Danmarks Jernbanemuseum og Falcks uddannelsescenter i Randers har indgået en aftale om bytte af MR 4088 og B 314, således at Falck får mulighed for at udbyde redningsuddannelser i et endnu mere tidstro og livagtigt uddannelsesmiljø. Danmarks Jernbanemuseum overtager til gengæld en B-vogn, som har været godkendt til kørsel i udlandet - en såkaldt RIC-mærket vogn.

B 314 skal indgå i en udstilling, der er planlagt til åbning i første halvår af 2017, som omhandler danskeres ferierejser med tog til udlandet, enten via interrail eller med de luksuøse blå Wagons-Lits-vogne.

Vi vil dog gerne have jeres hjælp. Vi leder nemlig efter genstande med en særlig rejsehistorie og de minder, genstanden betyder for jer.

Jeres rejsegenstande kan derfor blive en del af udstillingen og Danmarks Jernbanemuseums samlinger.

Konkret søger vi genstande og rejseminder fra danskere, der har rejst med Interrail eller med de blå Wagons-Lits-vogne.

Museet efterlyser også efterkommere af danskere, der har rejst med Wagons-Lits.

Kan du bidrage til udstillingen, hører vi meget gerne nærmere.
Kontakt museumsinspektør Anna Back Larsen via anbala@dsb.dk eller tlf. 2468 2326

Som bekendt har vi allerede en blå Wagon-Lits sovevogn, men museet mangler en vogn, som har været benyttet til kørsel i udlandet i 70’erne og 80’erne.

Flere muligheder har været afsøgt, bl.a. via DB Museum i Nürnberg, men da udstillingen forventes at have en varighed på op mod 10 år, var det ikke let af finde en præsentabel vogn i nogenlunde intakt stand i udlandet – som også kunne lånes for så lang en årrække.

At B 314 befandt sig i Randers kom ikke som en overraskelse, idet Danmarks Jernbanemuseum tidligere har været involveret i, at B 314 havnede hos Falck i Randers.

Dengang overtog vi den hidtidige uddannelsesvogn, som Falck havde på det tidspunkt. Det er derfor en gentagelse af historien, når vi igen bytter med Falck.

B 314 er generelt i særdeles flot stand på trods af de mange år udendørs.
Det har været et afgørende kriterie for at vælge vognen, idet vi ikke ønskede en gennemrestaureret vogn, men en overvejende original vogn, som tidligere interrail-rejsende kan identificere sig med.

MR 4088, som museet har afleveret til Falck i stedet, er blevet udskilt efter en grundig overvejelse af MR 4088’s museale værdi.

Som tidligere beskrevet herinde på forum’et har museet overtaget det tidligere Arriva MR/MRD-sæt 12, som har en væsentlig historie med sig - nemlig udliciteringen af jernbanestrækningerne i Midt- og Vestjylland.

En afvejning mellem de nødvendige ressourcer (som sæt 88 har vist sig at kræve for at forblive i drift) og formidlingsværdien i et kørende MR/MRD-sæt har ført til beslutningen om ikke at have et kørende sæt fremadrettet.
Ressourcerne kan ganske enkelt bruges bedre.

For MR/MRD-togene som type er Arriva-æraen ganske vist forholdsvis kort i forhold til DSB-æraen, og derfor har vi indtil videre beholdt MRD 4288 i DSB-liberi.

Vi har dog endnu ikke beslutte om ikke en af Arriva-vognene også kan fortælle denne historie, men denne afklaring, og således MRD 4288’s fremtid, bliver besluttet i den vurderings- og registreringsproces, som museet netop har påbegyndt, og som forventes at være afsluttet med udgangen af 2016.

I går, den 18. februar, løb udvekslingen af stablen. Med et par mobilkraner og en blokvogn, kunne ombytningen finde sted i løbet af en lang dag.

Vognen er nu placeret i museets magasin i Randers, indtil den skal klargøres til udstillingen.

MRD 4288 er opstillet hos Falck, hvor den vil danne ramme om fremtidige evarkuerings- og redningsøvelser.

Vi giver jer billederne fra ombytningen i første kommentar til denne tråd.

Hvad med B-vognen, skal den males?

Den skal vel have en klat maling eller to.

Den skal vel have en klat maling eller to.

