At staten har en vis ejerandel af lokalbaner/privatbaner er ingen større nyhed, se blot dette eksempel:
I slutningen af 1953 havde "Det Lolland-Falsterske Jernbaneselskab" (LFJ) efterhåndet eksisteret i 80 år som ejer og operatør af Lollandsbanen, og såvel koncessionen og rentegarantien for dette selskab var tæt på at udløbe. Derfor valgte ejerkredsen at man ikke ville fortsætte driften, men finde en anden løsning. Enden på det hele blev at staten, amtet og kommuner stiftede et nyt selskab "Lollandsbanen A/S" (LJ) hvor staten indskød 50% procent af aktiekapitalen (og derfor ejede de 50% af selskabet), og hvor de sidste 50% blev fordelt mellem amtet og de berørte kommuner.
I den siden da forløbne tid har staten kun i mindre grad involveret sig i drift og bestyrelse af LJ, kun i de få tilfælde hvor det skønnedes at være absolut nødvendigt hvis de lokale ikke kunne nå til enighed.
Den dag i dag ejes de forhenværende privatbaner af Lokaltog A/S, hvor Movia så ejer 75% mens de resterende 25% procent ejes af 14 kommuner (Faxe, Gribskov, Guldborgsund, Halsnæs, Hillerød, Helsingør, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lolland, Odsherred, Slagelse, Sorø og Stevns) samt nogle private investorer. Præcis hvordan Movia så ejes ved jeg ikke, men eftersom det er en fusion af de tidligere amters trafikselskaber gætter jeg på det er Region Sjælland og Region Hovedstaden og muligvis også staten som ejer det.
Så om en nedlæggelse af regionerne får betydning for lokalbanerne tvivler jeg på; umiddelbart bliver de nuværende trafikselskaber så overført til staten, og måske på længere sigt fusioneret, mens at lokalbanerne fortsat kan eksistere som i dag og "sælge" en ydelse til trafikselskabet i form af driften af de lokale baner.
Måske vælger man så senere at infrastrukturen skal overtages af Banedanmark, så det bliver mere enkelt at kunne lade andre operatører, f.eks. godstog operatører, køre til (næsten) alle stationer; noget som i dag kræver henvendelse flere steder for at arrangere.
I øvrigt lige en bemærkning til nutidens organisering af lokalbaner efter EUs regler, i dette tilfælde med baggrund i Lokaltog: Lokaltog A/S er moderselskabet som dels står for den daglige drift af banerne, og dels står som ejer af en række datterselskaber som bl.a. et infrastrukturselskab (som altså ejer al infrastruktur ved disse baner, spor, signalanlæg mm., og som der betales benyttelsesafgift for)) og syv andre selskaber som bl.a. ejer det rullende materiel som derefter leases (udlejes) til Lokaltog A/S. Eller mere enkelt: I sig ejer selskabet hverken materiel eller infrastruktur, men leaser det eller betaler for benyttelse til sine datterselskaber, som dermed opnår en omsætning og udbetaler evt. overskud til moderselskabet. En mildest talt kompliceret struktur, dikteret af EUs krav om at infrastruktur skal være adskilte enheder.