Den sabotageaktion, der lidt over midnat torsdag den 19. oktober 1944 blev udført mod maskindepotet på Københavns Godsbanegård er en af de aktioner, som modstandsbevægelsen udførte mod jernbanerne, der er gået over historien. Det skyldes ikke mindst, at det lykkedes at køre adskillige lokomotiver i skydebrograve og i en drejeskivegrav. Men hvad var det egentlig der skete den oktober-nat i 1944? Det er det der i det følgende vil blive beskrevet ved hjælp af de forhør, som blev foretaget af overordnet DSB-personale i dagene umiddelbart efter aktionen. Men inden da, så lad os se nærmere på de begivenheder der skete forud for aktionen i København.

Den 29. august 1943 havde de danske politikere nedlagt deres hverv og landet blev herefter ledet af departementschefer i de forskellige ministerier. I løbet af sommeren og begyndelsen af efteråret 1944 havde der overalt i landet været adskillige folkestrejker mod den tyske besættelsesmagt, hvor befolkningen - herunder i visse tilfælde også jernbanefolk - havde nedlagt arbejdet. Disse demonstrationer blev yderligere tilspidset ved, at den tyske besættelsesmagt blandt andet indførte udgangsforbud. I København fik man i begyndelsen af sommeren 1944 besøg af Schalburgkorpset (danske frivillige soldater i tysk tjeneste), der var hjemme på orlov fra østfronten. Befolkningens "varme velkomst" til de tyske soldater betød, at besættelsesmagten fra den 25. juni indførte udgangsforbud mellem kl. 20 og 05. Dette skridt betød, at københavnerne nedlagde arbejdet, hvorfor byen af tyskerne - som et modtræk - blev afspærret fra det øvrige land. Først den 5. juli blev arbejdet genoptaget, hvilket også gjaldt de DSB-ansatte der havde nedlagt arbejdet i slutningen af juni måned. Også andre steder i landet kom det til konfrontationer mellem befolkningen og tyskerne. I Sønderjylland nedlagde lokomotiv- og stationspersonalet arbejdet den 15. og 16. september 1944, da det blev offentligt kendt, at 197 sabotører, der sad interneret i Frøslev-lejren, skulle sendes til koncentrationslejre i Tyskland. Arbejdet blev dog hurtigt genoptaget efter at generaldirektoratet udsendte en meddelelse om, at gestapochef Meyer havde oplyst, at der ville blive skredet voldsomt ind, hvis arbejdet ikke blev genoptaget. Få dage senere blev ca. 2000 politibetjente indfanget og sendt til tyske koncentrationslejre og den 7. oktober afsporedes et tysk tog ved Hjordkær i Sønderjylland, hvor flere tyske soldater mistede livet. Dagen efter oplystes det fra tysk side, at alle tyske transporter med jernbanerne fremover medførte tilfangetagne danske sabotører. Samme dag som den meddelelse udsendtes sprængte den tyske gruppe, Brøndum-banden, en bombe i Tog 25 (vogn AC 26) trukket af E 969 kort efter at toget er afgået fra Hobro.

Stemningen mod den tyske besættelsesmagt i oktober 1944 var negativt stemt i brede kredse af befolkningen og det gjaldt også torsdag den 19. oktober 1944 kl. 00:52, da telefonen ringede på et af kontorerne i Godsbanegårdens remise i København. En person har foretaget et opkald til Central 400, Lokal 857. Lokomotivmesteren, der befinder sig i lokalet, tager telefonen. Personen i den modsatte ende af røret stiller spørgsmålet: " Er det værkmesteren", hvilket lokomotivmesteren benægter og nævner, at det er lokomotivmesteren, der har taget telefonen. Derefter bliver det kort meddelt fra opringeren, at "Alle skal forlade Remisen fra Kl. 1 til 2, og der maa i dette Tidsrum ikke køre Maskiner til eller fra Remisen. Hvis dette ikke efterkommes, vil der blive skudt paa de paagældende. De maa ikke ringe nogen Steder hen om dette. Hvis De gør det, er det forbi med Dem". Lokomotivmesteren, der netop har modtaget den noget overraskende meddelelse udtaler: " Det vil jeg høre en gang til; vil det sige vi skal gaa i Tilflugtsrum?". Meddelelsen bliver herefter gentaget med den ekstra tilføjelse, at de to vinduer i lokomotivmesterkontoret er under observation. Opringeren afbryder forbindelsen og nu får lokomotivmesteren for alvor travlt.