Hvis den skal stå inden kan det måske være nok med en grundig afrensning. B-vognene lider ikke i så høj grad af rustskader omkring vinduerne som Bn-vognene. Særligt de ældre B-vogne har mindre tendens til rustskader end de yngre. Men det overrasker mig hvis vognen er i god stand for den har trods alt stået hos CF i 17 år, såvidt jeg husker. Det var også Jernbanemuseet der i sin tid formidlede vognen til CF.

Noget andet er at museets øvrige B-vogne er meget originale invendigt, på trods af vedligeholdelse. B 188 blev taget lige ud af driften til Museet som en af de fire sidste B-vogne som var i drift (sidstbyggede, med den historie at vognen blev bygget af de bestilte stumper til en eventuel ny kongevogn).

Den skal vel have en klat maling eller to.

Hvis den skal stå inden kan det måske være nok med en grundig afrensning. B-vognene lider ikke i så høj grad af rustskader omkring vinduerne som Bn-vognene. Særligt de ældre B-vogne har mindre tendens til rustskader end de yngre. Men det overrasker mig hvis vognen er i god stand for den har trods alt stået hos CF i 17 år, såvidt jeg husker. Det var også Jernbanemuseet der i sin tid formidlede vognen til CF.

Noget andet er at museets øvrige B-vogne er meget originale invendigt, på trods af vedligeholdelse. B 188 blev taget lige ud af driften til Museet som en af de fire sidste B-vogne som var i drift (sidstbyggede, med den historie at vognen blev bygget af de bestilte stumper til en eventuel ny kongevogn).

Kan ikke finde en B188, når jeg kigger under B vogne..

Mvh. Oliver

Hej

Så har duikke kigget godt nok. den er her

Mvh
Jan

Hej

Så har duikke kigget godt nok. den er her

Mvh
Jan

Beklager meget, den er der jo, skal bare kigge bedre efter

Mvh. Oliver

Kan ikke finde en B188, når jeg kigger under B vogne..

http://www.jernbanen.dk/pvognsolo.php?aar=1966&vognid=677

MR 4088 ser umiddelbart noget sølle ud. Nogen der ved, hvornår sættet sidst har kørt for egen kraft?

Jeg deltog i en KLK-udflugt i okt. 2009, hvor vi havde sættet med en tur i Aalborg, men siden har jeg ikke set det i drift.

Her er vognen fotograferet hos CF Randers i juni 1998

Børge

MR 4088 ser umiddelbart noget sølle ud. Nogen der ved, hvornår sættet sidst har kørt for egen kraft?

Jeg deltog i en KLK-udflugt i okt. 2009, hvor vi havde sættet med en tur i Aalborg, men siden har jeg ikke set det i drift.

Tror du har været med på "afskedsturen"... i følge mine noter ser MR/D 88's sidste kørsler således ud:

26.10.2009 - VM 8022 Rd-Ar
31.10.2009 - VM 8304 Ar-Lk / VP 8311 Lk-Ab / VP 8354 Ab-Lk / VM 8381 Lk-Ar
02.11.2009 - VM 8023 Ar-Rd

Hvordan kan et komplet og køreklart MR/MRD sæt IKKE være et MUST i en dansk jernbanematerielsamling???

Det er 1980+ svar på MO vognen slet og ret! Det mest typiske regionaltog på alle jysk/fynske strækninger i flere årtier. For ikke at nævne Bådtog og lille Syd.

Jeg er til tider rystet over museets beslutninger. Man nedprioriterer gang på gang den nyere fortid og ender med en hulens masse 50/60'er og ældre materiel og stort set intet bygget derefter.
En S-togsvogn og en MR vogn som repræsentanter for de hundredvis af togsæt bygget efter MA lyntoget. Det er simpelthen ynkværdigt....

Og B-vognen bliver vel også skrottet efter endt udstilling. Sikkert reducerer man også den øvrige B-vognssamling på et tidspunkt.

Surt opstød, sikkert. Bare mine 25 øre til dette emne.

Mvh MSS

Måske det stadig er de ældre typer tog der trækker i flertallet, børnefamilier m.m.

I de fleste menneskers univers er veterantog noget med damplokomotiver og gamle trævogne med åbne endeperroner, mange kan stadig huske kupé-vognene og anser nok ikke denne type for veterantog endnu.

Hvorfor man ikke holder et MR-togsæt kørende, det koster nok mange penge. Og typen er jo stadig i drift ved DSB. Måske er personalet ved museet slet ikke interesseret i at holde en MR i drif, man skal jo huske på det koster penge og der skal jo også være hænder til det.

