Ny bog om daværende DSB Generaldirektør Peter Knutzen
Må det mig være tilladt på denne side at gøre de ærede læsere og bidragsydere opmærksom på en ny bogudgivelse, der er absolut relevant, hvis man interessere sig for dansk jernbane-, trafik- og samfundshistorie og politik. Det drejer sig om bogen ”Peter Knutzen, Jeg frygter ikke historien dom”.
Som ældre læsere og yngre historiskinteresserede ved, så var Peter Knutzen Generaldirektør for DSB fra 1931 og til 1945 og blev efter krigen dømt ved en tjenestemandsdomstol for ”National uværdig Optræden”. Allerede under retssagen samt efter domsafsigelsen, mente de fleste med bare nogen forstand på jura samt almen retfærdighedssands og politisk indsigt, at Peter Knutzen var blevet offer for det, man vel i dag kunne kalde for ”Skjold-Hansen effekten” frit efter TV serien Matador. Med andre ord, de i egen opfattelse forsmåedes retfærdige dom/hævn. Her specielt i befrielsesregeringen med den kommunistiske trafikminister Alfred Jensen i spidsen samt næsten hele den daværende etablerede venstrefløj. Manipulation af værste skuffe viser det sig!
Men bogen er også beviset på, at uden Peter Knutzen, var DSB ikke kommet igennem krisen i slutningen af 1920´erne og begyndelsen af 1930´erne og havde fået vendt etaten fra en gammel statsinstitution til en moderne statslig serviceorganisation. Ligeledes underbygges Peter Knutzens medvirken med al tydelighed af det ”ny moderne DSB” med motortogene, lyntogene, S-togene, nyt og moderne vognmateriel mv. Slet ikke at forglemme hans medvirken til gennemførelsen af de største trafikale omvæltninger landet nogensinde havde set med brobyggerierne, Lillebæltsbroen, Storstrømsbroen og Oddesundbroen m. fl.
Hvis ikke denne bog er medvirkende til et ændret og positivt nyt syn på Peter Knutzen, specielt for de ”frelste” samt de såkaldte historikere, der i egen navlebeskuenhed kun er i stand til at se Peter Knutzen som en embedsmand og en ”grumme medløber”, ja, så bliver ”BOGEN” om Peter Knutzen vel aldrig skrevet!
Da jeg først fik fat i bogen i går og kun har læst hovedkapitlerne igennem i løbet af natten, glæder jeg mig til at gå i detaljen. Bogen kan varmt anbefales.
”Peter Knutzen, Jeg frygter ikke historien dom” skrevet af Lars Bjarke Christensen, Syddansk Universitet, 518 sider, illustreret, ISBN 978-87-7674-491-5, 348,- kr.
NB: Nej, jeg har ikke anden interesse i bogen!!
--
Steffen Dresler