I dagens udgave af avisen har en arkitekt - efter min mening - fat i noget af det rigtige
"Det rigtige", han har fat i, er - efter min mening - at der er tale om to forskellige banegårde: En banegård i centrum af Aarhus og en banegård i periferien af Aarhus. Der er ikke tale om enten eller. Der er tale om både og.
"Selvfølgelig" skal der ligge en banegård i centrum af Aarhus. Argumentet er, at det er togets stærkeste side: At køre fra centrum til centrum. En banegård i centrum har fordele og ulemper. De er alle vist allerede nævnt i denne og andre tråde. Om den banegård så skal ligge, hvor den ligger nu eller rykkes nogle hundrede meter øst eller vest eller 50 cm lodret ned, har jeg sådan set ingen mening om.
Men jeg vil da begræde, hvis den nuværende vandrehal, som jeg i et års tid i 1999 bl. a. var chef for, forsvinder.
Og "selvfølgelig" skal det faktum, at Aarhus i over 148 år har været en rebroussementsstation adresseres. En ny linjeføring "øst om byen" synes økonomisk urealistisk.
Efter min mening er den eneste realistiske "start-løsning" at lave en enkeltsporet shunt i niveau vest om Aarhus og tæt på byen mellem Kongsvang og Aaby. Shunten kan bruges til godstog og to-fire daglige lyntogsforbindelser mellem stationer nord for Randers (inkl. Randers) og stationer syd for Skanderborg (inkl. Skanderborg).
Man kan så lave et trinbræt ved shunten, starte med at lade de nævnte lyntogsforbindelser standse der og lade passagerer fra den vestlige del af Aarhus benytte de nævnte tog.
Efterhånden som behovet udvikler sig, kan man udbygge shunten til dobbeltspor, etablere "fly-overs", etablere flere parkeringspladser ved trinbrættet, buslinjer, letbane(?), osv. osv. - alt efter hvor hurtigt samfundskagen udvikler sig. Kommer det til at gå hedt for sig, kan man eventuelt afkoble/tilkoble togsæt i henholdsvis Aaby og Kongsvang - hvis ellers fremtidens tog kan/må noget sådant.
Problemet ved ovennævnte forslag er, at det - som erfaringen viser - lynhurtigt "omfortolkes" til, at der er et ønske om at flytte Aarhus H "ud på landet" - enten til Kongsvang/Aaby eller (endnu værre) helt ud til motorvejen Lyngby-Hørning. Det er ikke tilfældet.
Det andet problem ved ovennævnte forslag (og forslaget om f. eks. en jernbanebro over Vejle Fjord) er, at "de forsmåede" (i dette tilfælde henholdsvis Aarhus og Vejle), straks går i en psykologisk forsvarsposition og bliver bange for, hvad de selv kan gå glip af - i stedet for at hæve sig lidt op i helikopteren og notere sig, at de, selv hvis forslagene bliver gennemført, som minimum vil opretholde nuværende betjening eller få en bedre betjening.
Hvorfor skulle Aarhus have noget imod, at der etableres et trinbræt vest for byen, hvis Aarhus H stadig betjenes af de samme (eller flere) antal tog? Og mulighed for at aarhusianere i den vestlige del af området kan benytte de nævnte lyntog?
Samfundet bliver rigere år for år. BNP bliver større og større. Der blev bygget en shunt syd om Fredericia og der blev bygget en shunt Ellebjerg-Amager. I øjeblikket aspirerer Lemvig (og Hjørring?) til shunts. Mon ikke en shunt vest om Aarhus ikke er fuldstændig urealistisk - med tiden.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
På vej med en bog i 2019 om 150 år for Støvring station - og strækningen Randers-Aalborg