Måske andre klubbe kan få lov at købe et sæt og sætte det i drift????

På et eller andet tidspunkt bliver de store GM-lokomotiver nok også hensat, nu de ikke mere kan tjene penge hjem til museet.

Som det hedder i en gammel dansk vise:

"Hvem skal nu betale? Hvem har råd til mer'?"

Her som andre steder må der foretages en prioritering, og det må man respektere.
Er man ikke enig i prioriteringen må man enten stille sig til tåls eller søge indflydelse via de besluttende organer. Det er hele fidusen ved det, der kaldes 'repræsentativt demokrati'.

Nu er der jo stadig MR-tog i drift, og det vil der sikkert være en del år ud i fremtiden.. så hvis du begynder at spare op nu, kan du sikkert erhverve et sæt til en fornuftig pris i 2021.

Sikke noget ævl og skrive, man har jo ikke mulighed for indflydelse på Jernbanemusset beslutninger, det tager ledelsen selv og Putin bestemmer alt.

Det er nu begrænset hvad de efterhånden kan koste?????

Kære Københavner

Nu er jeg ikke helt med i dit sprogvalg, men vil gerne prøve at forstå debatten om de omtalte MR-tog.

Så gider du ikke oplyse hvem ledelsen er og hvem, der er Putin. Jeg tror måske lidt naivt, at Putin er præsident i Rusland, men jeg kan jo tage fejl. Og det er da sikkert også rart for ham du kalder Putin, at vide dette? Altså at vedkommende åbenbart går rundt med et forkert kaldenavn uden at vide dette?

For det er jo IKKE for at tale nedladende om ham du kalder Putin, vel?

Eller er det for meget at forlange når man gemmer sig bag et synonym?

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Eller er det for meget at forlange når man gemmer sig bag et synonym?

Mener du ikke pseudonym?

Kære Erik!

Tak for rettelse, håber ikke det gik ud over forståelsen

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Det er nu begrænset hvad de efterhånden kan koste?????

Udfordringen bliver ikke, hvad de er værd, men hvad de er bogført til i DSBs regnskaber. DSB sælger dem næppe med tab, og MR har øget sin værdi nogle gange i 00-erne...

Sikke noget ævl og skrive, man har jo ikke mulighed for indflydelse på Jernbanemuseets beslutninger, det tager ledelsen selv

Ja, hvem i alverden skulle ellers tage dem? Det er en af de arbejdsopgaver, de får deres løn for.

Fra og med MR sker et skifte i materiellet, som gør det mere uegnet til veterantogskørsel; nemlig indførelsen af elektronik og software i stor stil.

Materiel ældre end MR kan vedligeholdes af alle, der forstår at bruge hænderne. Reservedele er noget man evt. selv kan fremstille eller få fremstillet.

På litra MR foregår en pæn del af styringen i elektronik og på senere materieltyper sker det meste af styringen i software. Begge dele er noget, der kræver specielle kompetencer at holde kørende og kan være sværere at skaffe/producere reservedele til.

Mit gæt er, at vi vil se meget lidt materiel produceret efter 1980 som kørende veterantog.

Jan

Fra og med MR sker et skifte i materiellet, som gør det mere uegnet til veterantogskørsel; nemlig indførelsen af elektronik og software i stor stil.

Mit gæt er, at vi vil se meget lidt materiel produceret efter 1980 som kørende veterantog.

Jan

Til gengæld er der så rigeligt materiel af ældre dato til at dække "familien Danmarks" og de fleste entusiasters behov for at køre med veterantog fremover, især når det tages i betragtning, at mulighederne for at køre på "de lange skinner" under alle omstændigheder fremover vil blive meget begrænset i forhold til tidligere.

Og de få "feinschmeckere", der gerne ville have noget andet, herunder MR, MZIV, MF, MG, MP osv., vil aldrig nogensinde være i stand til (og næppe heller parat til) at tilvejebringe de ressourcer (læs: penge og hænder), der ville skulle til for at holde disse køretøjer i drift.

Jeg må endnu en gang, hvor nødig jeg end vil, citere Fru Vestager: "Sådan er det jo!"

Så kære alle: Glæd jer over de mange spændende køretøjer, som klubberne og DJM har og fortsat vil have i drift, alle de spændende køretøjer, som fremover vil blive sat i drift (men som typisk vil være fra før 1980 jfr. Jans indlæg), samt alle de spændende køretøjer, som også fremover vil kunne betragtes og beundres på vore museer - nogle i nymalet "leveringsstand" og andre bevaret med årtiers brugsspor (og med den historie disse fortæller)!

