Angående Argentina II

God eftermiddag til alle i forum

Jeg har fået skannet lidt billeder og kan genoptage tråden om jernbanerne i Argentina. Men først en ”disclaimer” - som det vist hedder på moderne dansk: Vi ser på jernbaner i Verdens ottende største land, men jeg har langtfra besøgt alt, der er værd at se, og jeg har ikke engang fotos af alt, hvad jeg har set.

Kort sagt: Det her er ikke ”Togtossens Totale Guide til Argentina”.

Desuden er der rod i kronologien, for den tidligere tråd rummede billeder fra april 2013, hvor jeg havde anskaffet et digitalkamera, mens de skannede fotografier i det følgende stammer fra august 2011.

Endelig er jeg langtfra ekspert i argentinske jernbaner, Jeg ved betydeligt mere om banerne i Chile, men dem kan vi måske tage en anden gang?

Da tråden blev afbrudt, stod vi på Retiro-banegården i den nordlige del af centrum i Buenos Aires. Navnet ”Retiro” dækker egentlig over tre stationer på rad og række: Mitre (bredspor), som vi ankom til i slutningen af den sidste tråd, Belgrano (meterspor) og San Martin (bredspor). Nord for komplekset ligger en større busterminal og syd for det et lille jernbanemuseum.

Fjerntogene afgår fra Mitre, men trafikken er beskeden. To ugentlige tog til Cordoba, to til Tucumán og et enkelt dagligt tog til Rosario.

[image]

Det daglige tog til Rosario afgår den 2/8 2011. Operatøren TBA - Trenes de Buenos Aires - var et privat selskab, som blev frataget alle koncessioner efter ulykken ved Once-banegården den 22. februar 2012. På grund af svigtende bremser kørte et fyldt nærtrafiktog ind i en stopbom med så høj hastighed, at 51 mennesker omkom.

[image]

Vi kigger nu lidt på jernbanemuseet. Udenfor står dette lokomotiv, nr 658 fra ”Ferrocarril Nacional General Urquiza”. I 1948 nationaliserede præsident Juan Perón Argentinas jernbaner. (Ja, det var ham, som var gift med ”Evita”) De blev inddelt i selskaber, og ”Urquiza” dækkede området nord for Buenos Aires. Helt oppe ved grænsen til Paraguay fandtes et 600 mm-jernbanenet, og maskinen stammer herfra.

[image]

På museet findes forskellige modeller og fotografier. Englænderne finansierede og ledede anlægsarbejdet på mange jernbaner i Argentina, og leverede også damplokomotiver. Her ser vi en model i 1:10 af klasse 12E - vistnok bygget af Vulcan Foundry i 1926. Den er nummereret og bemalet som tilhørende ”Ferrocarril Nacional General Roca” - et af Peróns statslige selskaber. (beklager genskinnet i vitrinen).

[image]

Dette dieselelektriske dobbeltlokomotiv blev bygget i Argentina i 1951. Præsident Perón ønskede, at det skulle være landets nye standardlokomotiv, men han blev væltet i 1955, og de to eneste eksemplarer blev udrangeret allerede i 1961 på grund af reservedelsmangel. Et bemærkelsesværdigt ydre design, og læg også mærke til de firakslede trucks.

Hej Hans,

Tak for argentinske indtryk!

600 mm lokomotivet nr. 658 er bygget af Hunslet Engine Co. i Leeds i 1919 med byggenr. 1332. Typen er et "War Office Locomotive", konstrueret til brug på militærbanerne under 1. verdenskrig.

Argentina var åbenbart største aftager af denne type overskudslokomotiver efter krigen.

M.v.h.
Niels

Dejligt at se lidt om jernbaner i Argentina. Efter 1. verdenskrig kom en del feltbanemateriel til Argentina til brug for en række kartoffelbaner i området omkring Orense, syd for Buenos Aires. Nettet af kartoffelbaner var ikke sammenhængende, men førte fra dyrkningsområderne til nærmeste jernbanestation på hovedbanen. De fleste 600 mm. baner var 30-40 km. lange. Samlet havde kartoffelbanerne en længde på ca. 360 km. Spor og materiel var en blandet samling af materiel fra de britiske, amerikanske og tyske feltbaner. Nedenstående er fotos fra et lille temahæfte "Los Paperos" udgivet af Ferroclub i 2002. En sammenligning med vores hjemlige roebaner falder ikke helt ved siden af.
[image]

[image]

Mvh

Claus

hov, det sidste billede smuttede. Det kommer her.