Som det første aktiverer lokomotivmesteren tudehornene i remisen, således at de ansatte i remisen og opholdsbygningen er klar over, at de skal søge i beskyttelsesrum så hurtigt som muligt. Herefter telefonerer han til drejeskivemanden, der dog nægtede at forlade sin plads. Næste opkald var til den tilsynsførende maskiningeniør, der får overbragt nyheden. Han anmoder om at blive ringet op, når klokken har passeret 02. Lokomotivmesterens sidste opkald er til togkontoret, hvortil han kort meddeler, at ingen lokomotiver måtte køre til eller fra remisen i tidsrummet mellem kl. 01 og 02, da personalet er gået i tilflugtsrum.



Efter telefonopkaldene var urets visere faretruende nær 1-tallet, men lokomotivmesteren foretog en meget kort inspektion af remisen og opholdsbygningen for at sikre sig, at ingen personer befandt sig disse steder. Ved inspektionen viste det sig, at enkelte ansatte ikke havde søgt tilflugtsrum, hvorfor de blev beordret derhen. Klokken var nu tre til fire minutter over et. Herefter løb lokomotivmesteren over til beskyttelsesrummene og på vej derover mødte han to vagtmænd, der af revolvermænd var blevet truet væk fra deres post ved drejeskiverne og remisens østre porte. Herefter forsvandt alle tre ind i tilflugtsrummet.

Mens lokomotivmesteren var i gang med at foretage de føromtalte opkald opholdt to vagtmænd sig ved Post 1 nær drejeskiverne. De havde netop forladt vagtbygningen og afløst deres to kollegaer for de næste to timer, da de blev påråbt af nogle personer på den anden side af hegnet, der gjorde opmærksom på, at "nu springer det snart". De gik nu nærmere hegnet for at se hvem der råbte dem an, da tre til fire maskinpistoler blev stukket ind mellem stakittets tremmer. Opfordringen om, at søge tilflugtsrum blev nu gentaget og de to vagtmænd skyndte sig gennem den østlige låge i hegnet og ud til sabotørerne for at komme hen til vagtbygningen. Vel ankommet hertil ringede man på klokken ind til vagtbygningen. I vagtbygningen befandt deres vagtleder og en anden vagtmand sig, som de gerne ville have med hen til centralværkstedets tilflugtsrum. Den vagtmand, som befandt sig inde i bygningen, gik ud for at se hvem der ringede på. Da han kunne se, at der stod en del mennesker udenfor hentede han vagtlederen. Inden vagtlederen gik med ud blev to udendørs lys tændt og sabotørerne skyndte sig at beordre de to vagtmænd hen i beskyttelsesrummet og de løb herefter over til beskyttelsesrummet nær marketenderiet, hvor de mødte lokomotivmesteren. Da lederen og vagtmanden kort efter kom ud af vagtbygningen blev der på dansk råbt "Stands, eller vi Skyder". Hvorefter en maskinpistol blev stukket ind mellem tremmerne. Herefter fik lederen og vagtmanden besked på, at gå ind i vagtbygningen igen og forblive der. Ved det efterfølgende forhør mente såvel vagtlederen, som den vagt der befandt sig i vagtbygningen, at den mand som holdt maskinpistolen var iført en grøn tysk uniform og stålhjelm. Vagtlederen anslog, at der nok var otte mand, mens de to vagtmænd der blev passet op ved drejeskiverne mente at der måtte være mellem syv og ti mand, ligesom de hævdede at sabotørerne havde været klædt i civil og med tørklæder/masker for ansigterne.

Da lokomotivmesteren og de to vagtmænd som de sidste var nået ned i beskyttelsesrummene ved marketenderiet kunne de og det øvrige personale, der var forsamlet hernede høre nogle mærkelige bump fra remisen. Klokken 02 beordrede lokomotivmesteren, at man forlod beskyttelsesrummet og oppe af rummet kunne han konstatere, at det var gået voldsomt for sig. Flere lokomotiver var blevet kørt i skydebro- og drejeskivegravene.



I skydebrograv 1 fandt man lokomotiverne D 830, D 833 og D 827. I skydebrograv 2 var det gået ud over rangerlokomotivet F 487 og P 905, mens man i skydebrograv 3 fandt O 326, S 730, C 708, C 706 og C 705. Udenfor var E 982 og S 728 endt i vestre drejeskivegrav. Desuden var D 837 ved skydebro 1 kørt ind i G 611. Ved dette sammenstød var G-maskinen blevet trykket ind i en brændevogn og en kompressor tilhørende banetjenesten. Ved sabotageaktionen var omkring 25 lokomotiver enten blevet skadet eller spærret inde.