Og kan I ikke glædes ved det, ja så er der kun "tudekiksene" tilbage

Mvh
LH

Kørte forbi Marslev Idag og var da i den grad gang i byggeri og rode med spor, nogen som faktisk ved status på hal 2 og mere spor..

Måske du skulle ha' startet en ny tråd???

Måske - men måske en af grundene til at yngre ikke i samme grad flokkes om de gamle tog er, at yngre generationers interesse netop går på programmering og elektronik frem for mekanik og drejebænke?
Man hører den samme klagesang blandt veteranbilentusiaster - at ingen biler fra omkring 1990 og frem vil blive veteranbiler på grund af al elektronikken.

Det er nok korrekt mht at bevare det originale, men inden for begge områder tages der visse kompromisser for de køretøjer der rent faktisk benyttes. LEDs i lygterne på bilerne for eksempel for at få morderne lysstyrker med datidens svage dynamoer.

Indenfor bilerne er der en styrke i at de er mange flere - så der er basis for at f.eks. Bosch laver nogle varianter af deres styringer som med tilpasset software kan benyttes i forkellige vogne. I hvert fald indtil de nyeste biler indgår elektronikken ikke i sikkerhedsfunktioner som bremser og styring. Bosch har allerede set markedet og har etableret en afdeling til servicering af dette område.

Her er det nok anderledes med tog. Serierne er meget mindre og selv om man jo kunne synes at der kan vel ikke være så mange forskellige ting at styre fra det ene togsæt til det andet - så er softwaren åbenbart specialfremstillet. Dertil kommer at sikkerhedsfunktioner indgår og så kommer myndiughederne ind over, og det er ikke sikkert de vil godkende noget software Peter og Frants har siddet og tampet sammen hjemme i kælderen over vinteren.

Det er bestemt ikke uden udfordringer - men helt at afskrive det vil nok være dristigt. Man kunne med samme ret sige at alt det gamle skrammel ikke kommer ud at køre på de lange skinner med de nye elektroniske signalsystemer - og der ved vi jo at der arbejdes på løsninger, men der har aldrig originalt været ERMTS på en K-maskine. Så der må "kompromitteres"

Tekniske vanskeligheder er til for at blive overvundet. Selvfølgelig koster det mange ressourcer at restaurere og vedligeholde moderne jernbanemateriel, men det er ikke umuligt.

Jeg tror snarere problemet er at få folk til at engagere sig.

Jeg læser lige nu en bog fra år 2000 ”Bowling Alone” af Robert Putnam - en amerikansk professor. Han skriver, at alle mulige klubber, foreninger, loger, forældreråd på skoler o.s.v. i USA har haft problemer med at skaffe aktive medlemmer de sidste 30-40 år.

Måske ser foreningers medlemstal stadig fint ud i dag. Men, skriver Putnam, medlemmerne betragter sig snarere som forbrugere, der betaler kontingent for at få ydelser, end som deltagere i et fællesskab. De er ikke indstillet på at gøre en aktiv indsats.

Sådan er situationen øjensynligt i USA. Hvad med herhjemme?

God tirsdag til alle i forum

Måske ser foreningers medlemstal stadig fint ud i dag. Men, skriver Putnam, medlemmerne betragter sig snarere som forbrugere, der betaler kontingent for at få ydelser, end som deltagere i et fællesskab. De er ikke indstillet på at gøre en aktiv indsats.

Sådan er situationen øjensynligt i USA. Hvad med herhjemme?

Jeg kan igen kun sammenligne med veteranbilsverdenen, der jo et langt stykke er en anden side af samme sag, og der er problemet præcis dette.
Det varierer stærkt fra klub til klub, men i de store klubber som Dansk Veteranbilklub med over 6000 medlemmer og en økonomi i millionklassen er der en hård kerne af ildsjæle, der får klubben til at fungere og en stor hob, der nyder klubbladet, det kommer hver måned og den billige forsikringsordning og det er så det.
Når man skal bruge folk til for eksempel at bemande en stand på en messe kan det virkelig knibe med at få folk til at melde sig.

Tror også Det er et problem her hjemme, rigtig mange klubber og forening efterlyser løbende nye aktive medlemmer. Folk vil heller hygge sig hjemme eller foran computeren.