[image]

Mvh

Claus

Efter nationaliseringen af Argentinas jernbaner i 1948, blev nogle reorganiseret i regionale selskaber, men de metersporede strækninger blev samlet i selskabet ”Ferrocarril Nacional General Belgrano”. (Præsident Perón var oprindeligt oberst af fodfolket og fik de nye jernbaneselskaber opkaldt efter berømte argentinske generaler.)

Godsoperatøren ”Belgrano Cargas” har bevaret navnet og kører stadig på det store metersporede net. Vi har mødt selskabets tog i Tucumán, Salta og Cordoba.

Fra Belgrano-banegården her i Buenos Aires går metersporet til Rosario og videre ud i landet, men persontrafikken er i dag udpræget nærtrafik, og den er intensiv: 90 afgange i døgnet! De fleste tog kører kun til Del Viso, 48 km ude ad strækningen, men et tog i timen kører seks km længere og har endestation i Villa Rosa,

Operatøren er Ferrovias S. A. C. - et privat selskab, der modtager statsstøtte mod at holde billetpriserne nede.

Her er et par skud af "el Rojito", som toget kaldes. Navnet kan oversættes til "Det lille Røde"

[image]

Tog klar til afgang fra Belgrano-banegården.

[image]

Omløb i Del Viso - jeg tager videre til Villa Rosa

[image]

Vi er ankommet til Villa Rosa, og lokomotivet er afkoblet.

Metersporsnetter i Argentina strækker sig først og fremmest fra Buenos Aires mod nordvest, men der findes også et par strækninger med retning mod vest-sydvest. Deres har deres egen lille endestation syd for centrum, og den hedder simpelt hen ”Buenos Aires”!

Da strækningerne er metersporede, indgik de i ”Ferrocarril Nacional General Belgrano” fra 1948, men da jeg besøgte banen, blev den drevet af en selvstændig operatør ved navn ”Linea Belgrano Sur”, forkortet LBS.

Der er tale om en gaffellinie med endestationer i Gonzales Catán og i Los Marineros del Crucero General Belgrano. I begge tilfælde er strækningen blevet afkortet, men jeg har ikke undersøgt, hvor den oprindeligt endte.

Igen er der tale om en ret intensiv nærtrafik: 43 tog i døgnet til Gonzales Gatán og 24 til Los Marineros. Jeg var en tur ude til sidstnævnte station.

[image]

Tog under indkørsel til Buenos Aires - altså stationen

[image]

Endestationen ”Los Marineros del Crucero General Belgrano”. Lokomotivet er løbet om.

[image]

Endnu et skud fra stationen Buenos Aires

Nu skal forum her nok slippe for flere fotos af metersporet nærtrafik.

Den statelige banegård ”Constitución” i Buenos Aires er udgangspunkt for strækningerne mod syd og sydvest, som i 1948 blev samlet i selskabet ”Ferrocarril Nacional General Roca”. I dag hedder operatøren Linea General Roca, forkortet LGR, men spørg mig ikke om, hvem der ejer dette selskab.

General Roca-nettet syd for Buenos Aires er bredsporet, og noget af det er elektrificeret, men jeg har desværre overhovedet ikke fået kørt på det. Desuden afgår der i dag fjerntog til Bahía Blanca fire gange om ugen. (Der var vistnok hér man indsatte de spanske TALGO-enheder, som blev omtalt i den første Argentina-tråd.)

Jeg forsøgte i april 2013 at tage toget på General Roca-nettets sydligste strækning fra San Carlos de Bariloche til Viedma, men en lakonisk håndskrevet meddelelse på stationens dør meddelte, at persontrafikken var indstillet ”indtil videre”. Her i 2015 kører operatøren ”Tren Patagonico” turisttog på denne strækning.

Ferrocarril Nacional General Roca var også ansvarlig for nogle isolerede baner endnu længere sydpå, men de er forlængst nedlagt.

Jeg kan vise to billeder af tog, der afgår fra Constitución-banegården i Buenos Aires:

[image]

Disse Toshiba EMUs på Roca-linierne erstattes nu af kinesiske CRRC EMUs: http://www.railwaygazette.com/news/passenger/single-view/view/crrc-to-supply-200-roca-e... .

