DSB damplokomotiver
DSB Litra AS
201 - 204
(Retur til oversigt)Efter indlemmelsen i Statsbanernes lokomotivpark i 1890erne fik As-maskinerne nye arbejdsopgaver. Blandt andet som rangerlokomotiver, men også som strækningslokomotiver på mindre sjællandske sidebaner.
Som følge af den eksplosive vækst i passagerantallet på Klampenborgbanen efter åbningen i 1863 besluttede det private Sjællandske Jernbaneselskab at få bygget fire damplokomotiver hos Maschinenfabrik Esslingen til netop denne jernbanestrækning, der især var søgt i sommermånederne i forbindelse med Dyrehavsbakkens sommersæson. Også efter statens overtagelse af de sjællandske strækninger i 1880 kom maskinerne til at køre på Klampenborgbanen. Først i forbindelse med Kystbanens ibrugtagning i 1897 blev der udviklet en helt ny lokomotivtype, litra O, som ved indsættelsen omkring århundredeskiftet fik trængt As-maskinerne væk fra Klampenborgbanen.
Efter indsættelsen af O-maskinerne blev As-maskinerne dels anvendt ved rangering på stationerne Frederiksberg og Nørrebro, hvor der dels var rangering med mælkevogne samt stykgodsvogne til mindre industrivirksomheder. I 1905-06 fik maskinerne nye kedler med ikke-forhøjet fyrkasse, domen flyttet frem på rundkedlen, sandkassen kort bag ved skorstenen, 2 stk. Naylor-sikkerhedsventiler på fyrkassen, rund udelt røgkammerdør og delvis lukkede sider i førerhuset.
I perioden fra 1902 til 1917 var også stationeret AS-maskiner ved maskindepotet i Skælskør, hvor de varetog driften på den lille sidebane mellem Skælskør og Dalmose. Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 kunne man også møde As-maskinerne i Roskilde, hvor de stod for rangeringen indtil de omkring 1917 blev afløst af F-maskiner.
I de sidste mange år kørte lokomotiverne også fast på banen mellem Sorø og Vedde, hvor de blev indsat fra omkring 1905. De faste maskiner var As 201 og 204, der kørte på den lille sidestrækning frem til 1928. I efteråret 1928 indgik As 204 til Centralværkstedet i København for reparation, men her kunne man konstatere at maskinen var for nedslidt til at en reparation ville være økonomisk forsvarlig. Det besluttedes derfor at hensætte maskinen og i september 1929 udrangeredes lokomotivet. Året 1929 blev også As-maskinernes sidste år hos Statsbanerne. Allerede i 1921 var de første to As-maskiner blevet udrangeret og i 1929 fulgte så de to sidste lokomotiver. Efter udrangeringerne blev maskinerne ophugget. Der er derfor ikke bevaret nogle As-maskiner.
(LC)
Længde:
7,815 m.
Tjenestevægt:
31,1 tons
Tomvægt:
25,9 tons
Tendervægt:
Kedeltryk:
9 atm
Drivhjulsdiam.:
1,524 m.
Kul:
0,7 tons
Vand:
2,6 m³
Hastighed:
70 km/h
Antal:
4 stk.
Tegning | Nummer | Fabrikat | År | Noter |
AS 201 | Esslingen | 1876 | Omlitreret 1893 fra SJS A 1. 1 distrikt 1896-1900. Ny kedel 1906. 5 kreds 1910-15. 1 distrikt 1918. Sorø 1919-20. Sorø 1926-27. Udstillet på Kh 1928. Udrangeret 1929. | |
AS 202 | Esslingen | 1876 | Omlitreret 1893 fra SJS A 2. 1 distrikt 1896-1900. Ny kedel 1905/06. 5 kreds 1910-15. 1 distrikt 1918-19. Skadet 17/1-19. ved rangeruheld i Sorø. Udrangeret og ophugget 1921. | |
AS 203 | Esslingen | 1876 | Omlitreret 1893 fra SJS A 3. 1 distrikt 1896-1900. Ny kedel 1905/06. 5 kreds 1910-15. Udrangeret 1917. | |
AS 204 | Esslingen | 1877 | Omlitreret 1893 fra SJS A 4. 1 distrikt 1896-1900. Ny kedel 1905/06. 5 kreds 1910-15. 1 distrikt 1918-29. Sorø 1926-28. Indgået til rep. på Cvk Kh efterår 1928. Konstateret nedslidt og derfor hensat. Udrangeret september 1929. |