Er selv medlem af flere klubber, der altid har manglet aktive medlemmer. Masser der kommer og kommentere det arbejde der bliver lavet i klubben, men give en hånd med selv nej tak. Så kan man ikke se deres r.. For bare skosåler.

Masser af dårlige undskyldninger med manglende tid m.m. Men man kan godt sidde flere timer foran computeren, og rende rundt med lillemor om lørdagen i Bilka. Vi har i dag kortere arbejdstid, nemmere ved at komme rundt langt de fleste steder. Mere og mere fritid.

Men specielt jernbaneklubber vil altid mangle aktive medlemmer, for mange af de unge gider ikke rode med gamle tog. Det bliver man jo beskidt af og man kan ikke bruge en computer eller iPad. Måske er ikke alle klubber gode nok til at få nye yngre medlemmer, der er for mange gråhåret herre. Hvilket ikke trækker de unge til, de har den holdning at det er kun for gamle jernbanefolk, håndværkere eller gamle pensionister. Ikke fordi det er negativt ment med de gråhåret.

Mange unge har også svært ved den sjargon der tit er på værksteder, og som mange af os ældre behersker. De føler der bliver talt ned til dem.

Vi vil gerne være sociale ud af til, men tag en tur med tog eller bus. Ingen folk snakker mere med hinanden. Alle sidder og glor på deres iPad eller tablets m.m. I mine yngre dage kunne man godt have en samtale med andre passager. Det sker meget sjældent efterhånden alle har sig selv nærmest.

Præcis, men så modsiger du faktisk også dig selv når du samtidig opfordrer til at søge indflydelse. Den er ikke at få for "normale dødelige".

Det man igen og igen får at vide er "søg indflydelse eller luk r...".

Men vi har ligesom ytringsfrihed, og udtrykker blot vores holdning til museets prioriteringer.

Demokrati forudsætter i øvrigt valg. Hvor er min stemmeseddel og mine kandidater?

Om 25 år er der ikke længere nogle der har oplevet damplokomotiver i daglig drift, og dermed har den dybe association som folk på 60+ har til dem i dag. Til den tid ses MR-tog, ME lokomotiver, røde persomvogne og 2. Generations S-tog m.v. med samme øjne som de ældre i dag ser på damptogene. Tog fra de gode gamle dage. Selv en MO vogn er ved at være så gammel at mange ikke husker dem (jeg med 41 år gør ikke). At museet dårligt magter at sætte sig ind i det er surt. Men bider kun dem selv i halen. For når folk ikke længere kan associere til en del af samlingen bliver det bare et af mange støvede museer med udelukkende ældgamle udstillingsgenstande.
Trist, fordi man gennem sin opsøgen af det man associerer til samtidig præsenteres for den gamle samling og dermed får åbnet øjnene for det der var før det man husker.
For gu er damplokomotiver og teaktræs-beklædte vogne skønne! Det skal bare ikke udgøre 90% af samlingen.

Mvh MSS

For gu er damplokomotiver og teaktræs-beklædte vogne skønne! Det skal bare ikke udgøre 90% af samlingen.

De udgør heller ikke så stor en del af samlingen. Jeg har ikke regnet procentsatsen ud, men køretøjer yngre end 1950 udgør langt den største andel, især målt på den relevante parameter: længde. Hvis man ser på køretøjer fra 1930 og før er der ganske få i forhold til den samlede længde af museets samling af tog.

Et IC-tog på 5 vogne udgør 125 meter, hvilket svarer til 7-9 damplokomotiver. Problemet med nyere og helt nye tog er at det er togsæt og bevarelse af hele tog er dyrt opbevaringsmæssigt.

Man kan også stille sig spørgsmålet om det ikke lige så meget er bevarelse af teknologi som er væsentligt. Damplokomotiver er en af de bedste måder at vise hvordan dampkraft kan udnyttes i og med at mange former for dampmaskineri ikke findes mere. Ligesom ældre dieselmotorer er lettere at forstå end nye. Damplokomotiver fortæller i øvrige en hel del dansk og udenlandsk indstrihistorie, ligesom mange af fremstillingsmetoderne ikke eksisterer mere.

Jeg kan relativt let opgøre det på baggrund af listen fra 1999, idet den dog ikke er opdateret. Jeg tror at man vil blive lidt overrasket.

