---

I forbindelse med åbningen af Sjællandske Jernbaneselskabs strækning Roskilde-Korsør anskaffede entreprenøren Fox, Henderson & Co. fire engelske Crampton-lokomotiver. Officielt var de bygget hos Hawthorn i 1854, men virkeligheden var, at de i 1849 var bygget af Tulk & Ley til Thomas Crampton personligt. Herefter havde de kørt Europa tyndt i reklameøjemed inden de i 1854 fik en overhaling hos Hawthorn og sendt til Danmark. At det var nedslidte damplokomotiver, som blev anskaffet til den nye banestrækning på Sjælland blev hurtigt klart, og det varede da heller ikke mange år førend lokomotiverne blev udrangeret

Under planlægningen af Sjællands første jernbanestrækning København-Roskilde i 1840erne havde Industriforeningen ansøgt staten om koncession på banen mellem København-Roskilde og videre til et punkt på vestsjællandske kyst. Da det ikke var nærmere specificeret, hvor dette punkt var, blev der givet afslag på koncession på banen mellem Roskilde og den vestsjællandske kyst. Kun banen mellem København og Roskilde måtte bygges, men foreningen fik lovning på at få koncessionen på videreførelsen af banen fra Roskilde og vestpå, hvis man kunne angive præcist, hvor banen skulle ende. I midten af 1840erne forsøgte Sjællandske Jernbaneselskab at skaffe den nødvendige kapital til videreførelsen til Korsør. Dette jernbaneselskab havde fået overdraget Industriforeningens koncession. På grund af den elendige økonomiske situation, som Sjællandske Jernbaneselskab havde ved åbningen af strækningen København-Roskilde i 1847, kom der dog til at gå nogle år førend Roskilde-Korsør banen var en realitet. Efter at have forhørt sig hos to engelske entreprenørselskaber, blev der indgået kontrakt med Fox, Henderson & Co. om bygning af jernbanestrækningen Roskilde-Korsør den 27. oktober 1852. Helt i tidens ånd fik entreprenørselskabet også til opgave, at levere den nye banes rullende materiel, hvilket også inkluderede anskaffelsen af damplokomotiver. Entreprenørselskabet fik desuden helt frie hænder med hensyn til, hvilke lokomotiver der skulle anskaffes.

Damplokomotiverne, som Fox, Henderson & Co. anskaffede til den nye jernbanestrækning, var af den såkaldte Crampton-type. Det var englænderen Thomas Russel Crampton (1816-1888), der sammen med John Coope Hadden, havde udviklet lokomotivtypen, som var lidt anderledes end datidens damplokomotiver. Derfor tog de i februar 1842 patent på deres opfindelse, der i korte træk gik ud på, at man ved at flytte nogle enkelte dele kunne gøre drivhjulsdiameteren større, ligesom drivakslen blev anbragt lige bag fyrkassen. Crampton var på dette tidspunkt ansat ved Great Western Railway (GWR), som dog ikke viste interesse for opfindelsen. Derfor rejste Crampton selv rundt for at finde potentielle købere, men uden det store resultat. I 1845 lykkedes det dog at få CF Nord-Belge – som var ved at bygge strækningen mellem Namour og Liége – til at købe to Crampton-lokomotiver. Ved en prøvekørsel af en af disse maskiner i England nåede man op på en maksimalhastighed af 120 km/t, hvilket var en sensation. Selvom det viste sig, at Cramptons opfindelse var en succes, gik afsætningen af maskinerne ikke synderlig godt. I perioden 1847-52 byggedes kun 31 lokomotiver til brug i England. En af årsagerne var måske, at maskinerne – trods den høje fart – ikke var særlig anvendelige i tog med mange standsninger undervejs på grund af det store drivhjul. På den anden side af Den engelske Kanal gik afsætningen dog over al forventning, og således byggedes der i perioden 1849-1864 i alt 126 Crampton-lokomotiver til brug på det europæiske kontinent.

Årsagen til at der anskaffedes i alt 10 Crampton-lokomotiver (af Roeskilde-, Thor- og Skirner-klassen) til den nye banestrækning Roskilde-Korsør, skal nok ses i forbindelse med Charles Fox og Thomas R. Cramptons samarbejde. I begyndelsen af 1850erne samarbejdede de to herrer nemlig ved bygningen af et vandværk i Berlin. Crampton var ved dette arbejde ledende ingeniør på projektet, som Charles Fox´ firma stod for. Crampton har formentlig her fået Fox overtalt til at købe de fire Crampton-lokomotiver, som hos Sjællandske Jernbaneselskab kom til at gå under betegnelsen Roeskilde-klassen. Officielt var de fire lokomotiver bygget af den engelske lokomotivfabrik Hawthorn i 1854, men dette var langt fra tilfældet. Maskinerne var derimod bygget fem år tidligere, altså i 1849 til Thomas Crampton personligt. Crampton havde hos Tulk & Ley bestilt fire Crampton-lokomotiver, der skulle anvendes ved prøvekørsler overfor potentielle købere. Maskinerne havde efter leveringen i 1849 kørt en del forskellige steder i Europa og muligvis også Egypten, indtil interessen mindskedes noget i begyndelsen af 1850erne, da nyere og mere moderne lokomotiver dukkede frem på markedet. Således stod Thomas Crampton med fire lokomotiver i begyndelsen af 1850erne, og det lykkedes ham da at afsætte de fire lokomotiver til Charles Fox, der stod for anskaffelsen af damplokomotiver til Roskilde-Korsør banen. Efter købet af maskinerne sendte Fox dem til den engelske lokomotivfabrik R. & W. Hawthorn, der gav maskinerne en overhaling. Afslutningsvis fik maskinerne påmonteret fabriksplader og fik fabriksnumre, således at de fremstod som fabriksnye.