M.v.h.
Niels

Her er et par billeder af TBA-nærtrafiktog på vej til banegården Once i Buenos Aires. Den hedder strengt taget ”Once de Septiembre” - ”Den 11. september” - og er opkaldt efter revolten den 11. september 1852, hvor Buenos Aires løsrev sig fra resten af Argentina. Landet blev først forenet igen ti år senere.

Ved nationaliseringen i 1948 blev strækningerne fra Buenos Aires mod vest-sydvest samlet i selskabet ”Ferrocarril Nacional Domingo Faustino Sarmiento” med endestation i Once.

[image]

Jeg håber ikke, at de, som har fulgt tråden hertil, føler sig alt for desorienterede?

Argentina har haft Sydamerikas mest moderne og veludbyggede jernbanenet, og dets historie er indviklet. Jeg har taget udgangspunkt i nationaliseringen i 1948, men meget er sket siden da.

Operatører har skiftet navn og ejerskab, som vi andre skifter skjorte. På nogle strækninger har trafikken været indstillet, derefter genoptaget, for så blot at blive nedlagt igen. Staten har til tider grebet ind til fordel for jernbanerne, og i dag giver den tilskud for at holde billetprisen på fjerntog så lav, at alt er udsolgt flere uger, før toget kører. Men sommetider har den argentinske regering skåret ind til benet, og det statslige ”paraplyselskab” for landets jernbaner - Ferrocarriles Argentinos - blev nedlagt tilbage i 1993, men er øjensynligt genopstået her i 2015!

Vi slutter Buenos Aires af for nu. Jeg har ingen billeder fra San Martin-banen, og jeg har ikke besøgt Estación Federico Lacroze - endestationen for det normalsporede Ferrocarril Nacional General Urquiza-net.

Jeg har kørt med ”Subte” - metroen i Buenos Aires - og med nærtrafiktog fra Retiro til Tigre, men fik ikke taget fotos.

Sporvognen i havnekvarteret, som jeg omtalte i en tidligere tråd er blevet nedlagt igen.

Efter den hektiske storby trænger vi vist til at slappe af i landlige omgivelser. Vi tager vi så langt sydpå, som vi næsten kan komme, og besøger den jernbane, som bengt har bragt et par billeder fra.

Sydspidsen af Sydamerika - Patagonien - blev først ”civiliseret” i anden halvdel af 1800-tallet. Den oprindelige befolkning blev nedkæmpet, og i 1884 blev grænsen mellem Chile og Argentina fastlagt ved en traktat.

Allersydligst ligger Ildlandet, og her vil vi besøge Verdens sydligste jernbane. Men først skal vi krydse Magellan-strædet. Tre færger sejler i pendulfart fra Punta Delgada til Bahía Azul, hvor strædet er smallest.

[image]

Færgen ”Fueguino” ligger klar til at tage vores bus ombord

[image]

Vi møder færgen ”Patagonia”

Vi er nu på Isla Grande, den største ø i Ildlandet, for at besøge Verdens sydligste by Ushuaia. I 1902 oprettede argentinerne et fængsel for særligt farlige forbrydere her. Dels gav det mulighed for at vise flaget, dels ville fangerne ikke have mange chancer for at nå tilbage til civilisationen, hvis de prøvede at flygte.

Fangerne skulle sættes i arbejde med at bryde sten og fælde skov, og for at transportere dem ud til arbejdsområdet vest for byen og fragte deres produkter tilbage, begyndte man at anlægge en primitiv jernbane med spor af træ.

I 1910 gik man over til almindeligt 600 mm-spor og anskaffede damplokomotiver og fladvogne. Strækningen nåede en længde på en 16-17 km, og der fandtes forskellige sidespor. Fængslet lukkede i 1947, men det er omdannet til et interessant museum. Det sidste tog på banen kørte omkring 1952.

I vore dage er Ushuaia et centrum for turisme, og i 1994 genetablerede man de yderste syv kilometer af fængselsbanen som turistattraktion. Jeg har behandlet den mere indgående i Jydsk Model Jernbane Klubs blad TOG 60, og vil her blot bemærke, at man er gået ned i sporvidde til kun 500 mm, og næsten alt materiel er nybygget.