Det er jo museers opgave at samle genstande som også kan formidle og danne baggrund for fremtidig forskning. Ikke at bevare genstande som er i et tidsrum som kan vække minder for bestemte aldersgrupper.

For gu er damplokomotiver og teaktræs-beklædte vogne skønne! Det skal bare ikke udgøre 90% af samlingen.

De udgør heller ikke så stor en del af samlingen. Jeg har ikke regnet procentsatsen ud, men køretøjer yngre end 1950 udgør langt den største andel, især målt på den relevante parameter: længde. Hvis man ser på køretøjer fra 1930 og før er der ganske få i forhold til den samlede længde af museets samling af tog.

Et IC-tog på 5 vogne udgør 125 meter, hvilket svarer til 7-9 damplokomotiver. Problemet med nyere og helt nye tog er at det er togsæt og bevarelse af hele tog er dyrt opbevaringsmæssigt.

Man kan også stille sig spørgsmålet om det ikke lige så meget er bevarelse af teknologi som er væsentligt. Damplokomotiver er en af de bedste måder at vise hvordan dampkraft kan udnyttes i og med at mange former for dampmaskineri ikke findes mere. Ligesom ældre dieselmotorer er lettere at forstå end nye. Damplokomotiver fortæller i øvrige en hel del dansk og udenlandsk indstrihistorie, ligesom mange af fremstillingsmetoderne ikke eksisterer mere.

Jeg kan relativt let opgøre det på baggrund af listen fra 1999, idet den dog ikke er opdateret. Jeg tror at man vil blive lidt overrasket.

Det er jo museers opgave at samle genstande som også kan formidle og danne baggrund for fremtidig forskning. Ikke at bevare genstande som er i et tidsrum som kan vække minder for bestemte aldersgrupper.

Nu er det at "vække minder for bestemte aldersgrupper" vel også en væsentlig del af formidlingen ...
- men i øvrigt er jeg helt enig med Ulrik!

vh
LH

Nu er det at "vække minder for bestemte aldersgrupper" vel også en væsentlig del af formidlingen ...
- men i øvrigt er jeg helt enig med Ulrik!

Det betyder absolut ikke noget hvis genstande vækker minder. Det kan dog ikke være den drivende motivation for bevarelse for eftertiden, da det i princippet er tidsubestemt bevarelse.

Det at kunne vise springet fra tiden før jernbanen til tiden efter jernbanen og inden biltrafikken greb om sig må have en stor betydning i et jernbanemuseum. Springet fra at gå til at kunne sidde på en træbænk i et tog var ganske væsentlig for udviklingen af det moderne samfund. Mere end IC3 og MR (jo, man kan godt bevare et togsæt eller del heraf, da det siger en hel del om dansk design og perioden). For at forstå nyere tog skal de sammenlignes med konkurrenterne: fly, busser og biler. Og så er vi ovre i en anden slags tværgående bevarelse af trafikmidler, hvor man lige skal huske at tog er nogle af de største bevarede museumsgenstande man har (af mange årsager, herunder pladsmæssige).

Jernbanen er i historisk sammenhæng jo nærmest at betragte som et overgangsfænomen, ganske overrepræsenteret i museumssammenhæng - dog ikke uden grund

Men problemet er vel også at mange (både unge og gamle) ikke har erfaringer med at rode med sådanne maskiner. Hvis ens faglige kompetencer indenfor håndværk kun består af at sætte lamper op i dagligstuen, så ville de jo egentlig kun gå i vejen for jer =)
Jeg selv ville elske at bruge min weekend på at hjælpe til i den lokale klub, men det ville kræve at jeg først blev oplært i at bruge værktøjet, hvilket er en hovedpine jeg ikke ønsker at udsætte de stakkels mennesker for

Men problemet er vel også at mange (både unge og gamle) ikke har erfaringer med at rode med sådanne maskiner. Hvis ens faglige kompetencer indenfor håndværk kun består af at sætte lamper op i dagligstuen, så ville de jo egentlig kun gå i vejen for jer =)
Jeg selv ville elske at bruge min weekend på at hjælpe til i den lokale klub, men det ville kræve at jeg først blev oplært i at bruge værktøjet, hvilket er en hovedpine jeg ikke ønsker at udsætte de stakkels mennesker for

Der er masser af arbejde i en veterantogsklub, der ikke kræver svendebrev som maskinarbejder! Der skal males og slibes, der skal laves træarbejde, der skal skilles ad mm. og er man bare en lille smulig ydmyg og videbegærlig kan man sagtens lære det meste. Så lad de faglærte styre de farlige maskiner.

