Vi fik gættet at der var tale om et sikringsanlæg med nøgleaflåsning og at vi var i "kyrillisk område". Og tættere kommer vi nok ikke på, så her er historien bag billederne:
Vi er i ex. Sovjet, nærmere betegnet Rusland, i 1998. Jeg var derovre i forbindelse med et EU-projekt om russiske transportkorridorer. Det meste af tiden var jeg på et kontor i Skt. Petersborg men det blev også til et besøg i marken.
Og marken var i dette tilfælde Syktyvkar, hovedstaden i Komi-republikken, knap 2 timers Tupolev Tu-134 øst for Skt. Petersborg. Hvilket lagde grund for en interesse for sovjetiske fly, men det er en helt anden historie.
Russerne havde - og har stadig - et projekt kaldet Belkomur Railway, som går ud på at bygge en knap 1200 km genvej for mineraltransporter fra Archangelsk til Perm via Syktyvkar. Projektet genbruger ca. 450 km eksisterende jernbane og skal så "kun" bygge 700 km ny strækning.
Syktyvkar er i dag beliggende for enden af en ca. 100 km sidebane fra Mikun, som er beliggende på strækningen fra Kotlas til Vorkuta. Belkomur Railway skulle fortsætte fra Syktyvkar sydøst til Perm. Syktyvkars status som endestation forklarer at sportavlen i kommandoposten er noget bar i højre side:
Nøglelåseapparatet stod i "Post 1", som også var den eneste post under sikringsanlægget. Stationer af denne type havde i hver ende en post til sporskiftere, hvor 2 personer varetog arbejdet med at dreje og aflåse sporskifter efter kommandopostens anvisninger. Hvis der kun var tale om en krydsningsstation kunne man klare sig med én person pr. post. Syktyvkar var jo en stor station og derfor 2 personer i posten:
Og en elev fra skadedyrskontrollen..:
Jeg var dengang ikke den store "ørn" til at fotografere så derfor den noget svingende billedkvalitet. Billederne er scannet fra papir.
/Carsten Lundsten