[image]

Damplokomotiv No. 2 (Orenstein & Koppel) fra den oprindelige bane er bevaret og opstillet ved fængslet. Den særlige personvogn blev bygget lokalt, fordi man ventede besøg af præsident Perón engang i 40'erne, men han dukkede aldrig op. Alle billeder er taget den 11. april 2012

[image]

Lokomotivet ”Camila” (bygget af Winson Engineering, England, 1994) rangerer på ”hovedbanegården”

[image]

Diesellokomotivet ”Tierra del Fuego” (bygget af Girdlestone Rail, Sydafrika, 1999)

[image]

Vores tog fremføres af lokomotivet ”Ing. H. R. Zubieta” (bygget af Girdlestone Rail, Sydafrika, 2006) Her er vi ankommet til endestationen

[image]

Banen er naturligvis enkeltsporet, men der findes en krydsningsstation: ”Cascada de la Macarena”

Du behøver ikke at bekymre dig om du keder os eller ej. Det er vanvittigt spændende at læse og se billeder fra Argentina - også gerne lidt om prisniveau og hvordan man kommer rundt i landet med de mange banestumper.

Klø endelig på.

:-)

Tak for de rosende ord. Hvis nogen nu får lyst til at besøge Argentina, ville det glæde mig. Jeg har altid syntes, at man som togtosse har en slags udgangspunkt, når man besøger et fremmed land, men jeg må indrømme, at jernbanerne i Sydamerika ikke er, hvad de har været.

Det er fly og busser, som dominerer i dag. Jeg har ingen erfaring med indenrigsflyvning i Argentina, men der findes i alle byer en eller flere busterminaler, hvor de forskellige selskaber har et billetkontor. Destinationerne er vist på skilte, og sommetider er billetprisen angivet, men det skal man springe op og falde ned på. Man må hen og spørge. Hvis man ikke taler spansk, vil mange argentinere forsøge sig med engelsk.

For at komme fra Ushuaia til El Bolson - det næste mål - betalte jeg omkring 700 kr for godt 2000 km - og turen tog mere end et døgn. Det er 2012-priser, og de kan have ændret sig.

Busserne i Argentina er moderne, og her har jeg skudt én under en pause om natten på vej mellem Mendoza og Tucumán:

[image]

Vi haster tilbage i bus til mere beboede egne. Patagonien er øde - her er enkelte fårefarme, men ellers ser jeg ræve, vilde lamaer, flamingoer og nanduer, en slags strudse. På et tidspunkt indhenter vores bus en flok, chaufføren sænker farten, og dyrene deler sig i to grupper, en i hver side af vejen. Og så er der flokkens dummepeter, som ikke kan beslutte sig og bener afsted foran os...

Vi skal op og besøge den berømte 750 mm-bane ”La Trochita”. Peter Wiese har i en anden tråd berettet om banen og vist flotte billeder. Jeg kan måske supplere en smule:

Da jeg besøgte banen i april 2012, var der ordinær veterantogsdrift om lørdagen på to delstrækninger: Fra den sydlige endestation ved byen Esquel til Nahuel Pan, og fra byen El Maitén - hvor banens værksteder ligger - mod syd til Desvio Thomae.

Sporet ejes af den argentinske stat, men provinsen Chubut står for driften, og det kan øjensynligt godt løbe rundt, for banen ligger i et velbesøgt turistområde. Billetterne koster omkring 130 kr for udlændinge, mens voksne argentinere slipper med 70.

Desværre blev min tur fra Esquel til Nahuel Pan afbrudt på grund af vejrforholdene! Nogle kilometer fra Esquel passerer banen tværs over en dal, der virker som en vindtunnel. Hvis blæsten er for kraftig, må turen aflyses, for en gang blæste taget af en vogn på dette sted.

Vores tog stoppede, og to mand løb frem med en vindmåler. Desværre var grænseværdien overskredet, så vi måtte bakke hele vejen tilbage, og billetterne blev refunderet.

Her er lidt fotos fra Esquel:

[image]

No. 4 - en af banens Baldwin-maskiner - er trækkraft på dagens tog. Her nærmer det sig endestationen.

[image]

Toget er populært til familieudflugter - og mange vil gerne foreviges foran maskinen

[image]

Det lille maskindepot i Esquel

[image]

Afgang fra Esquel. Herren, der fotograferer på kloshold, syntes åbenbart, at hans motorcykel skulle med på mit billede

Der skulle have stået ”Esquel” i overskriften på det seneste indlæg i stedet for ”Ushuaia”. Beklager.

Ellers skulle vi køre en tur med veterantoget fra El Maitén til Desvio Thomae. ”La Trochita” har værksteder i El Maitén, og banens driftsbestyrer, señor Richardo Sanchez, viser mig venligt rundt. Værkstedet er veludrustet med blandt andet en drejebænk, som er stor nok til, at der kan foretages hjulafdrejninger på den.