Men problemet er vel også at mange (både unge og gamle) ikke har erfaringer med at rode med sådanne maskiner. Hvis ens faglige kompetencer indenfor håndværk kun består af at sætte lamper op i dagligstuen, så ville de jo egentlig kun gå i vejen for jer =)
Jeg selv ville elske at bruge min weekend på at hjælpe til i den lokale klub, men det ville kræve at jeg først blev oplært i at bruge værktøjet, hvilket er en hovedpine jeg ikke ønsker at udsætte de stakkels mennesker for

Du skulle prøve at gå ned i den lokale klub og tilbyde din hjælp alligevel.
Så ville du opdage at der er opgaver til alle uanset kvalifikationer.
Du ville også opdage at der er nogen der gerne vil lære dig op i de mere krævende opgaver.

Det der er brug for i de fleste klubber er gå-på mod og lyst til at være med.

Med venlig hilsen Jens

Men problemet er vel også at mange (både unge og gamle) ikke har erfaringer med at rode med sådanne maskiner. Hvis ens faglige kompetencer indenfor håndværk kun består af at sætte lamper op i dagligstuen, så ville de jo egentlig kun gå i vejen for jer =)
Jeg selv ville elske at bruge min weekend på at hjælpe til i den lokale klub, men det ville kræve at jeg først blev oplært i at bruge værktøjet, hvilket er en hovedpine jeg ikke ønsker at udsætte de stakkels mennesker for

Der er masser af arbejde i en veterantogsklub, der ikke kræver svendebrev som maskinarbejder! Der skal males og slibes, der skal laves træarbejde, der skal skilles ad mm. og er man bare en lille smulig ydmyg og videbegærlig kan man sagtens lære det meste. Så lad de faglærte styre de farlige maskiner.

Fordelen er også at så kan de faglærte bruge mere tid på det de er gode til fremfor at male og andet lavpraktisk. Det er ligesom hvis ingeniørene i en virksomhed skulle starte dagen ud med at moppe gulve.

Jeg vil lige gøre opmærksom på at træarbejde og malerarbejde kræver mindst lige så godt håndelag som arbejde i jern- og metal. Det er en udbredt misforståelse i klubberne at jern- og metalarbejde er finere og resultaterne er derefter. Træ er afsindigt dyrt og gode snedkere hænger absolut ikke på træerne.

Når man så tilsætter historisk forståelse bliver det endnu sværere, for det er jo altid nemmere og billigere at smutte ned til Harald Nyborg efter en skrue.

Så det gælder både om at have ret indstilling og det rette håndelag og da begge dele skal findes på samme tid er der ingen undskyldning for ikke at deltage, hvis blot man er villig til at lære og sommetider stille spærgsmål ved ting som ikke udføres efter den intention som ellers lægges for dagen. Problemet er blot at finde balancen mellem dem som deltager allerede og de nye som kan have anden indgangsvinkel. Ofte ender det med at de nye forlader foreningen hurtigt igen, da forventningerne ikke passede til den virkelighed de eksisterende medlemmer gerne vil opretholde.

Men problemet er vel også at mange (både unge og gamle) ikke har erfaringer med at rode med sådanne maskiner. Hvis ens faglige kompetencer indenfor håndværk kun består af at sætte lamper op i dagligstuen, så ville de jo egentlig kun gå i vejen for jer =)
Jeg selv ville elske at bruge min weekend på at hjælpe til i den lokale klub, men det ville kræve at jeg først blev oplært i at bruge værktøjet, hvilket er en hovedpine jeg ikke ønsker at udsætte de stakkels mennesker for

Du skulle prøve at gå ned i den lokale klub og tilbyde din hjælp alligevel.
Så ville du opdage at der er opgaver til alle uanset kvalifikationer.
Du ville også opdage at der er nogen der gerne vil lære dig op i de mere krævende opgaver.

Det der er brug for i de fleste klubber er gå-på mod og lyst til at være med.

Som salige I.C.Hempel sagde: Det er viljen til at ville, der fostrer evnen til at kunne.

Jeg vil lige gøre opmærksom på at træarbejde og malerarbejde kræver mindst lige så godt håndelag som arbejde i jern- og metal. Det er en udbredt misforståelse i klubberne at jern- og metalarbejde er finere og resultaterne er derefter. Træ er afsindigt dyrt og gode snedkere hænger absolut ikke på træerne.

