Angående Argentina II (Generelt)
God eftermiddag til alle i forum
Jeg har fået skannet lidt billeder og kan genoptage tråden om jernbanerne i Argentina. Men først en ”disclaimer” - som det vist hedder på moderne dansk: Vi ser på jernbaner i Verdens ottende største land, men jeg har langtfra besøgt alt, der er værd at se, og jeg har ikke engang fotos af alt, hvad jeg har set.
Kort sagt: Det her er ikke ”Togtossens Totale Guide til Argentina”.
Desuden er der rod i kronologien, for den tidligere tråd rummede billeder fra april 2013, hvor jeg havde anskaffet et digitalkamera, mens de skannede fotografier i det følgende stammer fra august 2011.
Endelig er jeg langtfra ekspert i argentinske jernbaner, Jeg ved betydeligt mere om banerne i Chile, men dem kan vi måske tage en anden gang?
Da tråden blev afbrudt, stod vi på Retiro-banegården i den nordlige del af centrum i Buenos Aires. Navnet ”Retiro” dækker egentlig over tre stationer på rad og række: Mitre (bredspor), som vi ankom til i slutningen af den sidste tråd, Belgrano (meterspor) og San Martin (bredspor). Nord for komplekset ligger en større busterminal og syd for det et lille jernbanemuseum.
Fjerntogene afgår fra Mitre, men trafikken er beskeden. To ugentlige tog til Cordoba, to til Tucumán og et enkelt dagligt tog til Rosario.
Det daglige tog til Rosario afgår den 2/8 2011. Operatøren TBA - Trenes de Buenos Aires - var et privat selskab, som blev frataget alle koncessioner efter ulykken ved Once-banegården den 22. februar 2012. På grund af svigtende bremser kørte et fyldt nærtrafiktog ind i en stopbom med så høj hastighed, at 51 mennesker omkom.
Vi kigger nu lidt på jernbanemuseet. Udenfor står dette lokomotiv, nr 658 fra ”Ferrocarril Nacional General Urquiza”. I 1948 nationaliserede præsident Juan Perón Argentinas jernbaner. (Ja, det var ham, som var gift med ”Evita”) De blev inddelt i selskaber, og ”Urquiza” dækkede området nord for Buenos Aires. Helt oppe ved grænsen til Paraguay fandtes et 600 mm-jernbanenet, og maskinen stammer herfra.
På museet findes forskellige modeller og fotografier. Englænderne finansierede og ledede anlægsarbejdet på mange jernbaner i Argentina, og leverede også damplokomotiver. Her ser vi en model i 1:10 af klasse 12E - vistnok bygget af Vulcan Foundry i 1926. Den er nummereret og bemalet som tilhørende ”Ferrocarril Nacional General Roca” - et af Peróns statslige selskaber. (beklager genskinnet i vitrinen).
Dette dieselelektriske dobbeltlokomotiv blev bygget i Argentina i 1951. Præsident Perón ønskede, at det skulle være landets nye standardlokomotiv, men han blev væltet i 1955, og de to eneste eksemplarer blev udrangeret allerede i 1961 på grund af reservedelsmangel. Et bemærkelsesværdigt ydre design, og læg også mærke til de firakslede trucks.