Sr. Sanchez fortæller, at en arbejdsgruppe er ved at undersøge, om banen kan bruges til godstransport. Egnens uldproducenter er måske interesserede. Men jeg kender tilstrækkeligt til Latinamerika til at forholde mig afventende til projektet.

Her er lidt fotografier:

[image]

Morgen i El Maitén. No. 101 - en af banens Henschel-maskiner - får sat træk i fyret ved hjælp af en kompressor. Foran står undervognen fra en Baldwin-maskine.

[image]

Dagens tog er klar til afgang

[image]

Desvio Thomae ligger fuldstændig øde, og her er rigeligt plads til et trekantspor, så lokomotivet kan vendes

[image]

I Desvio Thomae findes der ikke anden bebyggelse end en moderne stationsbygning. Der er fyret op i ventesalens pejs, hvilket er en god ide, for her i april er det faktisk råkoldt udenfor. Toget er mere end halvfyldt, men næsten alle rejsende er gået ind for at varme sig.

[image]

Strækningsfoto

[image]

I El Maitén findes en større lokomotivkirkegård

[image]

”La Trochita” ligger i udkanten af en område med en del turisme. Om vinteren er Esquel et kendt skisportsted, og 200 km nord herfor er San Carlos de Bariloche centrum i en nationalpark med bjerge og søer.

Bariloche er som tidligere nævnt endestation på en strækning ud til Viedma ved kysten, men persontrafikken var midlertidigt indstillet, da jeg kom forbi. Så vi tager 950 km mod nord-nordøst som fuglen fyver og havner i Mendoza, hvor Argentina-tråden i sin tid startede.

Jeg kan bringe yderligere et par billeder fra Mendoza, og næste gang vil vi slutte af med at køre op til den chilenske grænse - i bus - men sporet fra den metersporede Trasandino-bane ligger der endnu og følger vejen mange steder.

[image]

Stationen i Bariloche - en ganske nydelig bygning - men området er er heller ikke blandt de fattigste i Argentina.

[image]

Den ene endestation for nærbanen i Mendoza findes på byens gamle hovedbanegård, hvor man har bevaret signalbroen for udkørsel mod syd.

[image]

Endestationen Guiterrez ligger 12,5 km ude i den sydøstlige del af Mendoza. Banens maskindepot ligger her, men jeg nåede ikke at få taget et foto af det

[image]

Strækningen fortsætter efter Guiterrez. Såvidt jeg kan se, er der tale om den gamle hovedlinie til Buenos Aires. Der er højrekørsel på nærbanen, og toget skifter må spor.

"Metro Report International" 13 May 2019:

"Mendoza light rail line extended
ARGENTINA: Governor Alfredo Cornejo inaugurated the first extension of Mendoza’s light rail line on May 6."

Og stadig med Siemens-Düwag U2 light rail materiel købt brugt fra San Diego.

Se hele meddelelsen her: https://www.metro-report.com/news/news-by-region/cs-america/single-view/view/mendoza-li... .

M.v.h.
Niels

Den vigtigste vej gennem Andesbjergene mellem Chile og Argentina ender i Mendoza.

Under befrielseskrigene med Spanien led de chilenske oprørere et større nederlag ved Rancagua i 1814, og deres chef, Bernardo O'Higgins, besluttede at trække sig tilbage og reorganisere i ly af bjergene. Det foregik her i Mendoza, hvor en større park med et mindesmærke markerer begivenhederne. Da O'Higgins mente at være militært stærk nok, returnerede han til Chile, og denne gang lykkedes det ham at besejre de spanske loyalister.

En del af O'Higgins' styrke marcherede og red på heste og muldyr ad den vej, som vi skal tage i dag. Jeg synes passende vi kan afslutte tråden ved den chilenske grænse.

Vejen følger mange steder ”El Trasandino” - metersporsbanen, som blev åbnet i 1910. Spor, broer, sneværn, bygninger og andre levn ligger endnu og forvitrer. Trafikken ophørte i 1984, men når man ved grænsen møder lastbilkøer på tre kilometers længde, kan man få den tanke, at ”El Trasandino” godt kunne have overlevet. Som tidligere nævnt skulle den argentinske godstogsoperatør ”Belgrano Cargas” være interesseret i en genåbning, men det bliver ikke billigere med tiden...

Vores bus kører nu, og vi vil forlade Argentina. Måske kan vi tage en virtuel rundtur i Chile ved lejlighed?

[image]