Når man så tilsætter historisk forståelse bliver det endnu sværere, for det er jo altid nemmere og billigere at smutte ned til Harald Nyborg efter en skrue.

Så det gælder både om at have ret indstilling og det rette håndelag og da begge dele skal findes på samme tid er der ingen undskyldning for ikke at deltage, hvis blot man er villig til at lære og sommetider stille spærgsmål ved ting som ikke udføres efter den intention som ellers lægges for dagen. Problemet er blot at finde balancen mellem dem som deltager allerede og de nye som kan have anden indgangsvinkel. Ofte ender det med at de nye forlader foreningen hurtigt igen, da forventningerne ikke passede til den virkelighed de eksisterende medlemmer gerne vil opretholde.

Hvis man ikke evner at tage sig af de nye og behandle dem ordentligt, så skal man fandeme ikke hyle op her at ingen gider at hjælpe i klubberne. Hvis man ikke kan håndtere at en ny kommer til at kalde det skiftespor og mobber, så ligger man som man har redt.

Heldigvis er der klubber der har styr på dette og hvor der sker en rekruttering af unge.

Heldigvis er der klubber der har styr på dette og hvor der sker en rekruttering af unge.

Men det kan godt give hele branchen et dårligt ry at nogle ikke kan - og dårlig oplevelse ét sted betyder ikke at man shopper til et andet, men nok helt opgiver......

Men det kan godt give hele branchen et dårligt ry at nogle ikke kan - og dårlig oplevelse ét sted betyder ikke at man shopper til et andet, men nok helt opgiver......

Jeg har oplevet problemet mens jeg var aktiv i Helsingør Jernbaneklub. Jeg var selv aldrig særligt god til at introducere nye medlemmer til arbejdet og fandt det ikke særligt interessant, men det var der til gengæld andre der gjorde. Og hvorfor skulle vi ikke dele opgaverne efter vores interesser?

Øjensynligt er der overalt problemer med at få folk til at engagere sig i klubarbejde - hvad enten det handler om tog eller veteranbiler.

Så jeg synes ikke det er helt OT at diskutere emnet her i forum.

Jeg har nu læst Robert D. Putnam's bog ”Bowling alone”, og han ser på situationen i USA. Han er nået frem til, at færre og færre amerikanere deltager i alt muligt fra kirkegang til kortspil, fra logemøder til bowlingklubber - kort sagt i ”sociale aktiviteter”. Nedgangen startede i 60'erne og er fortsat lige siden.

Hvorfor er det sådan? Putnam har følgende bud:

For det første var der under 2. Verdenskrig en stærk følelse af sammenhold i hele USA. Folk som oplevede krigen, er aktive i foreninger o.s.v., men de bliver ældre, og deres generation uddør. (Herhjemme dominerer ”gråhårede herrer” vel også i klubberne. Hvorfor sker der ikke en løbende fornyelse af medlemsskaren?)

For det andet nævner Putnam TV - og man kan sikkert tilføje: internettet. Jo mere tid folk tilbringer foran en skærm, jo mindre sociale er de. Medierne vænner folk til at være tilskuere snarere end deltagere, og de kommer til at se sig selv som kunder snarere end som medarbejdere i klubber og foreninger.

For det tredje peger Putnam på storbyernes vækst og internationalisering af økonomien. Engagement er mere udbredt i lokalsamfund, hvor folk kender hinanden, og virksomheder har en lokal tilknytning. Her er der nemlig større chancer for, at initiativer giver resultater.

For det fjerde er folk i dag mere pressede tidsmæssigt. Men, siger Putnam, det er ikke nogen afgørende faktor. (Undskyldningen: ”Jeg har desværre ikke tid til at være aktiv i klubben!” er tvivlsom. Faktisk påviser Putnam, at en del mennesker, som er aktive i deres fritid også har travlt på arbejde! Det er ikke tale om et enten-eller.)

Endelig er der ukendte faktorer - Putnam hævder ikke, at han har forklaringen på det hele.

Måske skal jeg lige nævne, at Putnam er sociolog, og at han har har abejdet med et enormt statistisk materiale. Det her er ikke noget, som han bare ryster ud af ærmet.

Kan Putnams resultater overføres på danske forhold? Så er modelbaneklubber, veteranjernbaner og andre organisationer indenfor vor hobby oppe imod stærke kræfter...

Go' weekend til alle i forum