I løbet af 1854-55 ankom samtlige Crampton-lokomotiver af Roeskilde- og Thor-klassen med skib til Korsør. Således lagde sejlskibet ”Elise Lüders” af Odense til kaj i Korsør med to af de engelske lokomotiver den 15. december 1854. Egentlig skulle banen mellem Roskilde og Korsør have været færdigbygget på dette tidspunkt, men Fox, Henderson & Co. havde store vanskeligheder med at få strækningen færdigbygget, hvorfor de nye lokomotiver blev hensat i Slagelse. Da Sjællandske Jernbaneselskab kunne konstatere, at entreprenørselskabet ifølge tidsplanen var næsten et år bagud, og at banen ikke kunne tages i brug indenfor en overskuelig fremtid, valgte man at løse Fox, Henderson & Co. fra kontrakten. Først i foråret 1856 kunne man begynde at se enden på anlægsarbejdet, og i løbet af de første måneder af 1856 kom maskinerne endelig i drift. Inden den officielle åbning den 26. april 1856 kom ”Roeskilde” således til at køre 1804 km; ”Slagelse” 1431 km; ”Sorø” 851 km og ”Ringsted” 987 km. Den 26. april fandt den officielle indvielse af banen sted under overværelse af kong Frederik VII og grevinde Danner.

Efter indvielsen af den nye strækning blev Roeskilde-klassen sat i drift på Vestbanen, men der opstod hurtigt problemer med de fire maskiner. Det stod snart klart, at maskinerne langt fra var nybyggede, hvilket man ikke havde været klar over ved maskinernes ankomst til Danmark. De havde således tilbagelagt et betydeligt antal kilometre førend de endte på Sjælland. Således måtte Sjællandske Jernbaneselskab allerede i 1857 hovedreparere Roeskilde-klassen for 14624 rigsdaler og 76 skilling. Ligeledes måtte ”Roeskilde” have en ny fyrkasse i 1858 til en pris af næsten 2893 rigsdaler. De store problemer med de nye maskiner betød, at jernbaneselskabet var nødt til at holde Odin-maskinerne i drift, selvom disse var egnet til udrangering. Fra 1860 måtte man også nedsætte kedeltrykket på Roeskilde-maskinerne, og til sidst var der ingen anden udvej – maskinerne var ubrugelige.

I første omgang blev de anvendt som reservemaskiner på Vestbanen, men efter Klampenborgbanens åbning i 1863 kom maskinerne også i drift på denne strækning, hvor der var behov for mindre maskiner. Det viste sig dog hurtigt, at maskinerne ikke var egnede til denne strækning. Derfor blev Roeskilde-maskinerne ombyttet med de noget ældre Odin-lokomotiver, der overtog trafikken på strækningen mellem København og Klampenborg. Allerede i 1864 kunne Sjællandske Jernbaneselskab konstatere, at ”Slagelse” var i en sådan stand, at den ikke længere kunne anvendes. Blandt andet var kedlen kassabel, hovedrammen knækket, ligesom der var en lang række andre fejl på maskinen. Man valgte derfor at udrangere lokomotivet, efter at den havde tilbagelagt 157.417 km på Sjælland. I 1867 konkluderede jernbaneselskabet, at såvel kedlen i ”Roeskilde” som ”Ringsted” var så nedslidte, at de var til fare for den offentlige sikkerhed, hvorfor maskinerne blev udrangeret.

Imidlertid var der mangel på damplokomotiver, hvilket betød at ”Sorø” blev hovedrepareret i 1866, og den fik her blandt andet to nye hovedrammesider, nye dampcylindre mv. til en pris af 2501 rigsdaler. I sidste halvdel af 1860erne fik Sjællandske Jernbaneselskab dog en række nye damplokomotiver, hvorfor man i 1871 valgte at udrangere det sidste tilbageværende lokomotiv af Roeskilde-klassen, nemlig ”Sorø”, der ved udrangeringen havde tilbagelagt 197.417 km på jernbaneselskabets strækninger. De fire maskiners tendere blev dog ikke udrangeret førend i 1872, da de blev hensat som reserve. En af tenderne blev tilkoblet lokomotivet ”Skjold” og overlevede på denne måde lidt længere end Roeskilde-klassens øvrige tendere. De fire lokomotiver af Roeskilde-klassen blev aldrig nogen succes hos Sjællandske Jernbaneselskab, hvilket tydeligst kom til udtryk i den korte driftsperiode, som lokomotiverne fik på Sjælland.
(LC)

Tegning	Nummer	Fabrikat	År	Noter
	Roeskilde 12	Hawthorn	1854	´Roeskilde´. Udrangeret 1867.
	Roeskilde 13	Hawthorn	1854	´Ringsted´. Udrangeret 1867.
	Roeskilde 14	Hawthorn	1854	´Sorø´. Udrangeret 1871.
	Roeskilde 15	Hawthorn	1854	´Slagelse´. Udrangeret 1864.