Ved at fælde birketræerne og tælle årringe, kan man sikkert datere, hvornår driften på rangerryggen blev indstillet.
Har du gjordt det?

PS! Flotte billeder

Hej Tommy Nilsson og øvrige gæve rangerbjergsdebattører.
Jeg falder tilfældigvis over Tommy Nilssons besøg på det tilgroede rangerbjerg i Padborg, og det giver mig inspiration til at fortælle lidt historie, som kan give lidt mere grundigt svar, end det, birketræerne vil kunne gøre. Rangerbjerget og de tilhørende sorteringsspor stammer helt tilbage fra bygningen af den "nye" Padborg station, der er fra 1927, og hvor stationen fik stor betydning som grænsestationen mod syd. Den store godstrafik med jernbane til og fra Danmark, som voksede i mellemkrigsårene, betød, at grænsebanegården var et meget travlt sted, og godstog fra syd blev "opsplittet" i Padborg og nye godstog blev oprangeret, bl. a. via rangerryggen. Efter 2. verdenskrig var der fortsat stigende travlhed. Travlheden dæmpedes dog noget, da Fugleflugtslinien blev taget i brug i 1963, og der blev mere stille i Padborg, som dog husede et stort antal speditionsvirksomheder, som holdt og vel stadigvæk holder liv i grænsebyen, som nu er opslugt af Aabenraa Storkommune.
I 1973 var der stærk tvivl om, hvor rangerarbejdet skulle ligge ved grænsen, idet DB var i gang med at bygge en kæmpe rangerbanegård i Maschen ved Hamburg, som blev ibrugtaget i sin fulde udstrækning - sidste fase syd-nord delen - den 7.7.1977. Denne rangerbanegård havde ifølge DB kapacitet til at oprangere tog til enhver destination i Danmark, så der ikke var behov for nogen form for grænseomrangering. Samtidig var der mellem DB og DSB drøftelser om, hvor de resterende opgaver skulle ligge - på Flensburg Weiche eller i Padborg. Et nyt sikringsanlæg i Padborg, som var påbegyndt, blev lagt på is, medens man overvejede fremtiden. I 1973 blev der på et møde mellem DB og DSB aftalt en arbejdsfordeling, som reelt "reddede" Padborg som oprangeringsbanegård. Det blev bl. a. slået fast, at DSBs "rangerbanegård" i Padborg kunne drives med betydeligt færre resourcer, end DBs store anlæg på Flensburg Weiche. Et nyt sikringsanlæg, som erstattede det gamle mekaniske 3-post anlæg, blev igangsat i Padborg, og det blev ibrugtaget i 3 regnfulde dage i oktober 1975 med sine lange godstogsspor, som kunne rumme de længste godstog.
Samtidig blev sporskifteanlægget på rangerbjerget("bakken") - se betjeningspulten i "tårnet" på billedet - ombygget til el-drevne sporskifter uden "sikring imod utidig omstilling", da vognene af hensyn til effektiviteten skulle løbe tæt på hinanden i sporskiftezonen.
Man kan sige, at det edb-styrede, elektroniske anlæg på Hamburg Maschen kom til at konkurrere med kvikke DSB hjerner i en beskeden betjeningspost lidt væk fra alfarvej.
Rangerbanegårde og deres effektivitet - og "behandling" af godset i vognene - var et stående emne i datidens jernbaneledelser, altså også i DSB. Trods stor årvågenhed kunne det ikke undgås, at der skete ret så voldsomme ting under nedløb og ikke mindst under brat opbremsning på udlagte "hunde" (hemsko) i sorteringssporene, men det var stadigvæk hurtigere end fladrangering. De afbillede "klodser" er et system, der er etableret ca midt i 90'erne, og som vist nok stammer fra England, hvor de havde betegnelsen "dowty retarders", og som skulle sikre mere kontrolleret og dermed mere nænsom kørsel af vognene ned i sorteringssporene.
Og så til svaret, som birketræerne ikke helt kan give:
Mine "hjemmelsmænd" i Padborg, hvor jeg selv var i 1973 - 1990, oplyser, at efter deres udregning, må rangerbjerget være blevet nedlagt ca år 2000, altså for 10 år siden, hvor man gik over til at afvikle den resterende rangering som "fladrangering".
Og godstrafikken med jernbane over grænsen er, som alle andre steder, hvor der overhovedet forekommer godstog, afløst af direkte tog bl. a. med containere og veksellad, og rangerbanegårde med faldrangering er en saga blott. Hvad man så i dag bruger den store rangerbanegård i Hamburg med dens kapacitet på ca 15.000 vogne pr døgn til i dagens jernbanegodstrafik, det må kræve en rask mand, der har tid til at studere det.
Hele "historien" vidner om, hvor svært det er/var at investere korrekt i jernbanegodstrafik, som kræver enorme investeringsmidler, og hvor udviklingen tit har overhalet situationen, inden man får nytte af en ny forbedring.
Og birketræerne vokser støt videre og lægger dermed et beskyttende skær over et stykke jernbanehistorie, som markerede en aktiv periode i den gamle grænsestations lange liv. "Og træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen", men endnu er der liv på den gamle grænsestation, selv om der nu er lidt mere stille end tidligere.
Og "forfatteren" til den lange historie, som end ikke dækker godt nok, var driftsområdechef i Driftsområde Padborg fra 1973 - 1990 - men det er "en helt anden historie".