Her har jeg fremfundet de oplysninger, jeg har leveret til Tyskland, men det er - som tidligere skrevet - ikke togets historie, kun en bid deraf. Der er givetvis fejl i mine oplysninger med hensyn til de udenlandske forhold, for oplysningerne er alene baseret på dansk avisomtale:

Europa-Toget

Europa-Toget var udsendt af De forenede Staters regering i samarbejde med den europæiske samarbejdsorganisation OEEC.

Togets leder var den danske journalist, redaktør Bent Demer, den næstkommanderende var nordmanden Aug. Acker. Resten af togets personale var hovedsageligt franskmænd.

Europa-Toget var skabt gennem europæisk samarbejde – til styrkelse af europæisk samarbejde. Bent Demer understregede, at dets opgave var at slå til lyd for europæisk samarbejde på såvel økonomiske, kulturelle og videnskabelige områder. Det udsendtes under sanktion af de forskellige landes regeringer, organisationen for europæisk og økonomisk samarbejde (OEEC) og USA's regering.

Toget startede den 20. april 1951 i München under overværelse af den amerikanske højkommissær i Tyskland, John McCloy, og havde siden gjort ophold i 16 vesttyske byer, hvor det var blevet besøgt af 650.000 mennesker. I Vest-Berlin, hvortil toget blev trukket med plomberede vogne gennem den russiske zone, havde ikke færre end ¾ mio. mennesker set udstillingen i toget. Inden ankomsten til København havde toget været i Oslo.

I København blev Europa-Toget opstillet ved en interimistisk perron foran Østerport Station. Om formiddagen lørdag den 15. september 1951 klokken 10.30 blev toget officielt modtaget ved en højtidelighed med taler af Københavns overborgmester H. P. Sørensen og den danske indenrigsminister Aksel Møller. Den amerikanske ambassadør, mrs. Eugenie Anderson talte på FN's og OEEC's vegne.

Toget var bygget i Tyskland, udstyret i Storbritannien og Frankrig og forsynet med moderne teknik fra USA. Tegnere, forfattere, fotografer og teknikere fra 12 lande havde bidraget til togets udstyr.

Togets syv vogne i toget var oprindeligt tyske D-tog-vogne, som blev delvist ødelagt under krigen. De lejedes senere af ECA, som førte dem til Paris, hvor de blev repareret og indrettet til brug i Europa-Toget. Dette skete under medvirken af repræsentanter for 17 europæiske lande.

Af togets syv vogne var de fem udstillingsvogne. Her vistes det europæiske samarbejdes historie og den tvingende nødvendighed af at udvide det. Der blev givet en oversigt over Europas råstofkilder, OEEC's styrelse, de kulturelle forskelligheder mellem USA og Canada på den ene side og de vesteuropæiske stater på den anden side. I toget fik de besøgende lejlighed til i en usædvanlig form at gøre sig bekendt med et omfattende oplysningsmateriale om det europæiske samarbejdes betydning på alle områder, økonomisk, kulturelt, videnskabeligt osv. Det skete i form af billeder, grafiske fremstillinger, modeller, film osv. I en af vognene var der en lille biograf, hvor man kunne slange sig på Dunlopillo og se eksempler på samarbejdet.

Der var udvist stor mekanisk opfindsomhed i bestræbelserne på at give de krævende opgaver en allegorisk fremstilling. De besøgende kunne ved tryk på en knap få bevægelige modeller til at arbejde. Overraskende lyseffekter, spejle, der virkelig var spejle på den ene side og gennemsigtige på den anden og meget andet var taget i brug for at anskueliggøre betydningen af det fælles virke. Efter dansk smag måske lidt for mange slagord og lyseffekter. Men det var i hvert fald virkningsfuldt, og det var meningen.

Også togets udvendige sider var taget i brug for agitationen for samarbejde, genopbygning og udvidelse af produktionen. Udvendigt var der små telefonbokse, hvor man i "Europa-Telefonen" kunne høre kendte danske politikere og erhvervsfolk fremsætte korte udtalelser om en række spørgsmål, der var vigtige i forhold til det europæiske samarbejde. Desuden var der et mester Jakel-teater.

Toget havde den blå farve ("knaldblå") til fælles med "Les trains bleus", og dette var ikke tilfældigt. Den mand i udstillingstoget, som varetog den jernbanemæssige side af sagen, var monsieur René Bartolotti, der før krigen fra sit domicil i Calais dirigerede de "blå tog" med luksuspassagerer gennem Europa til Azur-kysten, til Istanbul osv. M. Bartolotti måtte med et suk konstatere: "Tiden synes at være løbet fra denne form for luksus-rejser. Nu flyver folk. Nu er det arbejdets og det økonomiske samarbejdes klang, der gungrer fra det blå tog. Tiderne skifter."

Der var daglig gratis adgang til toget kl. 9-21. Udstillingen i København lukkede om aftenen onsdag den 19. september 1951. Herefter kørte toget videre til Odense, hvor det fremvistes 22-24. september og til Århus 27.-30. september. Fra Danmark kørte toget direkte til Paris, hvor dets udstilling åbnedes 12. oktober. Det gik så ud på en 2 måneders turné i Frankrig og fortsatte til Schweitz, Trieste, Italien og muligvis til Tyrkiet.

Med venlig hislen

Mrten