Har I nerver til at læse videre i denne ”spændende” føljeton? (Ikke-interesserede kan med fordel stoppe her).
Jeg har spurgt lokalhistorisk arkiv om, hvorfor Hurup er kommet til at hedde Hurup Thy. De ved det ikke (!). Jeg har stillet Post Danmark samme spørgsmål. De ved det heller ikke. Min umiddelbare hypotese er (stadig), at svaret skal findes hos DSB, der jo i mange år havde departemental status, idet DSBs generaldirektør samtidig var departementschef. Jeg skal i anden anledning på hovedet i DSBs arkiver 25. marts 2011 og vil som et biprodukt søge svar på dette ”spændende” spørgsmål. Så: ”Find selv på flere spørgsmål og følg med i morgen”.
Men indtil da: Jeg har lavet et lille stykke ”grundforskning” og kigget lidt i mit køreplansarkiv. Nedenstående oplistning viser, hvorledes Hurup-Bedsted Thy-Bedsted Løgum var opført i køreplanerne 1916-1948. P = ”publikumskøreplan”, T = tjenestekøreplan:
P 1/10 1916: Hurup-Bedsted-(tysk)
P 1/10 1929: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
T 15/5 1931: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
P 15/5 1933: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
P 1/10 1933: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
P 15/5 1934: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
T 15/5 1934: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
P 1/10 1934: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
P 15/5 1935: Hurup-Bedsted-Bedsted Løgum
P 15/5 1936: Hurup-Bedsted-(nedlagt)
P 20/9 1939: Hurup-Bedsted-(nedlagt)
P 15/6 1940: Hurup-Bedsted-(nedlagt)
P 1/2 1945: Hurup Thy-Bedsted-(nedlagt)
P3/10 1948: Hurup Thy-Bedsted Thy-(nedlagt)
Osv. osv
Og hvad kan vi så udlede af ”spændende” ting heraf?
Jo:
’1) Mens både Bedsted i Thy og Bedsted i Sønderjylland er DSB-stationer (1927-1936) hedder Bedsted i Thy blot Bedsted mens Bedsted i Sønderjylland hedder Bedsted Løgum. Bedsted Løgum nedlægges som DSB station i 1936, men først på et eller andet tidspunkt mellem 1945 og 1948 begynder DSB at kalde Bedsted i Thy for Bedsted Thy. Meget underligt!
’2) DSB begynder at kalde Hurup for Hurup Thy på et eller andet tidspunkt mellem 1940 og 1945. Altså mange år efter at planerne om en jernbane Aars-Arden-Terndrup-Øster Hurup er afgået ved en stille død. Meget underligt!
’3) DSB sætter ikke ”Thy” bagved henholdsvis Hurup og Bedsted samtidig. Hurup får sit ”efternavn” imellem 1940 og 1945. Bedsted først mellem 1945 og 1948. Meget underligt!
Som det fremgår, er min køreplanssamling ikke komplet. Hvis nogle af Forums læsere har yderligere køreplaner for perioden 1940-1948 kunne det da være ”spændende” nærmere at få indkredset, hvornår ”efternavnene” kommer på.
Afslutningsvist: I min kildesøgning faldt jeg over nedenstående artikel fra Wikipedia.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
"Bedsted Lø og Bedsted Løgum
Efter Genforeningen i 1920 opstod et lille praktisk problem. Der var nu 2 byer med navnet Bedsted i Kongeriget. Bedsted i Sønderjylland og Bedsted i Thy, begge med et sogn, en kirke og en jernbanestation. I datidens moderne samfund med et effektivt postvæsen og et fintmasket jernbanenet var det en uorden, hvis brevpost og banepakker risikerede at blive sendt en omvej via den forkerte by.
Det hjalp ikke, at Bedsted i Thy også kunne skrives som Bested, uden det første d. (Stavemåden Bested har været brugt for kirken (i Thy), og det er under navnet Bested Kirke, at nogle af oplysningerne om den Bedsted Kirke kan findes i litteraturen og på internettet).
Lige som for de 3 gange Nykøbing, der blev til Nykøbing Mors, Nykøbing Sjælland og Nykøbing Falster, var løsningen, at give de 2 gange Bedsted nye navne: Bedsted Thy og Bedsted Lø. Her står Lø for "Løgumkloster", for Bedsted lå jo på jernbanen, der gik fra jernbaneknudepunkt Hovslund (Hovslund Stationsby) til Løgumkloster.
Ændringen til hhv. Bedsted Thy og Bedsted Lø er formodentlig sket med forståelse og billigelse fra indbyggerne, også i lyset af den tids nationalfølelse og begejstring for de moderne tekniske fremskridt.
Ændringen fra Bedsted til Bedsted Lø skete 24. september 1920. Et par år senere ændredes navnet til Bedsted Løgum, med virkning fra den 1. juli 1922. Da den nye Rødekro-Løgumkloster Jernbane blev åbnet i oktober 1927, fik den ny stationsbygning også navnet Bedsted Løgum Station. Jernbanen og stationen blev nedlagt 9 år senere, i 1936. (Men hvornår byens navn skiftede tilbage fra "Bedsted Løgum" til "Bedsted Lø", synes ikke at være oplyst)."