten på Rimmensgade vender på hovedet. Fin detalje at få med på en model - og på tegningen.

[image]

Hovedbygningen set fra øst. 11.10.1978.

Her røber plankeværket t.h., at det prægtige Bech's Hotel netop er revet ned - og det blev siden erstattet af en "moderne" smagløs rædsel af en bankbygning, som absolut ikke pynter i Jernbanegade, og som ligger side om side med P. V. Jensen-Klint's smukke symmetriske bankbygning fra 1904 (som netop kan anes til højre), med tilbygning i gården fra 1926, tegnet af Ulrik Plesner. Sådan er verden jo fuld af kontraster.
Tilsvarende blev N. P. C. Holsøe's smukke stationsbygning erstattet af den smagløse og uformelige kasse, som rummer Frederikshavn's Bibliotek, og som nu "troner" for enden af Jernbanegade.
Bibliotekets indre er såmænd godt indrettet og ganske velfungerende, men at bygge pynteligt, sådan at et byggeri også tager sig ud af noget udefra, er i mellemtiden gået i glemmebogen siden Frederikshavn Gl. Station blev bygget :-|

Endnu en gang tusind tak for billederne, Thomas.
Dine billeder er en stor hjælp - og hvis du har flere billeder, som du gerne vil vise frem, så ville jeg være meget taknemmelig.
På forhånd tak.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billige jernbane T-shirts

Indsend billederContecRail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak