Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt funicularer omtales i ”Små tog på spinkle skinner” eller i Ole Winther Laursens ”Sporvogne i Europa”? Jeg har desværre ingen af værkerne ved hånden.

Det er ikke i Små tog på spinkle skinner. Det nærmeste den kommer er en tandhjulsbane, og en industribane hvor vognene over en stejl strækning køres med tovbane. Sporvogne i Europa har jeg heller ikke ved hånden, men den er en sansynlig kandidat.

Omkring 500 m vest for Plaza Sotomayor lå funicularen ”Las Perdices”, som blev nedlagt i 1962 eller '68, og med skam at melde har jeg ikke været henne og se, om der var spor efter den.

Men vi kan lige se et foto fra selve Plaza Sotomayor med mindesmærket for de faldne i træfningen ved Iquique i 1879 - samt en veterantrolleybus! Den hvide bygning i baggrunden er den gamle hovedbanegård.

Fra Plaza Sotomayor går vi nu op ad Avenida José Tomás Ramos til den nedre station på funicularen ”San Agustín” og bliver glædeligt overrasket, for her i 2012 er den under restaurering - og den åbnede for drift senere på året! Chiles daværende præsident, Sebastian Piñera, foretog genindvielsen!

Da jeg i sin tid ledte efter funicularens øvre station, forsøgte to unge fyre at stjæle mit kamera. Det lykkedes mig at afværge det, og et par venlige betjente fra ”Carabineros de Chile” - Chiles ordenspoliti - kørte mig på sygehuset, så mine hudafskrabninger kunne blive checket. Derefter tog vi til den lokale politistation og ordnede papirarbejdet, men desværre fik jeg ikke taget noget billede af den øvre station på ”San Agustín”...

Funicularen åbnede i 1913. Den er 51 m lang, hælder 43,5 grader og ejes af Valparaiso Kommune.

Indgangen til den nedre station - den blev også senere moderniseret

"San Agustín" under restaurering

Det voldte mig lidt problemer overhovedet at lokalisere funicularen ”El Peral”, som har nedre station på den lille plads ”Plaza de la Justicia” bag Plaza Sotomayor. Man skal finde en diskret dør med et skilt over og gå gennem en bygning for at nå frem.

”El Peral” ligger helt omkranset af høje huse og træer, men det var muligt at tage et ”strækningsbillede”.

Den åbnede i 1902, er 52 m lang og hælder 48 grader. ”El Peral” ejes af kommunen.

Vi går nu mod øst ad Calle Prat og holder øjnene stive for ikke at komme til at gå forbi funicularen ”Cerro Concepción” - byens ældste.

Den er også helt indkapslet i bebyggelse, og mit strækningsbillede blev desværre ikke godt, så jeg kan kun vise et foto af indgangen til den nedre station.

Funicularen åbnede i 1883, den er 69 m lang, hælder 45,5 grader og ejes af ”Compañía de Acsensores Mecánicos de Valparaiso”.

Vi er på vej fra havnekvarteret i byens østende hen imod den mere turistprægede del af Valparaiso. Calle Prat bliver til ”Calle Esmeralda”, som ender i den lille ”Plaza Anibal Pinto”, hvor jeg vil foreslå en kort pause og en forfriskning på fortorvsrestauranten ”Café Paseo”.

Herfra kan man se den skrænt, som funicularen ”Esmeralda” lå på. Den åbnede i 1897 og blev nedlagt efter en brand i 1948 eller 1962 - som sædvanligt opgives der flere årstal.

Et par hundrede meter herfra finder vi den fritliggende ”Reina Victoria” i Calle Elias.

Denne velholdte funicular åbnede i 1902. Den er 40 m lang og hælder 57 grader. Ejeren er Valparaiso Kommune.

Vi fortsætter mod øst ad ”Avenida Condell” og passerer højen ”Panteon”, hvor byens protestantiske kirkegård ligger. Chilenerne er katolikker, men i en international havneby som Valparaiso var det naturligt at give ”dissidenter” adgang til religiøse tjenester, herunder begravelse i indviet jord.

Fra år 1900 til 1952 kunne man tage funicularen ”Panteon” op til kirkegården.

Et par hundrede meter længere fremme ad Condell lå funicularen ”Bellavista” for enden af en kort sidegyde. Den eksisterede fra 1899 til 1955.

Der er mig bekendt ingen spor efter "Panteon" og "Bellavista".

Kort før Valparaisos katedral svinger vi til højre og finder funicularen ”Espiritu Santo”. Den er ikke i drift, men den er erklæret for nationalt monument og afventer restaurering. Ad forskellige omveje går jeg op til den øvre station. Ved siden af den ligger en restaurant med en god udsigt, hvor jeg nyder et glas friskpresset kold hindbærjuice.

”Espiritu Santo” åbnede i 1911 og lukkede - forhåbentlig midlertidigt - i 2010. Den er 66 m lang, hælder 44,5 grader og tilhører Compañía de Acsensores de Valparaiso S.A..

Den øvre station på "Espiritu Santo" - mange huse i Valparaiso er sådanne "cliffhangers"!

Da spanierne koloniserede Amerika, anlagde de byer, og hvis det var muligt, brugte de et skakbrædt-mønster med lige gader vinkelret på hinanden. I det meste af Valparaiso har terrænforholdene gjort, at dette mønster ikke kunne overholdes, men nu kommer vi til en bydel, hvor idealet er tilstræbt.

Her danner Avenida Colón en snorlige grænse mod syd, og vi vandrer ned ad den, men allerede ved første tværgade går vi til højre og finder funicularen ”Florida”. Den skulle også være erklæret for nationalt monument, men den er i betydeligt dårligere stand end ”Espiritu Santo” - temmelig overgroet af græs og træer.

Der findes en trappe mellem funicularens to stationer, og jeg stiger op. Undervejs indhenter jeg to ret kraftige señoras, som beklager sig højlydt over, at funicularen ikke kører...

”Florida” fungerede 1906-2009, den er 138 m lang, hælder 19 til 19,5 grader og ejes af Cía. Nacional de Ascensores S.A.

Et par hundrede meter længere mod øst finder vi ”Las Mariposas” - byens længste funicular. I sin bog ”Los Ascensores de Valparaiso” sammenligner forfatteren Juan Cameron den med en undergrundsbane, for den ligger dybt indkapslet i bebyggelse og endda ført under en vej. Sporet er overgroet, og mit foto fra ”viadukten” blev ikke godt, så jeg nøjes med at vise et billede af den øvre station.

”Las Mariposas” er erklæret for ”Nationalt monument”. Den kørte fra 1904 til 2009, er 177 m lang og hælder 24,5 grader. Ejeren er Cía. Nacional de Ascensores S.A.

Næste levende billede er ”Las Monjas”, hvis øvre station knejser over omgivelserne. Jeg har desværre ikke været deroppe. Denne funicular er også erklæret for historisk monument.

Den var i drift fra 1908 til 2009, er 110 m lang og hælder 29,5 grader. Den ejes også af Cía. Nacional de Ascensores S.A.

Omkring 100 m øst for ”Las Monjas” ligger ”Cerro La Cruz”, som åbnede i 1908 og lukkede igen i 1990 eller 92'. Den er næppe til at redde, og mit foto er for ringe til at bringe...

Denne funicularen er 104 m lang og hælder 38 grader. Den ejes af Cía. Ascensores La Cruz Ltda.

Valparaisos gamle sygehus - ”San Juan de Dios” - blev delvis ødelagt i 1906, da et jordskælv i ramte området. Sygehuset havde dengang sin egen ”ascensor”, der nærmest kan beskrives som en elevator inde i et tårn. På spansk kalder man både funicularer og elevatorer ”ascensores”.

Finansmanden og filantropen Carlos van Buren ledede dygtigt genopbygningen og moderniseringen af ”San Juan de Dios” og gav vist nok et økonomisk bidrag til den gode sag, så da han døde i 1929, besluttede man at opkalde det renoverede sygehus efter ham.

”Hospital Carlos van Buren” ligger midt på Avenida Colón og har sin egen funicular. Jeg får adgang til området efter at have forklaret portvagten, at jeg hverken er syg eller pårørende men bare interesseret i funicularer.

Da jeg står og fotograferer, kommer et par af sygehusets ansatte forbi, og jeg hører dem sige, at den nok er ude af drift i dag, så de vil benytte trappen ved siden af i stedet. Jeg skynder mig at forklare, at funicularen skam virker fint - for så kan jeg tage fotos, mens de kører op...

Der er høflig selvbetjening, Man lukker døren efter sig og trykker på en knap. Når funicularen forlades skal man huske at lukke døren igen - ellers kan den ikke køre.

Den åbnede i 1929 eller '32.

Vi har efterhånden bevæget os ned i det sydøstligste hjørne af centrum i Valparaiso. Her i kvarteret har der ligget fire funicularer, som forlængst er lukket:

”Las Cañas” åbnede i 1925 og kørte til 1980. Dens forløb kan stadig anes på bjergskråningen, og den øvre station ligger hen som ruin.

