Tro det eller lad være, men jeg har læst Jernbanemuseets årskrift 2013 og 2014 igennem fra ende til anden! Hvad siger I så?

På museets hjemmeside kan man læse, at det nye årsskrift vakte ”debat i det jernbanehistoriske miljø i Danmark”, men ”raseri og skuffelse” er nok mere dækkende ord. Årsskriftet var ”en slem overraskelse” skrev én , og ”det værste l... der længe er set”, mente en anden her i forum.

Andre skrev dog, at den nye museumsledelse måtte have tid til at lægge kursen om. Når det var sket, kunne vi nyde godt af et mere videnskabeligt forsvarligt årsskrift. Og lad nu os se, hvad 2015 vil bringe...

For årgang 2013 og 2014's vedkommende må jeg generelt give kritikken ret. I nogle artikler er formen problemet, i nogle er det indholdet, og i nogle er det begge dele.

Redaktionen vil åbne for et bredere fokus, og det er godt. Megen dansk jernbanelitteratur handler snævert om teknik, og hvis vi vil forstå udviklingen, må perspektivet bredes ud. Men det kan gå hen og blive for bredt. Artiklerne ”Stationstiden - da byerne flyttede på landet” og ”Irske immigrantarbejdere - langs Blue Ridge-jernbanen” er eksempler på dette.

Til gengæld synes jeg ikke, at perspektivet er særligt bredt i artiklerne ”Totalforsvar på skinner” og ”Den frygteligste Jærnbaneulykke”. Lars Bjarke Christensen skriver godt og grundigt om Gentofte-ulykken, men vi får ikke noget at vide om de politiske angreb på den ansvarlige minister, der fulgte efter katastrofen, og forfatteren studser heller ikke over, at føreren af ulykkestoget blev ansat på dagbladet ”Politiken”, da han var løsladt fra fængslet! (Hint: Der er kun fire år til systemskiftet i 1901.)

Artiklen om Fugleflugtslinien giver et fint overblik over Danmarks og BRDs forskellige politiske og økonomiske interesser i projektet - hvis man ellers kan finde ud af at afkode den. Er det her en maskinel oversættelse fra et andet sprog, for eksempel tysk? Har noget menneske læst korrektur på artiklen? I givet fald: er den pågældende i stand til at læse og skrive dansk?

”Med lokomotivets brusen i kroppen” er en læselig og relevant artikel, men den bringer ikke voldsomt meget nyt for dagen. Det er vel en 30-40 år siden, at den ”erfaringsmæssige”, ”kropslige” tilgang til historien kom på mode.

Artiklen om maleriet ”Banevogteren” tager udgangspunkt i en interessant problematik. Kunst og litteratur kan hjælpe os med at forstå, hvorfor vi overhovedet synes, at jernbaner er spændende. Men kunstneren L. A. Ring har gjort sig store anstrengelser for at give sit billede et anonymt præg, og jeg tror ikke, at vi bliver meget klogere af at få fastslået, hvor og hvornår han malede det.

Endelig er der to artikler, som handler om interne overvejelser på museet: ”Bevaringsplan” og ”En udstilling om sikkerhed”.

Hvis den slags overvejelser blev lagt pædagogisk frem, så kunne jernbaneklubberne hente inspiration og vejledning, når de skulle prioritere, hvilket materiel, de ville bevare, eller hvis de fik lyst til at arrangere en udstilling. Men det er så som så med det pædagogiske i artiklerne...

Min personlige konklusion er således, at der er plads - jeg vil endda sige: rigelig plads - til forbedringer i Jernbanemuseets årsskrift. Nu venter vi bare på næste nummer.