Ukendt industridamp, løst - epilog (+ 1 foto)
Tillad, at jeg lige runder denne historie af:
Den tyske forlægger Ludger Kenning, hos hvem Birger Wilckes "tyske billedsamling" beror, har som kvittering for, at vi på jernbanen.dk løste denne 10 år gamle gåde, sendt følgende foto:
Dampakkumulatorlok "No. 7". Foto: Birger Wilcke (< 1960).
Også dette billede er uden nogen form for noteringer; men da det optræder i sammenhæng med "gåde-billedet", er det nærliggende at antage, at det også stammer fra Wilckes Finlandstur samt den offentlige industribane Kuusankosken–Voikan rautatie, KVR.
KVR lokomotiv nr. 7 var netop et - for 600 mm sporvidde - ret kraftigt, trekoblet dampakkumulatorlokomotiv med indvendige cylindre og Joy-styring, bygget af Hohenzollern i 1927 (f.nr. 4575). Efter driftens indstilling blev lokomotivet hensat i remisen med det buede tag, og blev som det sidste af KVRs damplokomotiver ophugget i 1966.
KVR 7 anvendtes på papirindustriens spornet, men også lejlighedsvis på KVRs strækningsspor, hvor det kunne klare en tur på én "optankning".
Hohenzollern producerede en del "Dampfspeicherloks" (ca. 500, stort set alle med indvendige cylindre), f.eks. de 4 normalsporede, der kørte ved Rjukan i Norge.
Bedste hilsener
Niels