Det varede ikke langt tid førend den tyske besættelsesmagt havde fået nys om aktionen. En remisearbejder havde netop genoptaget sit arbejde på Afdeling D, da han kl. ca. 02:15 så ti tyske soldater med en befalingsmand i spidsen komme gående på adgangsvejen. På tysk forlangte de at komme ind af lågen i stakittet, men remisearbejderen henviste dem til den normale hovedindgang ved marketenderiet. Et øjeblik efter var de tyske soldater kommet ind gennem en dør i remisens søndre side til remisearbejderens store overraskelse. Det viste sig dog, at en ekstraarbejder havde henvist de tyske soldater til at benytte den almindelige indgang til remisen. årsagen til besættelsesmagtens hurtige ankomst skyldtes, at en af arbejderne i remisen kort efter klokken 02 anonymt havde ringet til tyskerne og oplyst om sabotageaktionen. Manden havde dog nægtet at opgive sit navn eller afvente tyskernes ankomst. I løbet af 10-15 minutter inspicerede tyskerne resultatet af aktionen, og her havde nogle af de danske arbejdere bemærket, at en tysker - på tysk - havde sagt, at det var et fint arbejde, der var foretaget. Herefter forlod de remisen af samme vej, som de var kommet.

Rygtet om tyskernes ankomst havde hurtigt spredt sig, og de to vagtmænd, der var blevet passet op ved drejeskiverne, da sabotageaktionen gik i gang, skyndte sig over i remisegangen og omklædningsrummet indtil tyskerne atter havde forladt stedet. Herefter havde de genoptaget deres vagt ved drejeskiverne.

Efter sabotageaktionen kontaktede lokomotivmesteren atter maskiningeniøren og togkontoret og der aftaltes, at der ikke skulle sendes maskiner til remisen indtil kl. 03, således at hjælpevognen kunne få uhindret adgang. Samtidig " beordrede [han] Ilden kastet ud af de Maskiner, der stod saaledes, at Fyrkassen kunne tænkes at være blottet. Da Fyrmændene m.v. efter Kl. 2 ytrede Betænkelighed ved at gaa i Arbejde, før det var undersøgt om der laa Bomber eller var Risiko for Beskydning, bad [han] telefonisk Vagtstyrken i Vagtlokalet ved Centralværkstedets Administrationsbygning om at efterse Remisen. Eftersynet blev foretaget af 6 Mand af denne Styrke. Da der ingen Fare var at øjne, gik Remisepersonalet i Arbejde.".



Herefter gik man straks i gang med at rydde op efter aktionen, hvilket man også fortsatte med efter at det var begyndt at lysne. Her kunne man blandt andet se, at den ene drejeskive - hvor E 982 - var blevet kørt ned havde fået beskadiget en del af dækspladerne. Tenderen var nemlig blevet kørt ned i drejeskivegraven, hvorved " Trucktøjet til Palerne blev beskadiget. Ligesom den elektriske Installation til Motorerne ødelagdes". Først om fredagen - den 20. oktober - ved 10-tiden var E 982´s tender blevet taget op af drejeskivegraven og drejeskiven nødtørftigt sat i stand, således at man ved hjælp af håndspillet kunne anvende drejeskiven. Inde i remisen var en del af gulvene i skydebrogravene blevet ødelagte. I løbet af dagen den 19. oktober 1944 blev der af Statsbanerne foretaget en række afhøringer og disse blev senere sendt videre til Stats-Brandforsikringen, der skulle vurdere om DSB skulle have erstatning for de ødelæggelser, som sabotageaktionen havde medført. En del af regningen for reparationerne blev dog også efterfølgende godtgjort af Stats-Brandforsikringen.

I årene efter befrielsen den 5. maj 1945 er det fra forskellig side blevet hævdet, at sabotørerne ikke kan have handlet på egen hånd, men må have haft hjælp fra personer der havde forstand på at betjene damplokomotiver, altså DSB-personale. Om den her gengivne version af hændelserne også er den korrekte version er ikke sikker. Man må huske på, at forhørene blev foretaget i oktober 1944, hvor Danmark stadig var besat af Tyskland. Der kan derfor være personer, som bevidst har tilbageholdt nogle oplysninger af hensyn til egen eller andres sikkerhed. Men den gengivne historie er den officielle, som man hos Statsbanerne godtog i efteråret 1944.