”Merced” lå på højen ved siden af. Den åbnede i 1914, og dens videre skæbne er ukendt for mig.

”Ramaditas” er den næste. Den åbnede 1914 og skulle være ødelagt ved et jordskred efter en voldsom regnskyl i 1941 eller '55. Tekniske data: 51 m lang, hældning 38 grader

Østligst lå ”Las Delicias”, som var i drift fra 1918-61.

Der er mig bekendt ingen spor af de tre sidstnævnte.

Nu gå vi mod vest igen og finder Avenida Argentina, en bred gade med grøn midterrabat, som danner østgrænsen for centrum. Vi spadserer mod nord ud mod kysten igen ad denne gade, og i sidegaderne på vores højre hånd finder vi fire ”ascensores”.

”Polanco” er den første, og nu indrømmer jeg blankt, at vi bevæger os uden for emnet ”skinnebåren transport”. ”Polanco” er en elevator i et tårn, ligesom den der fandtes ved byens sygehus frem til 1906.

Man går gennem en lang og ret fugtig underjordisk gang frem til den nedre station. Oprindeligt var der to kabiner i ”Polanco”, så den ene kørte ned, når den anden kørte op ligesom i en funicular, men i dag er den ene afløst af en kontravægt.

Føreren åbner venligt kabinens loftslem på vej op, så jeg kan tage et ”strækningsfoto”, men det blev desværre ikke så godt.

”Polanco” åbnede i 1915 eller '16, den hæver passagererne 89 m og ejes af Valparaiso Kommune.

Vi går tilbage til Av. Argentina, vandrer en 6-700 meter, drejer til højre og finder funicularen ”Larrain”. Den åbnede i 1909 og lukkede - i princippet midlertidigt - i 2009. Den er erklæret for ”historisk monument”.

”Larrain” er 68 m lang, hælder 35 grader og ejes af Cía. de Ascensores de Valparaiso S.A.

"Larrain" set ude fra Av. Argentina

Vi spadserer herefter blot 300 meter op ad Calle Eusebio Lillo - en parallelgade til Av. Argentina - og finder funicularen ”Los Lecheros”. Den er ligeledes ”historisk monument”, og en restaurering skulle være planlagt!

”Los Lecheros” var i drift 1906-2007, den er 98 m lang, hælder 58 grader, og ejes af Cía. Ascensores del Cerro Lecheros Ltda.

Ved siden af ”Los Lecheros” ligger en lille restaurant, hvor jeg snupper en enkelt øl, for man kan godt blive tørstig af at kigge på funicularer - i hvert fald når temperaturen i skyggen ligger på den anden side af 30 grader celsius.

Vi går igen ud på Av. Argentina og fortsætter til den ender. Her er opført et nyt stort shoppingcenter, og vi er nødt til at krydse et par til- og frakørselsramper for at nå frem til ”Barón”, som er den sidste funicular i denne omgang. Chilenske bilister viser fodgængere visse hensyn, men man bør alligevel se sig for...

Valparaisos funicularer var oprindeligt dampdrevne, men i 1906 åbnede ”Baron” som den første med elmotor. Funicularen er blandt de mest kendte, for den ligger frit og er den første man ser, når man kører ind i byen fra øst. Den er lidt af et vartegn.

”Baron” blev smukt istandsat i 2012, men man har erstattet den oprindelige trækonstruktion af strækningen med beton og stål. Funicularen er 98 m lang, hælder 59 grader og ejes af Valparaiso Kommune.

Vi har set, hvad der findes og nævnt de forsvundne - mangler der noget? Jeg er stødt på navnene
”El Toro”, ”Las Zorras” og ”El Hogar”, men det er ikke lykkedes at lokalisere dem. Muligvis er der tale om lokalt slang for nogle af de funicularer, som vi allerede kender.

Valparaiso er vokset sammen med nabobyen Viña del Mar, og langs kysten mellem de to har der eksisteret tre funicularer, som for længst er nedlagt: ”Ferroviario” (1902-11), ”Los Placeres” (1913-52 eller '71) og ”Portales” (1910- ??).

Der findes en fungerede moderne funicuar i selve Viña del Mar og én længere oppe ad kysten i Reñaca, men dem kan vi gemme til senere, for jeg har på fornemmelsen, at forum har fået mere end nok af emnet her og nu?

Vi slutter af efter en lang varm dag i Valparaiso, godt ømme i benene af at gå på trapper og nynnede den gamle sang ”Det går op, det går ned”...