Vel nærmest et vrag? Løsningen (3 fotos) (Billedegætterier)
Lokomotivet er vel mere eller mindre et billede på kommunismens fald!
Ja, den symbolik kan man godt lægge i det.
Da min yndlingshustru og jeg i januar 2008 ferierede 16 dage i Cuba, havde jeg forud undersøgt, at dampdriften på de sidste sukkerbaner i landet var ophørt i 2006. Så jeg satte ikke næsen op efter "togferie".
På selve rejsen erfarede vi, at den cubanske sukkerindustri, der var landets "guld", efter Sovjetunionens kollaps også brød sammen. Dels var udstyret i sukkerraffinaderierne af sovjetisk herkomst, hvorfor reservedelssituationen hurtigt blev kritisk, dels havde Sovjet været største aftager af cubansk sukker.
Nu, hvor man populært sagt havde kannibaliseret den ene halvdel af sukkerfabrikkerne for at holde den anden halvdel i drift, producerede man ikke engang sukker nok til eget forbrug - men måtte importere.
Det lille, officielle jernbanemuseum i Havana rummer overvejende kun materiel fra Ferrocariles de Cuba (FCC). Men der er tillige bevaret et pænt antal sukkerbane-damplokomotiver af allehånde årgange, fabrikater, sporvidder og tilstande.
Det viste lokomotiv er:
MINAZ #1180, Baldwin f.nr. 6456/1882 0-C-0, 30" sporvidde (nm),
som sammen med en række andre lokomotiver er "udstillet" på en parkeringsplads t.h. for Centralbanegården i Havana. Pladsen "bevogtes" af en næsten tandløs kustode, som formedelst 5 "pesos convertibles" lader én fotografere, medens han fortæller, at det afbildede lokomotiv er Cuba's første (!).
Havana, Estacion Central, januar 2008 (nm).
Bag regeringsbygningen "Capitol", der er en tro kopi af den i Washington D.C., er ligeledes en parkeringsplads med en "lokomotivudstilling":
MINAZ #1306, Baldwin f.nr. 38802/1912 1-D-0, 750 mm sporvidde (nm).
"Capitol" ses i baggrunden. En tilsvarende "kustode" arbejdede her, og det er mit indtryk, at hele entrébetalingen forsvandt i deres lommer, - og således går det laaaangsomt med restaureringen af lokomotiverne.
Alle industribanelokomotiver er indrulleret i et fælles MINAZ-nummersystem, der er separeret fra det, som er gældende for FCC.
Håber ikke, jeg har kedet jer; men det var altså en anderledes ferie i et anderledes land.
Bedste hilsener
Niels